s Danske NGO’er skader danske virksomheder | CSR.dk

27.01.2017  |  Menneskerettigheder

Indspark: Danske NGO’er skader danske virksomheder

Når de danske NGO’er Clean Clothes Campaign, Aktive Forbrugere, Forbrugerrådet Tænk og Mellemfolkeligt Samvirke - med trusler om offentlig gabestok - stiller krav til den danske modebranche om at offentliggøre leverandørlister, går de i virkeligheden mega-virksomhedernes ærinde. Det sker sikkert i bedste mening; men det er ikke et krav under internationale standarder, endsige tilrådeligt. Faktisk er det samfunds-uansvarligt.

Danske modevirksomheder under pres
Med julehandlen og udsalget som gidsel kastede en række NGO’er sig ud i en krig mod danske modebrands. Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Mode & Tekstil har sideløbende debatteret på disse sider. Debatindlæggene kunne i sig give anledning til en række kommentarer. Men dette indlæg fokuserer alene på ét aspekt af kampagnen: At virksomhederne opfordres til straks at offentliggøre navnene på deres leverandører. Kravet kædes sammen med, at virksomhederne opfordres til at leve op til deres ansvar under FN’s - og de enslydende OECD’s - Retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Ifølge denne minimumsstandard for CSR fra 2011 er virksomheder ansvarlige for negative indvirkninger på menneskerettighederne; også indvirkninger, som leverandører i hele værdikæden forårsager eller bidrager til. Spørgsmålene NGO’erne burde fokusere på er: Hvad kan vi forvente af virksomhederne, før væsentlige negative indvirkninger indfinder sig i værdikæden? Og hvad kan vi forvente af dem, efter sådanne indvirkninger er konstateret?

Hvad siger Retningslinjerne om gennemsigtighed i værdikæderne?
Retningslinjerne nævner intet om, at virksomheder skal offentliggøre leverandørlister; endsige kortlægge hele værdikæden. Det er ikke et krav under CSR. Dette afholder dog ikke nogle af de største virksomheder i verden fra at bruge tid på denne øvelse. Alle med henvisning til, at de bliver presset af NGO’er. Chefen for området hos Coca Cola, Ed Potter, forklarede offentligt, at det ville blive hans oldebørns børnebørn som ville opleve den dag, hvor Coca Cola havde have kortlagt hele sin værdikæde.

Hvorfor er krav om gennemsigtighed i værdikæden ikke god praksis?
NGO’er og virksomheder må spørge sig selv, om offentliggørelsen vil øge ansvarlig virksomhedsadfærd? Det turde være åbenbart, at offentliggørelsen i sig selv intet vil gøre for ansvarligheden. NGO’erne synes da også at forvente, at virksomhederne skal undersøge og offentliggøre, hvordan alle - nu offentliggjorte - leverandører håndterer deres negative indvirkninger.

En større virksomhed vil have omkring 10.000 leverandører i første led alene. For en ekspert vil en rimelig vurdering af leverandørens arbejde kræve 4-5 timers arbejde, og retningslinjerne er klare; vi kan ikke på forhånd udelukke væsentlige negative indvirkninger hos nogen virksomheder noget sted på jorden. Med 10.000 leverandører vil vurderingerne tage en fuldtidsansat 23 år. Med 23 fuldtidsansatte kan det gøres på 1 år, som er det interval, man kan forvente for de jævnlige indvirkningsanalyser. Og det er kun for første led i leverandørkæden. Skulle kravet udvikle sig til gennemsigtighed igennem kæderne, og hvis hver leverandør har blot to underleverandører, kan virksomheden lægge 46 år til.

Er krav om gennemsigtighed dårlig praksis?
Det mantra, NGO’er har kastet deres kærlighed på, udgør faktisk dårlig praksis. Mange virksomheder bruger deres sparsomme CSR-ressourcer på Sisyfos-opgaven at kortlægge værdikæden, frem for at møde minimumsstandarden. Kampagnen undergraver derfor virksomhedernes evne til og mulighed for at møde den internationale standard for ansvarlig virksomhedsadfærd; og for at arbejdet med standarden opskaleres globalt.

Misforstået CSR er ikke den eneste effekt. Næsten alle danske virksomheder er i internationalt perspektiv små- og mellemstore. Når en dansk virksomhed, af sin store internationale kunde, bliver bedt om at oplyse navne på sine leverandører – og nu at offentliggøre dem - udsætter virksomheden sig for en væsentlig forretningsrisiko. Virksomheden bliver tvunget til at offentliggøre navnet på sin dygtige leverandør, der leverer de høje kvaliteter, som er forudsætningen for virksomhedens succes. Virksomheden har opbygget relationen over årtier. Den er nøglen til succes. En forretningshemmelighed.

Hvad nu, hvis den store kunde skulle finde på at bruge sine mange milliarder på at opkøbe virksomheder i værdikæden? Køber kunden leverandøren? Og hvad med de stærkeste konkurrenter? Vil de spolere eller måske endog overtage leverandørerne med højere priser for at opnå den ekstra gevinst, at en konkurrent dør? Og det stopper ikke der; virksomheden bliver kontraktligt – og under NGO-pres – pålagt, at bede sine leverandører om navnene på deres. Virksomheden forpligtes til at presse sine gode leverandører til at spilde deres hjerteblod. Virksomheden presses ikke alene til at rette pistolen mod egen tinding, men også mod sine trofaste leverandørers.

Hvorfor kan krav om gennemsigtighed fremme mega-virksomheders interesser?
Det turde stå klart, at kravet ikke egner sig til at fremme ansvarlig virksomhedsadfærd og ej heller dansk erhvervslivs interesser. Men der er måske gode grund til, at meget store virksomheder som Nestlé, Unilever, Coca Cola, Adidas, Nike og H&M har kastet sig over denne praksis. Med de mørke briller på kunne dette være scenariet: Virksomhederne har opbygget så stor kapital, at de over de kommende år forventer at investere kraftigt i værdikæderne for at optimere omkostningsstrukturen. Fordyrende mellemled kan skæres fra; producentleddet kan opkøbes eller udkonkurreres, og de mindre konkurrenters værdikæder kan overtages. De lægger så store ordrer hos deres leverandører, at de ikke selv risikerer at miste forretningsgrundlag. Nu kan NGO’ers høje CSR-faneføring bruges som undskyldning til at fremtvinge den nødvendige forretningsviden uden omkostninger. Og de kan bruge den viden uden at komme i karambolage med konkurrenceretten. Informationen er jo blevet offentlig viden.

Helt absurd bliver ligningen når NGO’er, der søger at fremme levevilkårene i økonomiske udviklingslande, deltager. I de lande består erhvervslivet næsten udelukkende af små- og mellemstore virksomheder. Når krav om gennemsigtighed presses igennem på disse markeder, vil årtiers benhårdt arbejde med at skabe et bæredygtigt erhvervsliv for at komme fattigdom til livs blive lagt i ruiner. Mega-virksomhederne kan sætte sig på de blotlagte værdier.     

Hvorfor?
NGO’erne påberåber sig forbrugernes interesser. Forbrugerne skal vide, hvor varerne kommer fra. Men hvad skal forbrugeren stille op med 10.000 virksomhedsnavne? Skal forbrugeren bruge sin ferie på at besøge leverandøren af plastik til hendes yndlingstandbørste? Vil NGO’erne besøge leverandørerne? Eller skal virksomhederne ud at kontrollere og lægge 230 årsværk til indsatsen?  

Endelig kan det tænkes, at budskabet blot er simpelt at formidle og grundlæggende positivt: Gennemsigtighed. Så kan NGO’erne håbe på donationer og politisk velvilje. FN’s Retningslinjer blev imidlertid enstemmigt vedtaget i FN, fordi alle, også NGO’erne, anerkendte, at implementeringen af den internationale minimumsstandard faktisk var mulig og pragmatisk for virksomhederne. Den tangent, som NGO’erne nu kører ud ad, risikerer i bedste fald at demontere danske virksomheders gode ry for at være blandt de førende i verden i at implementere Retningslinjerne; i værste fald at drive dem konkurs.

Lige nu står modebranchen for skud; men da alle brancher skal udvise ansvar, kan alle danske virksomheder komme i skudlinjen. Lad os holde fast på den pragmatiske linje, FN har lagt; opfyld minimumstandarden, men pres ikke virksomhederne til uhensigtsmæssige aktiviteter.   

Mere fra Sune

Sune Skadegaard Thorsen

CEO & Senior Partner

Sune Skadegaard Thorsen er stifter og direktør i GLOBAL CSR. Han har siden 1996 arbejdet professionelt med CSR, som en af de første pionerer på området. Med en baggrund som erhvervsadvokat har Sune internationalt været én af de ledende kræfter i at gøre ansvaret for social bæredygtighed pragmatisk og operationelt gennem menneskerettighederne. Sune er således en af grundlæggerne af den princip-base…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere