30.08.2017  |  Strategi & ledelse

Coops foreløbige erfaringer med crowdfunding

Indhold fra partner Hvad er dette?

Første runde af Coop Crowdfunding resulterede i, at 10 millioner ud af ca. 11 millioner kr. blev rejst via 1.900 bidragsydere. Alle låneprojekterne blev fuldtegnet før tid, mens 6 ud af 12 belønningsprojekter blev fuldtegnet.

Vi har spurgt projektdirektør i Coop, Charlotte Skovgaard, hvad de selv har lært af den første runde med crowdfunding:

”Vi er meget taknemmelige for den modtagelse vi fik i pressen og befolkningen. Jeg tror, vi rammer et behov og en stemning. Danskerne vil gerne støtte en god ide og samtidig få noget ud af det selv. Enten en rente eller en belønning. Vores låneprojekter gik over al forventning – og flere blev fuldtegnet i løbet af få dage. En af årsagerne til den store succes er formentlig, at bidragsyderne – udover at støtte et godt projekt - får en meget konkret belønning i form af en rente”

Hvor låneprojekterne blev revet ned fra hylderne, gik det lidt langsommere med belønningsprojekterne.

”Danskerne vil også gerne støtte belønningsprojekter men det er nemmere at rejse fx 100.000 kr. hvis bidragsyderen får en ret konkret belønning, fx i form af whisky, kaffe og vin”. De mere idealistiske projekter tiltrækker typisk mange bidragsydere, men det har knebet med at rejse de helt store beløb. En af årsagerne er formentlig, at det er sværere for projektejerne at give en håndgribelig belønning, hvis du fx støtter et rent klima eller økologiprojekt. Og en af læringerne er, at danskerne gerne vil støtte en god sag, men de vil have value for money” siger Charlotte Skovgaard.

”Vi er også meget bevidste om, at der er tale om en læringsproces. Coop har en vigtig rolle i forhold til at gøre crowdfunding folkelig. Det tager tid at vænne danskerne til, at det er helt ok, at hjælpe en iværksætter i gang med produktionen ved at købe hendes varer på forhånd, ligesom du rent faktisk kan gøre en forskel for klimaet ved at give 250 kr. til et projekt fra Økologisk Landsforening” siger Charlotte Skovgaard.

Et af de projekter, som har en klar idealistisk profil er netop Økologisk landsforenings projekt ”Hjælp økologer med at slå et slag for klimaet” der har til formål at sikre, at de 40 bedste klimaforbedringstiltag udbredes til alle 3300 økologer i Danmark.

Chefkonsulent Henriette Winther fortæller: Jeg tror, at mange mennesker oplever det som nødvendigt, at vi gør en fælles indsats for at undgå, at klimaforandringerne udvikler sig yderligere. Vi har oplevet den koldeste sommer i mere end 130 år og i Houston i USA sejler de rundt i gaderne som følge af unaturligt store regnmængder. Begge dele er formentlig konsekvenser af klimaforandringer på jorden. Vi ved at landbruget i Danmark udleder 20 % af den samlede mængde klimagasser – og i Økologisk Landforening føler vi os forpligtet til at gøre vores økologiske landmænd endnu klogere på, hvordan de kan begrænse klimaskaden fremover. Som forening har vi ikke penge på kistebunden, og har derfor brug for danskernes hjælp her.

Vi kan dog også se, at danskerne skal vænne sig til at støtte idealistiske projekter via crowdfunding. Vi har i mange år vænnet os til at betale til landsindsamlinger af forskellig art – både via TV og via indsamlere der ringer på døren søndag eftermiddag. Crowdfunding via nettet er nyt og jeg er sikker på at vi nok skal lære at støtte de vigtige projekter som gavner vores fælles levevilkår. Vi ved at ca. en femtedel af danskerne er meget bevidste om miljø, klima og natur – og det er dem vi gerne vil appellere til med vores projekter.

Vores aktuelle projekt på platformen har foreløbig rejst knap 40.000 kr. og vi mangler lige det sidste for at komme i mål. Projektet adskiller sig fra flere af de øvrige projekter på platformen ved at række ind i fremtiden på en uegennyttig måde, fordi resultatet af projektet vil komme alle danskere til gavn – ja faktisk hele verden.

Vi ser en stigende interesse for vores klimaindsats – for viden, information og konkrete initiativer. Nu skal danskerne også blot vænne sig til at støtte den type projekter økonomisk.

Denne artikel er en del af temaet I fokus: CSR og finans

Mere fra COOP Danmark A/S

COOP Danmark A/S

www.coop.dk

Coop Danmark er Danmarks største dagligvarevirksomhed, der driver butikskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Brugsen, Irma, fakta og coop.dk MAD. Coop Danmark har 1200 butikker over hele Danmark, 36.000 medarbejdere og en samlet omsætning på ca. 50 milliarder kroner.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere