29.11.2017  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Cirkulær økonomi - Stick den - hvis du kan!

Vi kender dem alle; de små, farverige og selvklæbende sedler, der anvendes til alt fra huskesedler i hjemmet til brainstorming på jobbet. Men ved vi også, hvor mange penge der hvert år går op i forbrændingsanlæggets røg, fordi vi smider sedlerne i skraldespanden i stedet for at sende dem til genbrug?

Sticky notes har i årevis været brugt i talrige sammenhænge. Ved skrivebordet på arbejdspladsen, til møder, i uddannelsesregi, i hjemmet. Nogle konsulentvirksomheder og undervisere erstatter sågar de ellers gængse Powerpoint-præsentationer med sticky notes for at involvere tilhørerne yderligere.

Det seneste år har jeg deltaget i en lang række seminarer, events og konferencer, og hver gang er jeg blevet mødt af en engageret vært eller underviser, der med stor begejstring har hevet de farverige følgesvende frem.
Først ryger omslagspapiret i skraldespanden, og dernæst kastes med nærmest euforisk entusiasme en anseelig stak sticky notes på hvert bord sammen med en opgave, stor som lille.

De ER vigtige redskaber, disse små, farvestrålende blokke, der kan klistre på den ene side. Ja, faktisk spreder de ofte glæde, for på forunderlig vis bliver vi grebet af begejstring, når de kommer på bordet, og vi nærmest kaster os over dem og starter brainstorm, allerede før uret er sat i gang.
Vi laver sågar ”war rooms”, hvor hele vægge er dækkede af de små selvklæbende sedler, og der er ingen tvivl om, at de siden 1980, hvor 3M lancerede Post It-noten, har været medvirkende til både konfliktløsning, udvikling og innovation.  

Kan vi give en sticky note et bæredygtigt farvel?
Innovation og værdiskabelse ved brug af sticky notes skal gerne fortsætte, men jeg har lyst til at udfordre storforbrugere af sticky notes til også at tage den cirkulære økonomi i betragtning.

Jeg ser nemlig for mig, hvordan hver lille sticky note med iver og glæde bliver revet af blokken og bliver fyldt med kloge ord om re-tænkning og udvikling. Efterfølgende fæstnes den på væggen til fælles beskuelse for kort efter at blive flået ned igen og ufølsomt krøllet sammen for til sidst at ende sine dage i skraldespanden blandt æbleskrog og bananskræller, plastbægre og slikpapir. Dette mix af blandede affaldsfraktioner ender på forbrændingsanlægget, hvor det brændes.

Og her er det, man med rette kan stille spørgsmålet, om det er en værdig afsked at give sådan en lille fyr, som i timer eller dage har været grobund for vores inspiration? Kan vi med god samvittighed brainstorme og problemløse om for eksempel optimering af den cirkulære økonomi, mens vi samtidig sender hundredvis af sticky notes direkte i restaffaldet?

Eller kunne vi måske give de mange sticky notes et lidt mere bæredygtigt farvel og en mere meningsfyldt sidste rejse?

Der er intet banalt ved god økonomi
I dag ved vi, at affald ikke længere bare er affald, men tværtimod ofte viser sig at være en værdifuld ressource, og med den viden i baghovedet skulle der være rig mulighed for at optimere, også når det handler om noget umiddelbart banalt som sticky notes? Og her er netop umiddelbart nøgleordet. Én ting er nemlig bæredygtighed, noget andet er økonomi, og når man først begynder at regne på den, er der nemlig intet banalt over forbruget.

Der er mange leverandører om sticky notes-markedet, 3M har en stor del af det. Deres Post It-version kommer i 27 størrelser, 57 forskellige farver og 20 forskellige dufte, og de sælger alene for ca. USD 1 milliard på verdensplan.

Det betyder, at der forbruges rigtig meget papir, uagtet hvor meget leverandørerne tænker bæredygtighed, cirkulær økonomi og genbrug ind i deres produkter.

Som virksomhed kan man hurtigt lave en beregning, der viser, hvor mange penge man årligt bruger på disse éngangsprodukter. Som en følge af denne nye bevidsthed kunne man passende overveje, om der findes alternativer; måske papir eller pap, der alligevel senere skal smides ud, på korrekt vis, eller man kunne undersøge om de elektroniske sticky notes, der er tilgængelige fra flere leverandører, kunne komme i spil nu og da, så der kan spares på papiret. Der er mange muligheder for at optimere.

Start din egen cirkulære rejse – og ”pass it on”
Min pointe handler ikke så meget om at forsøge at ændre indkøbsvaner eller gå bort fra dette og hint, men hvis vi skal gøre os parate til en cirkulær økonomi, skal vi være klar på at ændre vores mind-set omkring mange ting, herunder brug-og-smid-væk-kulturen. I alle tilfælde vil det være nødvendigt at overveje alternativer før, under og efter de valg, vi nu tager i forbindelse med kortvarigt brug og smid væk.

Vi kan være med til at hjælpe med at nå de mål, der er sat for genanvendelse af papir i Regeringens ressourcestrategi "Danmark uden affald". Vi kan ydermere sende et stærkt signal til vores omverden, når den ser, at vi tager ansvar og viser respekt for selv et lille stykke papir.

Hvis du er enig i, at vi skal bruge vores ressourcer på kloden ordentligt, vil du måske have det i baghovedet, næste gang du præsenteres for en opgave, der skal løses med hjælp fra vores farverige venner og foreslå forsamlingen, at I samler dem ind efter endt seance og afleverer dem i containeren med genbrugspapir. Måske vil du tilmed lade dig inspirere af denne bevidsthed og selv blive opmærksom på små og store tiltag i din hverdag, som kan være med til at bane en vigtig vej for en cirkulær omstilling. Til gavn for vores fælles bundlinje og miljø. Rigtig god rejse.

Mere fra Helle

Helle Overgaard

Senior Brand & Project Professional

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere