01.11.2017  |  Klima, miljø og energi

​Insekter på menuen i flygtningelejr

Indhold fra partner Hvad er dette?

Folkekirkens Nødhjælp har igangsat et pilot-projekt i Kakumalejren, der skal uddanne udvalgte flygtninge i at dyrke insekter. Dette skal afhjælpe fejl- og underernæring.

Som noget helt nyt bliver der nu produceret spiselige insekter i flygtningelejren Kakuma i Kenya. Insekterne er næringsrige og kan sikre ordentlig kost for flygtninge. Folkekirkens Nødhjælp, Københavns Universitet og to kenyanske universiteter står bag projektet.

800 mio. mennesker er ramt af sult og under- eller fejlernæring. Og særligt sidstnævnte er udbredt i den kenyanske Kakuma flygtningelejr, der huser mere end 180.000 flygtninge fra især Sydsudan: 

”Vi ved, at menneskets indlæring og udvikling afhænger af, om vi får tilstrækkelig og ordentlig mad at spise. Derfor forsøger vi at udvikle kosten i blandt andet flygtningelejre, så den bliver mere næringsrig. Og her er insekter et godt bud på en løsning,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Nødhjælpsorganisationer uddeler madrationer, men de i sig selv er ikke tilstrækkelige til at sikre god ernæring - især ikke for børnene. Insekterne indeholder proteiner, fedt, vitaminer og mineraler, og det er vigtige komponenter i en god og næringsrig kost.

Nanna Roos, lektor og ekspert i international ernæring ved Københavns universitet forklarer, hvorfor insekter skal fylde mere på menuen.

Et godt alternativ til husdyr

God næring er blot én af fordelene ved insekter. Det er ikke tilladt at holde kvæg eller andre traditionelle husdyr i flygtningelejre. Men insekter må man derimod godt avle. De kræver sågar meget lidt plads og få ressourcer, og der er ikke noget spild ved produktionen, fordi man spiser hele dyret.. De kan overleve selv i et varmt og tørt klima og er relativt billige og nemme at pleje.

Udvalgte flygtninge bliver som en del af projektet både uddannet i det helt praktiske arbejde med at avle fårekyllinger, men bliver også klædt på med viden om markedstilgang og basal finansforståelse. Fårekyllingerne bliver malet til insektmel, som kan bruges til blandt andet at producere næringsrige kiks og på den måde afhjælpe fejl- og underernæring. I forsøget bliver det også testet, om fårekyllinger kan dyrkes i små stalde i hjemmet. 

Omstilling kommer ikke af sig selv

Insekter er endnu ikke en selvfølge i det danske køkken. Det samme gælder i Kakumalejren. De mange forskellige befolkningsgrupper i lejren har vidt forskellig tradition for at spise insekter. For Nuba-klanen i Sudan og Bembe-klanen i Congo er insekter velkendte i maden, mens de fleste somaliere deler danskernes syn på insekter som uvedkommende på tallerkenen. Prøvesmagninger med fårekyllingekiks er blevet taget godt imod i lejren, og det glæder generalsekretæren:

”Projektets succes afhænger af, om folk har lyst til at spise insekterne, så vi er glade for den positive respons. Mulighederne for madproduktion varierer, og madkultur spiller også ind. Men det er vigtigt, at vi alle, både i Kenya og Danmark, kigger på, hvordan vi kan sikre næringsrig og bæredygtig mad til alle,” siger Birgitte Qvist-Sørensen. 

Følg Folkekirkens Nødhjælp på Linkedin her.

Mere fra Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp

https://www.noedhjaelp.dk

  • mail@dca.dk
  • 33 15 28 00
  • Nørregade 15, 1165 København K

Folkekirkens Nødhjælp arbejder for at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv. Organisationen arbejder både med langsigtet udvikling, samt humanitære indsatser i både Afrika, Asien og Mellemøsten. Vi arbejder gennem lokale udviklingsorganisationer, landbrugsorganisationer og menneskerettighedsgrupper, hvilket skaber lokalt ejerskab og e…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere