CSR-politik mangler stadig hos hver anden virksomhed
Op mod 1100 af de virksomheder, der som følge af de nye regler skal til at rapportere om deres CSR-arbejde, mangler fortsat en politik på området.
Med den nylige ændring i årsregnskabsloven er 1100 af de største danske virksomheder blevet pålagt at rapportere om deres CSR-arbejde. Mange af dem – primært de største – gjorde det i forvejen, men endnu flere vælger den nemme udvej. Det vurderer PriceWaterhouseCoopers overfor Børsen. En mulighed i den nye paragraf i netop årsregnskabsloven er nemlig, at virksomhederne kan opfylde betingelserne blot ved at angive, at de ikke har en CSR-politik. Den udvej vurderer partner og revisor Birgitte Mogensen fra PWC, at op mod halvdelen af de 1100 virksomheder der er omfattet af loven, benytter sig af. Det drejer sig primært om de små og mellemstore virksomheder, der hidtil kun har kommunikeret med omverdenen gennem deres regnskab.
Selvom der altså ikke kan spores den store succes på baggrund af lovændringen, så er det dog for tidligt at fælde dom. Mange 2009-regnskaber er nemlig ikke afleveret endnu, og der er derfor svært at sige, hvordan lovændringen egentlig er blevet modtaget. Og forventningerne er faktisk gode.
”Der er ret mange virksomheder, som vil tage det her op i direktionen og bestyrelsen. De begynder nu at tænke CSR ind i deres forretning, selvom der godt kan ske, at der går nogle år, før man kan se resultaterne,” siger Birgitte Mogensen til Børsen.
-AK