Ny miljøpris åbner for indstillinger
Der er nu åbent for indstillinger til den nye miljøpris CSR Environment, som uddeles til CSR Awards i november i Sønderborg.
CSR Environment-prisen går til den danske virksomhed, som har udviklet den bedste grønne, innovative løsning.
Det kan for eksempel være en løsning inden for vand, klimatilpasning, ressourcer og affald, luftforurening, støj, kemikalier eller en løsning inden for bæredygtig produktion og forbrug. Løsningen må meget gerne have eksportpotentiale.
Læs også: Bill Clinton på talerstolen ved CSR Awards
Juryen vil vurdere efter tre parametre; i hvor høj grad er der tale om en nyskabelse, hvor bredt kan produktet nå ud, og i hvor høj grad bidrager virksomheden til at løse en miljøudfordring.
Fokus på innovative løsninger
CSR Awards hylder i Sønderborg de virksomheder, som har arbejdet målrettet med nye, ambitiøse tiltag inden for CSR. Formålet med prisen er at få de gode eksempler frem i lyset.
Læs også: CSR Awards nomineret til international pris
”Jeg er glad for, at vi sammen med CSR-Fonden har udviklet en helt ny miljøpris. Jeg håber, at prisen kan være med til at sætte mere fokus på de mange dygtige virksomheder, som hver dag leverer grønne og innovative løsninger,” siger miljøminister Ida Auken i en pressemeddelelse.
Frist for indstillinger til prisen er 21. september 2012, og prisoverrækkelsen finder sted i Sønderborg 14. november 2012. Uddeleren er Miljøstyrelsen.
Du kan indstille en virksomhed via dette link.
-KH