15.05.2018  |  Samfund

Bæredygtige investeringer hitter blandt millenial-generationen

Kunder i storbanker og pensionskasser er blevet mere klimabevidste. En ny bølge inden for investeringer skyller ind over den danske finanssektor i tak med, at pengene skifter hænder.

Flere og flere bliver bevidste om at foretage investeringer med klimaet og sociale forhold in mente. Også herhjemme kan det nu mærkes, at den nye generation tænker i både økonomiske og bæredygtige løsninger, når de vælger deres investeringer.

Ansvarlige investeringer har været på markedet i flere tiår. Hvor den første bølge handlede om at undlade at investere i skadelige produkter som våben, tobak og fossile brændstoffer. Ved næste bølge handlede det om at tænke på miljøet og sociale forhold for at reducere finansielle risici: Hvordan kan det skade ens investeringer, hvis der ikke bliver taget højde for klimaet eksempelvis.

Læs også: Regeringen: Grønne investeringer skal op i gear
 

Vækst i impact-investeringer
I den tredje og nuværende bølge er de såkaldte impact-investeringer i højsædet. Her forsøger man ikke kun at undgå skadelige produkter eller mindske risikoen for katastrofer, men samtidig at fremme bæredygtige løsninger, der sikrer planetens overlevelse. Det skriver Berlingske Business. 

Det handler om at investere i virksomheder, der gør en miljømæssig eller social forskel, samtidig med at de giver et finansielt afkast. Det forklarer Amit Bouri, chef for The Global Impact Investing Network (GIIN), til Berlingske Business.

GIIN foretager hvert år en rundspørge blandt flere end 200 af verdens største finansielle aktører, og her viste seneste undersøgelse at, der samlet set var placeret 114 milliarder dollars i impact-investering. Det er en vækst på 17 procent sammenlignet med året før, fortæller Amit Bouri.

Nye danske kunder efterspørger klimavenlige løsninger 
Hos Danske Bank har man forsøgt at imødegå kundernes ønsker ved i foråret at udbyde to impact-fonde i samarbejde med engelske Impax. Og de faldt på et tørt sted. På blot tre uger solgte man for 330 millioner kroner.

”Vi er begyndt med de to områder vand og klima, hvor vi ved, der kan gøres en stor forskel. Og her har Impax fokuseret på vækstvirksomheder, der bidrager til at gøre en forskel. Derigennem har de gennem en årrække også leveret ganske fine afkast”, siger Sune Worm Mortensen, direktør for investeringsprodukter og rådgivning i Danske Bank.

Læs også: Danske Bank vil gøre startup-virksomheder bæredygtige

Merkur Andelskasse har været med på bølgen næsten før den fandtes og har gennem ti år tilbudt tre impact-fonde sammen med hollandske Tridos. Men i løbet af de sidste par år er interessen vokset markant. Særligt den største af fondene, Pioneer-fonden, er galoperet derud af med en årlig tilvækst på 44 procent.

Og spørger man investeringsrådgiver Silja Nyboe Andersen fra Merkur Andelskasse bliver impact-fonde kun mere populære i fremtiden, eftersom som nye kunder skal placere sine investeringer.

”Hele millenial-generationen er voldsomt interesserede i det her område. Vi kommer til at se det største formueskift i verdenshistorien inden for det næste årti. I USA alene er det mere end 41.000 milliarder kroner, der går fra den ene generation til den næste. Og den nye generation efterspørger noget andet”, siger Silja Nyboe Andersen til Berlingske Business.

- EST

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med m…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere