202.546 kroner fra sparekasse til hospitalsklovne

Danske Hospitalsklovne får over 200.000 kroner ud af det første års samarbejde med Middelfart Sparekasse.

Det var med et stort smil, at hospitalsklovnen Viola modtog de mange penge fra Middelfart Sparekasse .

For Danske Hospitalsklovne var mandagens tur fra København til Middelfart umagen værd. Med sig hjem havde Danske Hospitalsklovne 202.546 kroner. Det er resultatet af det første af to års samarbejde med Middelfart Sparekasse.

"Det er et meget flot beløb. Danske Hospitalsklovne er afhængig af donationer fra virksomheder og fonde. Støtte som denne er med til, at der overhovedet er hospitalsklovne i Danmark", siger Sissel Witt, projektleder i Danske Hospitalsklovne.

Hospitalsklovnene er samarbejdspartner med Middelfart Sparekasse i 2016 og 2017. Konkret betyder det, at organisationen begge år modtager et beløb, der svarer til én procent af det samlede indestående på Sparekassens MS Fokus-konti.

"Det er en af de udgifter, vi ser frem til. Ikke mindst fordi det i sidste ende er op til vores kunder, hvor meget vi skal støtte Danske Hospitalsklovne med. Vi kan konstatere, at kunderne sidste år var ekstra gode til at sætte penge ind på en MS Fokus-konto, for det er første gang, vi har givet over 200.000 kroner til en samarbejdspartner", siger Rikke Dresing, underdirektør i Middelfart Sparekasse.

Sparekassens bidrag til Danske Hospitalsklovne er øremærket børneafdelingerne i Aarhus, Odense, Kolding og Esbjerg. Dermed gør pengene gavn i de områder, hvor Sparekassen og dens kunder har hjemme.

En værdifuld pause

Støtten glæder også hospitalsklovnen Viola, der lyder det borgerlige navn Katrine Peytz Hansen. Tre gange om ugen er hun på børneafdelingerne i Odense og Kolding.

"Der er noget meget værdifuldt i at kunne give børnene og ikke mindst deres familier en pause og det at kunne bruge klovnefiguren i et samarbejde med sundhedspersonalet. Det er fedt, når nogle af lægerne danser med, når vi spiller musik, og jeg føler, at vi er med til at gøre en forskel for det enkelte barn og familien", siger Viola.

Også i 2017 kommer Danske Hospitalsklovne til at nyde godt af samarbejdet med Middelfart Sparekasse. Til efteråret skal der findes en ny partner for årene 2018 og 2019. Til den tid bliver kunderne involveret, som de også blev det, da Danske Hospitalsklovne blev valgt, forsikrer Rikke Dresing.

16.04.2021Middelfart Sparekasse

Sponseret

Jagten på Årets Klimaiværksætter 2021 sættes ind

07.06.2018Middelfart Sparekasse

Sponseret

Red Barnet og Middelfart Sparekasse indgår toårigt partnerskab

11.04.2018Middelfart Sparekasse

Sponseret

Victoria og Mads er med i Pengeuge – vi gør børn klogere på penge

17.11.2017Middelfart Sparekasse

Sponseret

CSR-pris til Middelfart Sparekasse for mangeårigt arbejde med samfundsansvar

12.06.2017Middelfart Sparekasse

Sponseret

Middelfart Sparekasse er Europas tredjebedste arbejdsplads

06.03.2017Middelfart Sparekasse

Sponseret

Middelfart Sparekasse årsrapport 2016