To Danida-erhvervsordninger ophører midlertidigt
Ifølge en ny rapport har Danidas erhvervsordninger ikke været gode nok til at skabe job og bæredygtig vækst i udviklingslande. Derfor stilles de to støtteordninger nu i bero.
En ny rapport peger på, at Danidas to erhvervsordninger, Business Partnerships og Business Project Development, ikke har været gode nok til at skabe job og vækst i udviklingslande. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Rapporten omkring Danida er udarbejdet af konsulentbureauerne Devfin Advisers AB og Nordic Consulting Group og bygger på perioden 2006 til 2011.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har på baggrund af rapporten besluttet at sætte de to erhvervsordninger i bero. I stedet vil Mogens Jensen finde andre og bedre måder, hvorpå danske virksomheder kan støttes, når de indgår kommercielle samarbejder med partnere i udviklingslande.
Vil bringe virksomheder bedre i spil
I forhandlingerne om udviklingsbistanden har SF og Enhedslisten presset på for, at en eventuel nedskæring i udviklingsbistanden skal findes på erhvervsstøtte og ikke på hjælpen til de fattigste i verden.
Jeg er meget optaget af at bringe den private sektor og i særdeleshed danske virksomheder bedre i spil på måder, der bidrager til bæredygtig vækst og udvikling i udviklingslandene. Derfor indleder vi nu en tæt dialog med erhvervsliv og civilsamfund for at nytænke vores erhvervsinstrumenter, så de kan blive mere tidssvarende og endnu mere effektive, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.
Ifølge Mogens Jensen vil der fortsat være en række forskellige instrumenter, heriblandt CSR-puljen, som ikke bliver berørt og som skal sikre et tæt samarbejde med dansk erhvervsliv.
-KLZ