25.05.2018 | Navnenyt

Agi Csonka ny formand for Dansk Flygtningehjælp

Agi Csonka arbejder til daglig som programchef i Villum Fonden. Her er hun ansvarlig for årlige uddelinger af 100 millioner kroner til ”Børn, Unge og Science”. Tidligere har hun været adm. direktør i bl.a. SFI – det nationale forskningscenter for velfærd og EVA – Danmarks Evalueringsinstitut.

”Jeg er beæret over at få lov at stå i spidsen for en af de allerdygtigste humanitære organisationer i verden. Ikke alene er Dansk Flygtningehjælp til stede i flere end 35 lande, men samtidig har organisationen en enorm viden om, hvordan man bedst skaber holdbare løsninger - hvad enten det drejer sig om at hjælpe folk, der er på flugt fra verdens konfliktområder, eller støtte dem i at komme hjem igen. Jeg vil gerne arbejde for, at beslutninger træffes på grundlag af den viden og erfaring, som Dansk Flygtningehjælp har oparbejdet gennem mere end 60 år”, siger Agi Csonka.

Den nye formand har på forskellig vis arbejdet med integration af flygtninge i Danmark, blandt andet som medlem af regeringens Integrationstaskforce.

”Jeg anerkender fuldt ud, at der er forskellige holdninger til, hvordan man bedst styrker integrationen, og at det på ingen måde er en nem opgave. Men uanset hvad man mener om integration, så undres jeg over den meget hårde sprogbrug, som vi i dag ofte hører om medmennesker i yderste nød. Som barn af flygtninge synes jeg egentlig, at jeg altid er blevet mødt med empati og forståelse. Men i dag er det, som om vi ind i mellem glemmer at se menneskene og sætte os i deres sted. Medmenneskelig empati og respekt er forudsætningen for, at vi kan støtte flygtninge i at få et værdigt liv. Jeg håber, at jeg med mit nye formandskab kan give mit lille bidrag til at dreje debatten i en mere konstruktiv retning”.

Agi Csonka afløser landsdommer Stig Glent-Madsen, der stopper efter 10 år på formandsposten. På repræsentantskabsmødet blev Stig Glent-Madsen udnævnt til æresmedlem i Dansk Flygtningehjælp – en titel, som tidligere overrabbiner Bent Melchior hidtil har været alene om at besidde.

På mødet var der også valg til Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg. Nyvalgte medlemmer er Kim Simonsen, (HK), og Juliane Marie Neiiendam, (Kvinderådet). Der var genvalg til Peter Kellermann Brandorff (Oxfam Ibis)

Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab er organisationens højeste myndighed og består af repræsentanter fra de 28 medlemsorganisationer, forretningsudvalget og repræsentanter for frivilliggrupper landet over.

Mere fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp

https://flygtning.dk/

Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største internationale humanitære organisation. Vi arbejder på baggrund af humanitære principper og menneskerettigheder med alle aspekter af flygtningesagen, med det overordnede mål; at beskytte mennesker på flugt og at skabe varige løsninger. Organisationen har hovedsæde i København, men st…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere