13.11.2016  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Bliv klogere på den vanskelige CSR-kommunikation

Jysk, Jyske Bank og Bestseller lægger cases til, og et ekspertpanel analyserer og giver svar, når Aarhus Universitet d. 30. november er vært for en debatdag om CSR-kommunikation og -dilemmaer

"Er det bedre at arbejde proaktivt i gråzonen end helt at undgå etiske problemstillinger?" spørger Lene Hjorth, Afdelingsdirektør Koncern-CSR, Jyske Bank, i et blogindlæg om ophugningen af udrangerede Maersk skibe i Indien og Bangladesh. Lene Hjorths pointe er, at CSR er en boomerang, der vender tilbage, hver gang vi kaster den ud. Det er en risiko, som selv de bedste virksomheder kender, og det er en risiko, der opstår, fordi CSR er fyldt med faldgruber og dilemmaer.

Læs Lene Hjorths blog her: Gemmeleg eller målskive?

CSR er nemlig ofte en langt mere kompleks og langt vanskeligere størrelse at håndtere end andre forretningsområder. Og som en af Danmarks førende CSR-eksperter ved Lene Hjorth mere end så mange andre, hvor nemt det er at træde ved siden af, og hvor svært det er at gøre ondt godt igen, når først katten er sluppet ud.
 
Store fordele, men et enormt ansvar
CSR er branding på en ny bane i et spil, hvor reglerne ofte er uskrevne, og modspillerne måske endda har andre regler end dine. Vi taler om stærke kræfter, som er oppe imod hinanden, og om afgørelser, der ikke bare bliver truffet på banen, men af og til også længe efter kampen ellers var slut.

Se program for debatdagen her: CSR-kommunikation og -dilemmaer
 
CSR er en vigtig brik – måske den vigtigste - i opfyldelsen af FN’s verdensmål for en bæredygtig fremtid, og det giver virksomhederne, som vil bringe den i spil, naturligt store fordele. Men samtidigt påhviler der dem et enormt ansvar, og mange kigger med på sidelinjen for at sikre, at alt går rigtigt til, og der ikke tages af kagedåsen.
 
Med andre ord er CSR som branding-brik balanceakten, hvor den dygtige artist kan vinde hele verdens goodwill. Og hvor artisten, der ikke varer sig, risikerer det dybe fald.
 
Det er ikke den eneste grund til - men det er en meget væsentlig grund - at mange virksomheder tøver med at bevæge sig ud på linen. Og måske i angst smider hvad de har i hænderne og skynder sig i sikkerhed på platformen, hvis der kommer svingninger på turen.
 
Derfor er Lene Hjorths spørgsmål ikke bare en retorisk øvelse, som læseren for sig selv kan forholde sig til. Det er essensen af CSR, og evnen til at operere i forhold til det er afgørende for virksomhedens "license to operate" på CSR-banen. For som den aktuelle case viser, kan selv prisvindende virksomheder - som nogle måske vil klandre for ikke at gøre nok, men ingen med rette kan påstå ikke gør forsøget - alligevel ende i suppedasen.
 
Få brikker til puslespillet
Dilemmaer er dog til for at løses og bearbejdes, og med det for øje står CSR LINK d. 30. november bag et debatseminar på Aarhus Universitet, der stiller skarpt på emnet. Med seminaret ønsker vi gennem cases og ekspertpanel - bl.a. med deltagelse af Lene Hjorth - at bidrage til puslespillet ved at kaste lys over dilemmaerne og faldgruberne, når etik bliver del af forretningsførelsen. Men så sandelig også at anspore og motivere flere til at komme ud på linen for at øve sig i blive bedre til at balancere. For som bekendt: hvo intet vover, intet vinder.

Mød og hør:

  • Carsten Obel, Professor, Direktør for Center for Sundhedssamarbejde, AU
  • Rune Jungberg Pedersen, Communication & CSR Director, JYSK Nordic
  • Lene Hjorth, Afdelingsdirektør Koncern-CSR, Jyske Bank
  • Mogens Werge, Direktør for CSR og Corporate Communication, Bestseller
  • Monica Klepp Bjerrum, CEO og stifter, MOOW
  • Line Schmeltz, Assistant Professor, PhD, Aarhus University
  • Martin Christiansen, Head of communication, Rambøll Management Consulting

Arrangementet afholdes i Aarhus Universitets lokaler i Aarhus.

Tilmeld debatdagen: http://www.csr-link.dk/?page_id=800

Mere fra Jens

Jens Prebensen

stiftende partner

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere