CSR People Prize uddeles også i år til socialt ansvarlige virksomheder

PRESSEMEDDELELSE CSR Awards blev tidligere i år aflyst, men VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar uddeler stadig sin pris, CSR People Prize til de virksomheder der går forrest, når der skal tages et samfundsansvar.

VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar vil også i år hædre virksomheder, der udmærker sig ved at tage et stort socialt ansvar. Det sker med uddelingen af CSR People Prize d. 7. november i København.

CSR People Prize er gennem de sidste fem år blevet uddelt i forbindelse med CSR Awards, hvor forskellige organisationer uddelte en række CSR priser. CSR Fonden, der stod bag CSR Awards, måtte dog tidligere i år aflyse sine aktiviteter.

Vigtigt at fremhæve de gode historier

”VFSA har uddelt sin pris siden 1998, først under navnet ”Netværksprisen” og siden som ”CSR People Prize”, da vi blev en del af CSR Awards. Det er således én af de mest veletablerede CSR-priser i Danmark, og vi mener stadig, at det er særdeles vigtigt at fremhæve de virksomheder, der taget et særligt samfundsansvar. Derfor vil vi også i år uddele prisen, blot som en selvstændig event, der giver os mulighed for at fokusere udelukkende på CSR People-området” siger Sven A. Blomberg, formand for VFSA og viceordførende direktør i Jyske Bank.

VFSA har nu åbnet for indstillinger til årets udgave af CSR People Prize, og alle virksomheder – store som små, samt offentlige og private – kan søge prisen. Man kan også indstille andre virksomheder til prisen, hvis man kender en virksomhed, der fortjener at blive hædret for en god social indsats. Fristen for indstillinger er d. 17. august.


CSR People Prize uddeles i to kategorier:

• Mindre virksomheder med færre end 100 ansatte

• Store virksomheder med flere end 100 ansatte

Lytter til virksomheder med erfaring

Med CSR People Prize vil VFSA fremhæve de gode initiativer, erfaringer og resultater, der skabes, når virksomheder tager et socialt ansvar ved fx at forebygge stress og sygdom på arbejdspladserne, fastholde medarbejdere, der har brug for støtte, eller ved at tage imod og indsluse mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.

I år har VFSA særligt fokus på flygtninge og unge på kanten af arbejdsmarkedet, men virksomheder, der fokuserer deres indsats på andre områder, kan også komme i betragtning til prisen.

”En række repræsentanter fra VFSA’s medlemsvirksomheder har netop været til Folkemødet på Bornholm, hvor vi deltog i en stribe debatter. Her oplevede vi, at der virkelig bliver lyttet til de virksomheder, der går forrest og kan berette om deres gode erfaringer og udfordringer fra praksis, når det kommer til eksempelvis integration af flygtninge eller job til personer med handicap. Så vi skal blive ved med at fortælle de gode historier om virksomhedernes sociale ansvar,” siger Sven. A Blomberg.

CSR People Prize uddeles i år d. 7. november 2016 i København.

Det endelige sted afsløres først senere. På dagen vil flere VFSA-virksomheder bl.a. præsentere deres erfaringer med at integrere flygtninge i virksomheden, og de seks nominerede virksomheder bidrager med konkrete vinkler på deres tiltag, som har bragt dem i spil til CSR People Prize.

De to prisvindere får overrakt prisen af H.K.H. Prins Joachim, der gennem en lang årrække har været ambassadør for CSR People Prize.

Sidste år var det Restaurant Dronning Louise fra Esbjerg, der fik de mindre virksomheders pris, mens dagligvarekæden FAKTA løb med CSR People Prize for virksomheder med over 100 ansatte.

Søg prisen eller giv et skulderklap!

Det er nemt at søge om prisen eller indstille andre virksomheder til prisen. Det foregår via VFSA’s hjemmeside, hvor der blot skal udfyldes en kort formular.

Søg CSR People Prize eller indstil en virksomhed >>

Mere information

Læs mere om VFSA og CSR People Prize >>

KONTAKT:

• Sekretariatsleder Christina Schultz, VFSA: 7221 7483 / cs@vfsa.dk

FAKTA OM VFSA og CSR PEOPLE PRIZE:

• VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar står bag prisen, der er en del af VFSA’s samlede strategi for at sætte socialt ansvar på dagsordenen og rådgive beskæftigelsesministeren om emnet.

• VFSA består af en række danske erhvervsfolk fra de største danske virksomheder. Medlemmerne er alle personligt udpeget af beskæftigelsesministeren.

• VFSA har siden 1996 arbejdet for at indsluse og fastholde socialt udsatte på arbejdsmarkedet. - Blandt andet ved at uddele den prestigefyldte hæderspris CSR People Prize.

• Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig social indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.

• Med deres historier kan vi inspirere andre virksomheder til at tage små og store skridt inden for virksomhedernes sociale ansvar.

Sven A. Blomberg, formand for BRF kredit og viceordførende direktør i Jyske Bank, er formand for VFSA, mens de øvrige medlemmer tæller ledere fra bl.a. Falck, Danfoss og ISS.

Læs mere om alle medlemmer her: http://vfsa.dk/medlemmer

__________________________________________________________________

Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) består af en række danske erhvervsledere, som personligt er udpeget til at rådgive Beskæftigelsesministeren i spørgsmål om virksomheders sociale ansvar.

VFSA’s hovedformål er at sætte social ansvarlighed på dagsordenen i det politiske system, og inspirere flere virksomheder til at gøre en indsats for at forebygge, fastholde og indsluse udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Dette gøres bl.a. via uddelingen af CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder, samt ved iværksættelsen af nytænkende projekter og deltagelse i debatter om virksomheders sociale ansvar.

Læs mere om de enkelte VFSA medlemmer, CSR People Prize og VFSA’s andre aktiviteter på: www.vfsa.dk

Virksomheder møder flygtninge

21.12.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

07.11.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

Elite Miljø og Fredericia-hotel vinder CSR People Prize 2017

21.09.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

Mange virksomheder i spil til CSR People Prize

07.08.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

Kom med til arrangementer om unge og målretning af fremtidens arbejdskraft

03.08.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

Sidste chance: Find Danmarks mest socialt ansvarlige virksomheder

24.05.2017Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Sponseret

Tyve år med socialt ansvar: Vær med til at finde Danmarks mest socialt ansvarlige virksomheder