s Brug kvindernes internationale kampdag til at sætte fokus på Verdensmål nr. 5 | CSR.dk

08.03.2017  |  Menneskerettigheder

Brug kvindernes internationale kampdag til at sætte fokus på Verdensmål nr. 5

Vi skal sikre ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder. Det bidrager til bedre livsvilkår, mere robuste samfund og øget vækst i alle dele af verden.

Styrkelse af kvinders rettigheder og muligheder, og større ligestilling er afgørende for at fremskynde en bæredygtig udvikling

Virksomheder og organisationer kan være med til at fremme ligestilling ved at gøre en aktiv indsats for kvinders uddannelse, sundhed og beskæftigelse. Men også ved at gribe ind over for diskrimination og vold. Det gælder både i Danmark og i de udviklingslande, hvor danske virksomheder har produktion eller aktiviteter.

Ved at sætte fokus på uddannelse, understøtter vi kvinders frihed til at vælge arbejde og udvikle en karriere. Mange steder i verden skaber uddannelse derudover et fundament for kvinders selvbestemmelsesret i forhold til ægteskab og til at bestemme, hvornår de vil have børn og hvor mange.

Men en forudsætning for uddannelse og beskæftigelse er, at kvinders sundhed og reproduktive rettigheder beskyttes og fremmes.

Det kan gøres på flere måder.

Fx har virksomheders investeringer i kvinders sundhed på arbejdspladsen positiv effekt for den enkelte kvinde, og virksomheden kan samtidig opnå bedre performance og højere kvalitet i deres produktion. Potentialet for return on investment er 3:1, d.v.s for hver dollar, der betales ind, kan virksomheden trække 3 dollars ud.

Kenyanske kvinders adgang til mikroforsikring gør bl.a. sundhedsbehandling tilgængelig for kvinden og hendes børn og begrænser dermed kvindens sygedage.  Færre sygedage betyder, at hun kan drive sin bod på byens marked mere stabilt og opfylde sin forpligtelse til at betale af på sit mikrolån.

Ved på den måde at bidrage til kvinders aktive beskæftigelse eller drift af egen virksomhed, kan vi som arbejdspladser og udbydere af produkter og services, herunder finansielle ydelser,  være med til at skabe et større økonomisk råderum for den enkelte kvinde.

I en dansk sammenhæng kan vi fx gøre en ekstra ihærdig indsats for at få flere kvinder i ledelse, og i gang som iværksættere, men også sætte fokus på det gab, der er mellem kvinder og mænds pensionsopsparing.  

Gennem uddannelse, sundhed, beskæftigelse og økonomisk råderum .opnår den enkelte kvinde også bedre muligheder for at deltage i og påvirke de samfund og miljøer, hun er en del af, på lige vilkår med mænd. 

Med en aktiv indsats for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene skaber vi med andre ord en tredobbelt win-situation: for kvinden, virksomheden/organisationen og samfundet - både økonomisk og socialt..

Tjek her, om din virksomhed eller organisation bidrager til en bæredygtig udvikling for kvinder: :

  • Sikrer I, at kvindelige medarbejdere eller kunder ikke bliver udsat for diskrimination?
  • Bidrager I til, at eliminere alle former for vold mod alle kvinder og piger?  - både i det private og det offentlige liv, og i form af menneskehandel, seksuel udnyttelse og andre former for udnyttelse.
  • Sikrer I at kvinder får lige muligheder og opnår fuld og effektiv deltagelse i lederskab på alle niveauer af jeres beslutningsprocesser?
  • Bidrager I til at fremme kvinders adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder? -  fx gennem sundhedstilbud og information på arbejdspladsen
  • Er I med til at forbedre brugen af teknologi, især informations- og kommunikationsteknologi, for at styrke kvinder?

Hvis I kan svare JA til alle punkter, er I med til at opfylde fem af de i alt ni målsætninger, der er formuleret i relation til Verdensmål nr. 5.Og dermed er I godt i gang med at bidrage til en bæredygtig udvikling, der gavner kvinder, din virksomhed eller organisation og samfundet som helhed.

God kampdag!

Find flere målsætninger og KPI-er til Verdensmålene på SDG Compass – Inventory of Business Indicators : http://sdgcompass.org/business-indicators/

Læs om IFU og Sex&Samfunds rapport om ROI på sundhedsindsatser på arbejdspladser i udviklingslande her: http://csr.dk/effektm%C3%A5linger-af-investeringer-i-kvinders-rettigheder-og-sundhed-viser-en-win-win-case-b%C3%A5de-kvinder

Mere fra Birgitte

Birgitte Kofod Olsen

Partner, Ph.D.

Jeg har arbejdet med CSR i teori og praksis i mere end 20 år, først som forsker og leder på Institut for Menneskerettigheder, derefter som CSR-chef i Tryg og nu som partner i Carve Consulting, hvor jeg rådgiver virksomheder, organisationer og myndigheder, der ønsker at gøre CSR til en integreret del af deres forretning og drift. Sammen med kunden finder jeg og mine kolleger frem til…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere