s C40 åbner permanent kontor i København | CSR.dk

08.02.2017  |  Klima, miljø og energi

C40 åbner permanent kontor i København

Det internationale netværk for bæredygtig udvikling af byer, C40, åbnede i mandags et kontor i København. Det skal være omdrejningspunkt for grøn innovation og er en anerkendelse af byens status som klimaleder, siger overborgmesteren.

Chef for C40's nye danske kontor, Simon Kjær Hansen, foran Fæstningens Materialgård, hvor kontoret åbnede mandag d. 6. februar. Foto: Bloxhub

Med en medlemsskare bestående af 90 af verdens største og mest innovative byer, der samlet tæller over 650 millioner mennesker og 25 procent af verdens bnp, er det internationale bynetværk C40 en sværvægter inden for bæredygtig udvikling i urban sammenhæng.

Læs også: Bæredygtigt bynetværk fortsætter arbejdet

Derfor er det, med overborgmester Frank Jensens ord, ”en anerkendelse af Københavns position som grøn leder”, at C40 i mandags åbnede et permanent kontor i den danske hovedstad. Egentlig er et minimum på tre mio. indbyggere således et centralt adgangskrav til at blive en del af netværket, men her bliver der altså gjort en undtagelse.

Frank Jensen er viceformand for C40 og repræsenterer 16 såkaldte innovator cities i netværkets centrale styrekomité. København er blandt de mest aktive byer i netværket og leder dets initiativ for grøn vækst, bl.a. med transitionen til vedvarende energi som hjørnesten.

Overborgmesteren var selv med til mandagens indvielse og lagde vægt på, at kontoret ”… vil få endnu flere borgmestre verden over til at se på Københavns løsninger for at finde inspiration til udviklingen i deres egne byer, og det vil blive en stor showcase for grønne, danske virksomheder.”

Inspiration fra flere fronter
På baggrund af Københavns ”unikke erfaring med bæredygtig bymæssig udvikling” skal det nye kontor være center for netværkets globale Business, Economy and Innovation Programme. Ifølge kontorets danske chef, Simon Hansen, er det flere forskellige områder, der gør sig gældende i den forbindelse.

”København har en af verdens mest ambitiøse klimaplaner og er på vej til at blive CO2-neutral i 2025. Der er et stort potentiale for C40 ved at åbne et kontor for at trække på erfaringen her. Byen har skabt en bred palet af grønne løsninger i byplanlægning, energi, cykelinfrastruktur og meget mere, som byer over hele verden gerne vil lade sig inspirere af”, siger han, og bliver bakket op fra C40’s top.

”København sætter standarden for, hvad byer kan opnå i kampen mod klimaforandringerne. Overborgmester Frank Jensens lederskab er en inspirationskilde til borgmestre i hele netværket, og med et permanent kontor i København vil det lederskab fortsætte med at vokse”, siger formand for C40 og borgmester i Paris, Anne Hidalgo.

Læs også: København ’kun’ verdens 14. mest bæredygtige by

Mere præcist er kontoret blevet en del BLOXHUB, der blev etableret som en non-profit forening i juni 2016 som en innovations- og væksthub inden for arkitektur, design, byggeri og byudvikling. Hubben har hjemme i Fæstningens Materialgård og fra 2018 også i nybyggeriet BLOX på Københavns havnefront.

-AK

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere