Danmark kan blive verdensmestre i grøn energi

Der er penge i den grønne omstilling. Mange penge. Men hvis danske virksomheder skal være med helt fremme, er der brug for at ambitiøst og visionært energiforlig, siger Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI og Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal

Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI og Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal..

De danske producenter af energiteknologi er med helt fremme i verden. Men konkurrencen fra Kina, USA og resten af Europa er stigende. Andre virksomheder og lande har for længst fundet ud af, at der er mange penge i den grønne omstilling. Hvis de danske virksomheder skal fastholde og udbygge deres position i verden, er der brug for et ambitiøst og visionært energiforlig, som sætter retningen i de kommende år.

På en tur rundt i Danmark kan man møde mange virksomheder, som producerer vedvarende energikilder eller produkter, der begrænser forbruget af energi. Gode eksempler er Vestas produktion af vindmølledele i blandt andet Lem, Skjern og Ringkøbing, Grundfos producerer pumper i Bjerringbro, Danfoss fremstiller termostater på Als, VELUX laver vinduer i Østbirk, ROCKWOOL fremstiller bygningsisolering i Hedehusene, og Haldor Topsøe laver katalysatorer i Frederikssund. Men hvis vi fortsat skal være blandt de lande i verden, der er bedst til energiteknologi, skal der nye virksomheder til, som kan vinde markedsandele, skabe arbejdspladser og værdi.

Heldigvis er der en underskov af iværksættere i energiindustriens værdikæde. Det er eksempelvis virksomheder som Dall Energy med sin præmierede biomasse forgasning- og forbrændingsteknologi.

Og der er virksomheder, der relaterer sig til den egentlige industriproduktion. Det er for eksempel Semco Maritime, som leverer specialister til offshoreindustrien i Esbjerg, og COWI i Lyngby, der rådgiver ved store energiprojekter i ind- og udland.

Energiindustrien er hurtigt på vej frem. Med sine omkring 70.000 arbejdspladser i Danmark og en eksport, der har rundet de 80 mia. kr. om året, berører den stadig flere dele af den danske økonomi.

Men der er meget mere, vi kan gøre for at udvikle en verdensførende energiindustri i Danmark frem mod 2030.

CO-Industri og Dansk Industri deler den samme vision for den grønne omstilling. Vi skal være et grønt foregangsland, hvor der bliver investeret i udbygningen af vedvarende energi, effektivisering af energiforbruget og elektrificering af vores energisystem. Det skal hjælpe os til at nå en eksport af energiudstyr og services i 2030 på 140 mia. kr. Det svarer til en fordobling af eksporten i forhold til 2015. Det vil føre til nye arbejdspladser til industrioperatører, industriteknikere og speditører men også til personer med videregående uddannelser.

Danske energiteknologiske virksomheder eksporterer i dag til hele verden. Vi sender mest til Tyskland, Holland og Storbritannien.  Men de fjerne markeder som USA og Kina køber også flittigt ind hos os. Eksportstrategien på energiområdet fra 2017 skal bistå til, at vi erobrer flere markedsandele, og den bør styrkes yderligere i det kommende energiforlig.

Der er ikke meget at betænke sig på.  Implementeringen af Paris-aftalen vil kræve investeringer for astronomiske 13500 mia. USD frem mod 2030. Der venter altså et kæmpe marked på de danske virksomheder, hvis de forstår at holde sig i front.

I 2030 vil Danmark være godt på vej mod at være et samfund med en meget lav udledning af CO2. Omstillingen skal foregå så effektivt som muligt, være økonomisk overkommelig og til gavn for vores konkurrenceevne.

I Danmark er vi lykkedes med at afkoble den økonomiske vækst fra energiforbruget. Selvom vi er blevet rigere, er forbruget af energi faldet. Den udvikling skal fortsætte, når vi går videre ind i det næste årti. Samtidig falder prisen på sol- og vindenergi hastigt i disse år. Det taler for at udfase den offentlige støtte frem mod 2030. Det vil gøre den grønne omstilling billigere at gennemføre.

Det kommende energiforlig er en enestående chance. Vi skal udnytte de muligheder, der er for at forbedre vilkårene for energiindustrien. Vi har investeret og opbygget industrien over flere årtier. Nu gælder det om at gøre industrien verdensførende frem mod 2030.

Det sker ikke af sig selv. Det kræver et ambitiøst og bredt politisk forlig, der giver stabile rammer for virksomhederne. Forliget bør sikre øgede investeringer i energiteknologisk forskning i regi af Innovationsfonden, EUDP og MUDP. Endelig er der behov for et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem erhvervslivet, regeringen og Folketinget, der bygger på en fælles forståelse af mål og midler.

Regeringens energiudspil er på trapperne, og vores forventninger er store. Overgangen til en lavemissions-økonomi kan blive en gevinst for alle. Det kommende forlig skal gøre Danmark i stand til at udvikle nye virksomheder, skabe nye job, reducere energiomkostningerne og begrænse udslippet af CO2.

07.02.2024Dansk Industri

Sponseret

Har du styr på ESG, CSRD og ESRS?

12.01.2024Dansk Industri

Sponseret

Ny ESG & Bæredygtighedsportal hos Dansk Industri (DI)

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

Danske produktionsvirksomheder skaber konkurrencefordele gennem Klimaklar Produktionsvirksomhed

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

CO2-regnskab, bæredygtig produktion, klimaklar.

21.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Organisering af Bæredygtighed og ESG er et ledelsesansvar

15.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Rådgiverne er afgørende for deres kunders bæredygtige og ansvarlige forretning