20.09.2017  |  Klima, miljø og energi

Danfoss går med i FN-initiativ for bæredygtige køleudfordringer

Under FN’s generalforsamling og Klimaugen i New York præsenterer organisationen Sustainable Energy for All et nyt globalt Cooling for All-panel, der skal arbejde for at gøre bæredygtig køling tilgængelig verden over.

FN’s Økonomiske Kommission for Europa har estimeret, at verdens befolkning i 2050 vil være på ni milliarder, hvoraf 70 procent vil leve i byområderne – det svarer til at tilføje 235 byer på størrelse med Paris.

Læs også: Danfoss skærer 45 procent af CO2-udledningen

Sammen med den globale temperaturstigning vil det betyde et boom i efterspørgslen på køling i form af blandt andet aircondition og køleanlæg, hvilket vil resultere i øget energiforbrug og pres på klimaet.

I dag står køling for 10 procent af den globale udledning af kuldioxid – det er lige så meget som luftfartindustrien og shippingsektoren tilsammen.

Oveni det står omkring en milliard mennesker stadig uden adgang til køling.

Vil gøre køling tilgængelig på en bæredygtig måde
For at skaffe flere mennesker adgang til overkommelige og bæredygtige køleløsninger har organisationen Sustainable Energy for All (SE4ALL) lanceret initiativet Cooling for All med et globalt panel til at drive indsatsen.

Som den eneste industrivirksomhed er Danfoss repræsenteret i panelet ved Jürgen Fischer, der er segmentdirektør for Danfoss Cooling:

”Køling har massiv indflydelse på vores liv og helbred; det holder vores mad frisk og sikker at spise, hjælper med at gøre vacciner tilgængelige verden over og gør vores hjem og arbejdspladser komfortable. Alle mennesker bør have adgang til disse fornødenheder”, siger han og fortsætter:

”Men vi er nødt til at tage skridtet videre og gøre køling tilgængelig – på en bæredygtig måde, der tager hånd om den globale opvarmning. Danfoss ser frem til at bidrage med vores ekspertise på dette område og til at hjælpe med at sætte fart på implementeringen af energieffektive og rene løsninger."

Blandt ledere og højtstående repræsentanter
Som en den af Cooling for All’s globale panel vil Danfoss komme til at samarbejde med andre ledere og højtstående repræsentanter fra både politik og forskning.

Panelet bliver ledet af Marshall-Øernes præsident, Hilda Heine, og dr. Vincent Biruta, der er minister for naturressourcer i Rwanda.

Rachel Kyte, der er ceo for SEforALL og særlig repreæsentant for FN's generalsekretær udtaler:

”I takt med at temperaturerne stiger, vil efterspørgslen på køling risikere at skabe en markant stigning i energiforbruget. Medmindre vi håndterer den udfordring gennem super-effektive teknologier og rene energikilder, vil det skabe større klimaforandringer og øgede udledninger. Det globale panels arbejde er derfor kritisk i bestræbelserne på at levere den dokumentation, som vi behøver for at forstå de udfordringer og muligheder, der er forbundet med at gøre køling tilgængelig for alle.”

Cooling for All-panelets arbejde vil munde ud i en samlet rapport med anbefalinger og måder til, hvordan man kan accelerere tilgængeligheden af bæredygtig køling verden over. Rapporten ventes klar i 2018.

Læs også: Kommission: Vi har brug for en ambitiøs energipolitik

Panelets arbejde vil for første gang skabe et krydsfelt mellem tre internationale aftaler; Parisaftalen, de globale bæredygtighedsmål (SDG'erne) og Montreal-protokollens Kigali-tillæg, der har til formål at begrænse forbruget og produktionen af den kraftige drivhusgas HFC, som anvendes i aircondition og køleanlæg.

- EL

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere