s Ansvarlige indkøb efter FN’s Retningslinjer – en vej ud af auditmøllen | CSR.dk

19.05.2017  |  Supply chain

Indspark: Ansvarlige indkøb efter FN’s Retningslinjer – en vej ud af auditmøllen

I årtier - faktisk siden Nike i halvfemserne blev udsat for store kampagner på amerikanske universiteter - har virksomheder forsøgt at håndtere den risiko, de har ved at handle med virksomheder, der ser stort på at respektere menneske- og arbejdstagerrettigheder.

Der udviklede sig hurtigt en ret fast praksis for, hvordan virksomhederne håndterer risikoen. Opfind en Code of Conduct (CoC), forpligt leverandøren, rejs ud og tjek om leverandøren gør, hvad leverandøren har skrevet under på, send en ekstern uafhængig tredjepart (audit) for at sikre at informationen er korrekt, følg op på handleplaner. Det koster en bondegård og i sidste ende bliver prisen væltet over på forbrugeren. Forbrugeren vil gerne betale for at tingene kører efter bogen og vil ikke betale for udnyttende børnearbejde.

Dengang var det imidlertid ikke defineret, hvad der skulle til for, at en leverandør respekterer menneske- og arbejdstagerettigheder. Derfor definerede virksomhederne selv i deres CoC, hvad de mente, der skulle til. Da kritikken særligt fokuserede på arbejdstagerrettigheder handlede CoC’en kun om dette.

Men nu er det faktisk blevet defineret, hvordan enhver virksomhed i verden skal behandle menneskerettighederne, herunder arbejdstagerrettighederne. Det skete med FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv fra 2011 (UNGP’erne).

Spørgsmålene er nu: Er CoC’en tilstrækkelig? Gør virksomhederne mere end nødvendigt? Fremmer eller undergraver den traditionelle tilgang implementeringen af den globale standard?

Er CoC’en tilstrækkelig?
Svaret er, at langt størstedelen af de CoC’er, der i dag anvendes, er utilstrækkelige.

Hovedparten af de CoC’er, vi hos Global CSR støder på hos virksomhederne, kræver alene, at leverandøren håndterer 7 – 10 arbejdstagerettigheder på en af virksomheden foruddefineret måde. Selv respekterede fællesinitiativer, som Ethical Trading Inititiative (ETI), Fair Labour Association (FLA), Business for Social Compliance Initiative (BSCI), Social Accountability International (SAI – SA 8000), og IT platforme, som Eco Vadis og SEDEX, understøtter alene denne model.

Udfordringen er, at selvom både virksomheden og leverandøren bruger mange ressourcer på at leve op til de selv-opfundne krav, giver det hverken virksomheden eller leverandøren sikkerhed for, at leverandøren ’respekterer menneskerettighederne’, som det med UNGP’erne er defineret for alle virksomheder i verden.

Det vil sige, at hverken virksomhedens krav eller leverandørens arbejde er tilstrækkelige, til at håndtere de risici virksomheden og leverandøren har for henholdsvis at være i forbindelse til og forårsage negative indvirkninger på menneskerettighederne, inklusive de 7 – 10 arbejdstagerrettigheder.

Gør virksomhederne mere end nødvendigt?  
Uden tvivl. Det kræver arbejde og ressourcer at opfinde en CoC; at definere de indikatorer leverandøren tjekkes imod; at overbevise leverandøren om, at dine krav og specifikationer skal efterleves, når en anden kunde stiller andre krav; at kontrollere leverandøren; at etablere audits; og at følge op på de mange specifikke indikatorer. Mangt et leverandørforhold er blevet dybt belastet af de firkantede krav og store omkostninger, der gennem disse praksis rider leverandørerne som en mare. Et system, der hviler på mistro, et enormt ressourceforbrug og en usund sammenblanding af ansvar.

UNGP’erne åbner en unik mulighed: Vi kan alle arbejde efter den samme minimumsstandard. Alle virksomheder etablerer det krævede ledelsessystem.  Leverandøren bliver i stand til at demonstrere, at den håndterer dens negative indvirkninger på menneskerettighederne på en for virksomheden og konteksten rimelig måde; ikke alene overfor investorerne, medarbejderne, staten, men også kunderne. Som købervirksomhed tager jeg ansvar; som leverandør tager du ansvar. Jeg skal ikke definere, hvad du skal gøre for bedst at forebygge eller afbøde negative indvirkninger. Det skal du selv gøre, og du skal vise mig, hvad du gør. Det bedste ved det hele er, at vi kan samarbejde og lære af hinanden; vi starter alle fra grunden.

Udfordringen er, at hverken de mange initiativer eller de mange virksomheder, der opererer ud fra deres selv-opfundne standarder, tør give slip på dem. Det vil sige, at de slår krøller på sig selv for at forklare, hvordan deres praksis er bedre end ingenting og på mange områder smager af UNGP’erne.

Hvis jeg var forretningsmand eller investor ville jeg tænke: Virksomheden følger ikke standarden, og den gør alt for meget, alt for besværligt. Det næste, jeg ville tænke, er: Virksomheden og dens leverandører bruger alt for mange ressourcer på at håndtere ansvaret, og alle får en frustrerende oplevelse; det vil jeg hverken investere i eller betale for.

Fremmer eller undergraver den traditionelle tilgang implementeringen af den globale standard?
Desværre er det nok konsekvensen. Den traditionelle tilgang giver leverandørerne indsigt i arbejdet med nogle få arbejdstagerrettigheder. UNGP’ernes Princip 12 angiver klart, at virksomheden som minimum skal vurdere indvirkninger på alle 48 menneskerettigheder. Endvidere følger metoden i den traditionelle tilgang sjældent den globale minimumsstandard.

Ved at bruge den traditionelle tilgang beder vi leverandøren etablere fokus og systemer, der alene – hvis vi er heldige – sætter leverandøren i stand til at håndtere negative indvirkninger på en håndfuld arbejdstagerrettigheder. Og det i en forhåndsdefineret detaljegrad, der ofte gør håndteringen rigid og ude af kontekst. Indsatsen kræver imidlertid mange ressourcer og prioriteres højt af leverandøren ud fra devisen, at kunden altid har ret.

Der er dog ingen tvivl om, at indsatsen tager fokus, ressourcer og energi væk fra en mulig implementering af UNGP’erne. Dermed undergraver den traditionelle tilgang en op-skalering af virksomheders ansvar for at respektere menneskerettighederne.

Mange forsvarere af den traditionelle tilgang retfærdiggør fastholdelsen ud fra en præmis om, at negative indvirkninger på de i CoC’en nævnte arbejdstagerrettigheder udgør de væsentlige negative indvirkninger i værdikæden. Dette må i bedste fald hvile på en mavefornemmelse, da leverandørerne netop aldrig har vurderet negative indvirkninger på alle 48 rettigheder eller indvirkninger på andre end medarbejderne. Fra praksis kan jeg fastslå, at mavefornemmelsen er forkert.

Hvad gør virksomheden så i morgen?
Hvis købervirksomhederne i stedet begyndte at kræve, at leverandørerne implementerede ledelsessystemer, der lever op til minimumsstandarden, måtte det forventes, at ’virksomheders respekt for menneskerettighederne’ ville nyde meget hurtigt global anerkendelse. Vi ville blive vidner til en opblomstring af god praksis til implementering af UNGP’erne.

Vi ville også komme til at se et hav af tiltag til effektivt at komme mulige negative indvirkninger til livs; både for de indvirkninger, som alle virksomheder har, men også de mere branchespecifikke og landespecifikke indvirkninger. Der er jo ingen der kan være i tvivl om, at f.eks. effektivt forebyggelsesarbejde for negative indvirkninger på retten til en leveløn, vil se anderledes ud for en dansk virksomhed og en virksomhed i Bangladesh.

Samtidig ville virksomheden undgå at komme på kant med markedsføringsloven, når den kommunikerer, at den respekterer menneskerettighederne; et udsagn der kræver, at virksomheden arbejder efter UNGP’erne.

Endelig ville virksomheden kunne se frem til, at leverandørerne vil takke for, at de nu kun skal forholde sig til én standard, og at de kan arbejde med risici på en måde, der er relevant for egen kontekst. Som bonus hertil vil både leverandøren og virksomheden kunne samarbejde om og dele god praksis for implementering.

P.S. GLOBAL CSR afholder halvårligt en heldags workshop, hvor krav og muligheder gennemgås – den næste løber af stablen d. 1. juni 2017.  

Mere fra Sune

Sune Skadegaard Thorsen

CEO & Senior Partner

Sune Skadegaard Thorsen er stifter og direktør i GLOBAL CSR. Han har siden 1996 arbejdet professionelt med CSR, som en af de første pionerer på området. Med en baggrund som erhvervsadvokat har Sune internationalt været én af de ledende kræfter i at gøre ansvaret for social bæredygtighed pragmatisk og operationelt gennem menneskerettighederne. Sune er således en af grundlæggerne af den princip-base…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere