CSR skal ud i alle hjørner af virksomheden

Konferencen ”Værdiskabende CSR - god ledelse, praksis & rapportering”, arrangeret af Dansk Erhverv, FSR - danske revisorer, og Erhvervsstyrelsen, samlede cirka 350 deltagere, der blev præsenteret for talrige konkrete værdiskabende eksempler ude i virksomhederne, og som jordede myten om, at CSR - Corporate Social Responsibility enten er ”en sjov markedsføringshat eller et politisk korstog”.

Tekst: Kristian Kongensgaard

CSR skal med i alle daglige rutiner
Birgit Aagaard-Svendsen, formand for Komitéen for god selskabsledelse, var ikke i tvivl om, at komitéens anbefalinger på sigt vinder indpas i virksomhederne:

”Det er vores erfaring, at de store virksomheder tager têten, og så ruller det nedad i erhvervslivet til de små og mellemstore virksomheder. CSR er en del af værdiskabelsen i virksomhederne, for eksempel hvordan man kan genbruge og spare på ressourcerne. Men hvornår er det CSR, og hvornår er det omkostningsbesparelser? Det kan være svært at afgøre, og derfor skal CSR heller ikke være noget, der ligger uden for den egentlige virksomhedsdrift. Det skal være med helt ude i alle virksomhedens daglige rutiner.”

CSR er ikke et spørgsmål om højere aktiekurser
Niels Soelberg, Country General Manager, Microsoft, ville hellere betegne den globale IT-virksomheds CSR-bidrag som “citizenship” snarere end “good governance”: ”Vi giver hvert enkelt individ mulighed for at bidrage til bæredygtighed. Udover at holde vores kæmpestore datacentre CO2-neutrale og have skærme, der lukker sig selv ned, når de ikke benyttes, gennemfører Microsoft videokonferencer i stedet for at rejse til møder. Medarbejderne får 3 ekstra fridage om året til velgørende formål. Til eksempel er de i finansafdelingen involveret i et projekt i Indien med 2.500 skolebørn, og konsulentafdelingen har et andet projekt i Afrika. Vi har ikke regnet økonomisk på CSR, for os er det et spørgsmål om etik og bidrag til samfundet. Gevinsten er at beholde vores kunder og at kunne tiltrække dygtige medarbejdere. Hvis målet var højere aktiekurser og større overskud, tror jeg ikke, at det ville få den samme positive effekt.”

Døgnfluen er væk
Birgitte Mogensen, formand for CSR-udvalget i ”FSR - danske revisorer”, konkluderede, at CSR er kommet for at blive: ”Døgnfluen er væk, og CSR er ved at flyve ind i virksomhedens langsigtede strategi. Men det er også en sky af begreber, og der kommer hele tiden nye til. Det kan være svært at favne, og derfor er øvelsen for topledelsen også at prioritere forretningsmæssigt. Imidlertid bliver værdiskabelsen i internationale virksomheder spredt over flere og flere lande, og det giver nye udfordringer.”

Forretningsudvikling i hele værdikæden
Ifølge CSR-chef Louise Koch, Dansk Erhverv, handler CSR om at drive forretning på en måde, der minimerer de negative påvirkninger og maksimerer den positive værdi for mennesker, miljø og økonomi. For at give maksimal værdi skal CSR tænkes ind i hele værdikæden fra produktudvikling og leverandørstyring til ressourceeffektivitet, medarbejderforhold og kunderelationer. Det skal ikke bare ses som en omkostning, men som en langsigtet investering og udvikling af forretningen. ”Det er vigtigt at få udarbejdet en systematisk tilgang til CSR-arbejdet, som samtidig er doseret med sund fornuft i forhold til, hvad der er vigtigst for virksomheden at tage fat i først. Når det er sagt, ser vi mange SMV’er, som virkelig får omsat CSR-arbejdet til værdi på alle bundlinjer.”

Spild ikke kundernes tid
Eva Steensig, sociolog og forbrugerekspert, skulle pege på ”Morgendagens bevidste forbrugere og markeder”. Hun kunne glæde virksomhederne med, at kunderne aldrig tidligere har haft så stor interesse og forventning til dem: ”Men man må aldrig spilde kundernes tid. Forbrugerne gider godt engagere sig, hvis det giver dem noget som personer, og kundeinvolvering er en gave, hvis de føler, at de får noget. Omvendt skal der heller ikke meget til, før forbrugerne reagerer negativt.”

Bæredygtighed er ikke fordyrende
”Lige siden vi fandt på at skrue benene af et bord for at få det til at fylde mindre, har det gennemsyret IKEA at få så meget ud af ressourcerne som muligt.” Ordene kom fra Sustainability Manager Jonas Engberg, da han skulle fortælle om møbelvarehusets ressourceeffektivitet. Han ville ikke høre tale om, at bæredygtighed skulle være et fordyrende led. Som eksempel nævnte Jonas Engberg, at IKEAs restprodukter fra produktionen udgør 5 procent af alle de anvendte ressourcer. Men hvis restprodukterne føres tilbage og genanvendes, vil det i produktionsfasen spare 13 procent af hele ressourceforbruget. ”IKEAs volumen er ikke afgørende for vores ressourceeffektivitet. For alle virksomheder er det et spørgsmål om at integrere nogle af de samme principper,” påpegede han.

Udviklingsbesøg i stedet for kontrol
Balancen mellem kontrol og samarbejde, når man har med leverandører at gøre, kan være hårfin. I hvert fald kaldte Mogens Werge, direktør for CSR & Corporate Communication i tøjkoncernen Bestseller, det for ”udviklingsbesøg” og ikke ”kontrolbesøg”, når virksomhedens repræsentanter drager ud til leverandørerne. Han understregede, at det for virksomheden ikke er et spørgsmål om udelukkende at få produceret så billigt som overhovedet muligt: ”Når vi vælger at få produceret i Bangladesh og Kina, giver det et større ansvar, fordi det er stater, der ikke er i stand til at sikre de arbejdsvilkår, vi finder nødvendige.” Men Bestseller bærer ikke æren for bæredygtighed alene: ”Vi har også nogle underleverandører, der er dygtigere til sustainability, end vi selv er,” sagde Mogens Werge.

Balance mellem konkurrence og arbejdsvilkår
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen slog fast, at der skal være en balance mellem konkurrence og arbejdsvilkår. Det glædede ham, at den danske tekstilbranche ikke har forladt Bangladesh, for det løser ingen problemer. På spørgsmålet, om der nødvendigvis skal lovgivning til at løfte CSR, svarede ministeren: ”Jeg ser helst frivillige aftaler. Men miljøstandarder kræver ofte lovgivning. Derudover er det en vigtig del af opgaven at føre kontrol.”

Som at høste uden at så
Vicedirektør Victor Kjær, Erhvervsstyrelsen, redegjorde for ”Tendenser & forventninger på rapportering om samfundsansvar”:  ”Danmark har opnået en international førerposition ved at fremme CSR-rapportering, og EU-reglerne herom er inspireret af dansk lovgivning. Men det er som at så uden at høste, hvis man udøver CSR uden at rapportere om det.”

400 kvindelige chilenske svejsere
Administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller - Mærsk, modtog på rederivirksomhedens vegne CSR Prisen 2014 i kategorien ”store virksomheder”. Prisen er en rapporteringspris og indstiftet af foreningen FSR - danske revisorer. Det var 3. år i træk, at A.P. Møller - Mærsk modtog prisen. Nils Smedegaard Andersen sagde i sin takketale, at CSR ikke bare er et spørgsmål om, hvad der står i en CSR-rapport, og fortalte om et konkret initiativ i Sydamerika: ”I Chile er vi ved at opføre en containerfabrik. Mindst 30 procent af medarbejderne skal være kvinder, og vi får 400 dygtige kvindelige svejsere. Så mange som muligt af dem skal være enlige forsørgere.”

(Citater)

”CSR er hverken en sjov markedsføringshat eller et politisk korstog. Det er med til at forbedre virksomhedernes værdiskabelse.” Charlotte Jepsen, administrerende direktør, FSR - danske revisorer

”Der er rigtig mange penge i CSR. Man kan også vende det om og sige, at der er rigtig mange tab, hvis man ikke fokuserer på CSR.” Jens Klarskov, administrerende direktør, Dansk Erhverv

CSR Prisen 2014
Foreningen FSR - danske revisorer står bag denne rapporteringspris, der blev uddelt for 20. gang, og i år gik til:

  • Færch Plast - i kategorien ”SMV’er”.
  • Syd Energi - i kategorien ”nye tilgange”.
  • Novozymes - ”jubilæumsprisen”.
  • A.P. Møller - Mærsk - i kategorien ”store virksomheder”.

Se oplæg, fotos og video fra dagen her:

http://www.danskerhverv.dk/Raadgivning/CSR/CSR-konference-2014/Sider/forside.aspx

06.03.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Få overblikket: Det kan din virksomhed i første omgang udelade i bæredygtighedsrapporteringen

23.02.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Virksomhederne, der rammes af gigantiske økonomiske konsekvenser fra CSRD, har brug for mere hjælp

16.02.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Ny analyse: Bæredygtighed accelererer bredt i dansk erhvervsliv

28.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

Ny rapport: Stigende antal danske virksomheder sætter SBTi mål

23.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

Biodiversitet på Børsen - Fremtidens forretningsgrundlag

14.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

SBTN – kortlæg og sæt videnskabelige mål for din biodiversitets- og naturindsats