Arriva nomineret til arbejdsmiljøPrisen
Arbejdsmiljørådet har udvalgt 12 virksomhed til priser i fire kategorier. Arriva Danmark er iblandt.
Arriva Danmark er blandt de nominerede, når Arbejdsmiljørådet sidst i november uddeler årets ArbejdsmiljøPris. Nomineringen skaber stor glæde i Arriva, der har gjort arbejdsmiljøet til en central del af forretningsgrundlaget.
»Det er helt fantastisk, at vi er blevet nomineret til så prestigefyldt en pris. Det er en stor cadeau til hele vores HSE-organisation, der har gjort en enorm indsats for at gøre hensynet til arbejdsmiljøet til en integreret del af arbejdsrutinerne i Arriva,« siger Dorthe Nedermark, der er chef for Arriva Danmarks afdeling for Health, Safety and Environment (HSE) i en pressemeddelelse.
Læs også: De nominerede til ArbejdsmiljøPrisen er ...
Arriva i Danmark
Arriva kører bus i det meste af landet og tog i Midt- og Vestjylland. Arriva kører bybusser i Aalborg, Thisted, Viborg, Silkeborg, Herning, Horsens, Esbjerg, Sønderborg, Svendborg, Korsør, Skælskør, Nykøbing Falster, Ringsted, Roskilde og i hele Storkøbenhavn. Arriva kører også regionalbusser i Nordjylland, Østjylland, på Fyn og i Vestsjælland. Arriva kører tog på strækningerne: Esbjerg-Niebüll, Esbjerg-Skjern, Skjern-Struer, Struer-Thisted, Aarhus-Struer og Aarhus-Skjern. Derudover står Arriva for havnebusserne i Københavns Havn.
Arbejdsmiljø som strategisk element
Arriva er nomineret i kategorien Arbejdsmiljø som strategisk element i konkurrence med NCC Construction og midtVask. De tre Virksomheder er blevet udvalgt, fordi de ifølge Arbejdsmiljørådet "har styrket arbejdsmiljøet ved at opstille ambitiøse målsætninger om forebyggelse af vold, øget trivsel og nul ulykker og ved at skabe effektfulde projekter, der har sat arbejdsmiljøet på dagsordenen og realiseret ambitionerne".
Arriva har lagt vægt på at involvere medarbejderne i arbejdet og har gennemført uddannelsesforløb for alle virksomhedens 80 HSE-repræsentanter med den klare målsætning, at det skal være sjovt, udviklende og attraktivt at være HSE-repræsentant.
Læs også: Arrivas hjerte banker for medarbejderne
Indsatsen har ført markante resultater med sig: 19 af Arrivas 24 arbejdspladser vil inden årsskiftet være miljø- og/eller arbejdsmiljøcertificerede og antallet af arbejdsskader er faldet med 20 procent i løbet af blot to år.
Prisoverrækkelsen finder sted på Axelborg i København den 26. november.
Fakta om Arbejdsmiljøprisen
ArbejdsmiljøPrisen har eksisteret siden 2006 og gives til virksomheder eller arbejdspladser, der »fortjener anerkendelse og hæder for deres arbejdsmiljøindsats, og hvor indsatsen også kan være til inspiration for andre.
Prisen uddeles i fire kategorier:
- Arbejdsulykker
- Muskel-skeletpåvirkninger
- Psykisk arbejdsmiljø
- Arbejdsmiljø som strategisk element
Læs mere om prisen på arbejdsmiljøprisen.dk
- UB