14.04.2010  |  Klima, miljø og energi

Danmark er europamester i skrald

Mængden af affald hver enkelt dansker producerer, er vokset med 40 % siden 1994 og vi har nu førstepladsen i hele Europa. Miljøministeren kalder til handling.

I 1992 vandt Danmark EM i fodbold til glæde for hele folket. I 2010 er vi endt øverst på skamlen i endnu et europæisk ”mesterskab”. Desværre er det i produktion af skrald pr. indbygger at danskerne nu, ifølge ny statistik fra Eurostat, befinder sig på førstepladsen. Det skriver Berlingske Tidende. Statistikken viser samtidig, at de danske affaldsmængder er vokset med 40 % mellem 1994 og 2008, og samlet vækker tallene selvsagt knap så meget begejstring som resultatet hin juni i ’92. Miljøminister Karen Ellemann (V) vil derfor have danskerne til at smide mindre ud, ligesom virksomhederne skal til at genbruge mere. Hun lancerer derfor en strategi, der skal få forbrugerne til at producere mindre affald over en bred kam, herunder mindre madspild, og købe flere produkter, der er genanvendelige, langtidsholdbare og bæredygtigt producerede.
For virksomhedernes vedkommende skal der fokuseres mere på cradle to cradle-princippet, et princip virksomhederne ifølge ministeren bør bruge ikke kun i produktionen, men også i deres branding.
På længere sigt vil Karen Ellemann have iværksat en plan for aktivt at begrænse affaldsmængderne fra både de private forbrugere og erhvervslivet, ligesom det skal undersøges, hvorvidt organisk affald kan anvendes til produktion af biogas, i stedet for blot at blive kørt til forbrænding.
-AK

Mere fra Anders

Anders Kampmann

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere