Danske Virksomheder køber tvivlsomme CO2-kvoter

Der er tilsyneladende ingen modsætning mellem at have en højt profileret CSR- og klimapolitik og samtidig være engageret i kinesiske CDM-projekter, der anklages for at være verdens største klimasvindel. Hvis projekterne er godkendt af FN, er det godt nok.

Det viser en række svar til Erhvervsmagasinet CSR fra Maersk Oil, DONG Energy og Nordjysk Elhandel. Og svarene viser også, at selskabernes CSR-politik er så fleksibel, at man tilsyneladende uden at blinke har engageret sig i CDM-projekter under Kyoto-aftalen, der både producerer ozonlagsnedbrydende stoffer og kraftige drivhusgasser, som tilfældet er i Kina.

Og de famøse projekter i Kina er godkendt af FN, men de er nu blevet genstand for FN’s egen dybtgående undersøgelse, efter at projekterne i årevis er blevet kritiseret sønder og sammen fra mange sider.

I Danmark er sagen rejst i Folketinget af Margrethe Vestager, der har bedt klima- og energiminister Lykke Friis redegøre for sagen, hvor Energistyrelsen skal stå til regnskab for den danske stats engagement i sagen. Først den 11. november ventes ministerens svar. Til den tid ventes også FN’s egen undersøgelse at foreligge.

Verdens største CDM-aftale
I 2006 indgik Verdensbanken verdens første og største CDM-aftale med to kinesiske kemifabrikker og den kinesiske regering til en værdi af mere end en mia. US-dollars. I den handel deltog også Danish Carbon Fund, som Energistyrelsen, Mærsk Oil, Dong Energy, Nordjysk Elhandel og Aalborg Portland havde oprettet til formålet – og som administreres af Verdensbanken. Danskerne købte CO2-kreditter svarende til 300.000 ton CO2.

Aftalen betyder, at kinesiske kemiproducenter og den kinesiske regering igennem de seneste år har tjent tre-fire-fem mia. US-dollars som ren profit på at fjerne én bestemt drivhusgas. HFC23 hedder den, og den er 11.700 gange stærkere end CO2. Gassen er ligeså mange gange flere penge værd, fordi hvert ton HFC23, der fjernes, giver 11.700 ton CO2-kreditter.

De kinesiske CDM-projekter betyder, at der reduceres emissioner svarende til 19.000 mio. ton CO2-ækvivalenter. Disse CO2-kreditter har været billigt til salg på det internationale kvotemarked, og så godt er det gået med salget, at mistanken om manipulation og spekulation er opstået.

Kreditterne fra Kina har været væsentligt billigere end CO2-kvoterne i Europa, og de er gået som varmt brød.

At fjerne HFC fra skorstensrøgen er enkelt og koster tre procent af kreditternes værdi. Resten har været ren gevinst. Så ved at øge produktionen af HCFC22 kan man tjene mange penge - på at fjerne biproduktet. Dette ville dog være forbudt ifølge aftalen mellem Kina og Verdensbanken, men mistanken om ”perverse incentives”, som FN selv kalder det, bliver nu alligevel undersøgt.

Det var en del af aftalen, at 35 procent skulle gå til virksomhederne selv, mens 65 procent af betalingen for kreditterne skulle gå i en kinesisk statskontrolleret fond, som skulle anvendes til at indføre ny, grøn teknologi. Om det er sket, vil nu også blive undersøgt.

Et bi-produkt
Fabrikkerne i Kina producerer i virkeligheden et helt andet stof. Et kølemiddel, HCFC22. Det er i øvrigt et stof, der nedbryder ozonlaget og en potent drivhusgas, 1700 gange kraftigere end CO2.

I centrum står altså biproduktet HFC23, og destruktionen af gassen opnåede i sin tid status som CDM-projekter. HFC-23 projekterne er blevet til den største enkelte business case af alle CDM-mekanismerne. 25-30 procent af alle CO2-kreditter, der er handlet under Kyoto-aftalen til regeringer og banker stammer fra HFC23-projekter i Kina.

Det er også vigtigt at understrege, at HCFC22 er et fuldt legalt ’overgangsstof’ til erstatning for det endnu mere ozonlagsnedbrydende freon, CFC, der nu er helt forbudt i alle lande. HCFC er reguleret under Montreal-aftalen (om ozonlags-ødelæggende stoffer). Stoffet produceres og anvendes i stor stil i Kina og mange andre ulande, der har fået flere år til at udfase stoffet, end OECD-lande har fået. Men i henhold til Montreal-aftalen skal HCFC udfases på globalt plan, også i Kina.

På basis af ovenstående kunne Reuters Bureau allerede i 2007 referere ’en højtstående FN-kilde’ for at sige, at ”de største emissions-reducerende projekter under Kyoto-aftalen direkte har ført til en forøgelse af produktionen af stoffer, der ødelægger ozonlaget”.

Kritikken
En ætsende kritik af projekterne er blandt andet fremført af forskeren Michael Wara ved Stanford University Law School, der i årevis har forsket i internationale miljøaftaler.

Wara og en anden forsker, David Victor, har beregnet, at kreditterne i hele Kyoto-perioden giver en profit på fem mia. dollars til de kinesiske selskaber, og at udgifterne til at fjerne HFC23 kun andrager 100 mio. dollar.

Den ”indlysende løsning” ville ifølge Michael Wara være at indskrænke CDM-kreditterne til kun at gælde CO2 i stedet for de nuværende seks drivhusgasser, herunder HFC-erne.

I Danmark kritiserer Greenpeaces klimamedarbejder Tarjei Haaland projekterne for at forøge produktionen af HCFC-22 og dermed undergrave Montreal-aftalen, hvis formål er at fjerne gasserne fra markedet, fordi de nedbryder ozonlaget. For det andet nævner han, at det modvirker udviklingen og udbredelsen af naturlige kølemidler, som Danmark ellers har ført an i. For det tredje påpeger han, at HCFC-22 selv er en drivhusgas, der på et tidspunkt må formodes at slippe ud i atmosfæren, med mindre kineserne sørger for at destruere og indsamle alt forsvarligt fra køleanlæg, køleskabe og meget andet. Det er nok tvivlsomt, om det sker. For det fjerde mener han, at disse billige CO2-kreditter betyder, at fornuftige CDM-projekter aldrig får en chance, fordi CO2-kreditterne herfra er dyrere. Og endelig finder han det mildest talt ikke bæredygtigt, at man støtter produktionen af et kølemiddel, der udover at ødelægge ozonlaget også er en kraftig drivhusgas. Hvis HCFC-22 havde været omfattet af Kyoto-aftalen, hvilket den burde havde været, så ville projekterne her være umulige.

Haaland kalder kort og godt projekterne ”kredit-svineri”.

”Hvordan danske firmaer kan få sådan et arrangement til at stemme overens med
deres CSR-politik, bæredygtighedsprincipper og klimaengagement, går over min forstand. Og så er arrangementet tilmed blåstemplet af Energistyrelsen,” siger han.

The Ecomist har også skrevet om sagen for nylig. Her er synsvinklen, at der ganske vist er tale om reduktion af en meget kraftig drivhusgas, men kredit-prisen for destruktionen er uhyrligt stor i forhold til, hvor billigt det er at destruere HFC-23. Der er tale om manipulation af markedet, hedder det i bladet.

Også den kritik tilslutter Tarjei Haaland sig.

Svar på kritikken
Vi har spurgt Nordjysk Elhandel, Dong og Mærsk Oil, om HFC23-projekterne i Kina harmonerer med selskabernes CSR-politik og klimaprincipper. Aalborg Portland har slet ikke ønsket at svare.

”Vi investerer i projekter, der er godkendt af både CDM Executive Board under FN og Verdensbanken, og vi må derfor afvente FN’s afgørelse om projekternes fremtid.
Og vi er kritiske i vores valg af CDM-projekter. I de konkrete tilfælde her er det Verdensbanken, som håndterer projekterne på vegne af Danish Carbon Fund, men sagen illustrerer vigtigheden af en præcis Code of Conduct inklusiv grundige moniteringer af et givent projekt,” siger kommunikationschef Rasmus Møller, Nordjysk Elhandel og tilføjer, at virksomheden har arbejdet med udvikling af CDM-projekter i en årrække og har gode erfaringer med systemet i praksis.

”Vi håber, at tilliden til CDM består, og vi vil gøre vores til at udbrede kendskabet til resultaterne opnået igennem CDM,” slutter han.

Hos Maersk Oil oplyser Torben Nørgaard, leder af Commercial Gas, at de først blev bekendt med kritikken af HFC-projekterne i august 2010, da Verdensbanken informerede selskabet om, at de kinesiske projekter skulle undersøges yderligere.

Synes Mærsk, at der er belæg for kritikken?

”Vi tager vores miljøpåvirkninger alvorligt og har derfor kun investeret i projekter, som er godkendt af både CDM Executive Board under FN og Verdensbanken. Vi vil bede Verdensbanken sikre, at kreditterne lever op til standarderne og intentionerne bag CDM systemet, lyder svaret.”

Vil Mærsk foretage sig noget i sagen?

”Vi må vente og se, om kritikken er berettiget. Lige nu moniterer vi situationen og er i dialog med de andre medlemmer af Danish Carbon Fund.”

Kan Mærsk bruge erfaringerne fra HFC-sagen til i fremtiden at blive bedre til at vælge CDM-projekter?
”Maersk Oil har kun investeret i projekter, som er blevet godkendt af FN - den praksis vil vi fortsætte med fremover.”

Maersk Oil oplyser desuden, at alle selskabets 36.000 CO2-kreditter fra CDM-projekter stammer fra HFC23-projekterne i Kina.

DONG Energy er tilfreds med undersøgelse

Hos DONG Energy har man været opmærksomme på kritikken siden marts 2010.

Mener I, at der er belæg for kritikken?

”Det kan vi ikke afgøre med de informationer, vi har på nuværende tidspunkt. Vi mener, kritikken bør tages alvorligt og ser derfor med tilfredshed på FN’s undersøgelse,” siger press officer Ulrik Frøhlke.

Synes I, at projekterne er i overensstemmelse med selskabets klima- og CSR-politik?

”Det er ærgerligt, hvis et system, der skal reducere den globale CO2-udledning og sikre teknologioverførsel til udviklingslande, ikke virker efter hensigten. Men det er for tidligt at fælde en dom. Vi må lade FN gøre deres arbejde og undersøge kritikpunkterne til bunds.”

FN’s undersøgelse ventes at foreligge i begyndelsen af november.

Energistyrelsen under pres
Sidst i september, efter en artikel i Politiken, stillede folketingsmedlem Margrethe Vestager to spørgsmål til Klima- og Energiminister Lykke Friis. Vestager spurgte til ”den påståede svindel med CO2-kreditter fra Kina, den mulige virkning på CO2-udledningen, samt de mulige økonomiske gevinster, der for virksomheder kan være forbundet med købet af de kinesiske CO2-kreditter”.

Hun ville også gerne vide, om ministeren er enig i, ”at der er tale om svindel, som med Energistyrelsens vidende har stået på længe.” Og hvad agter ministeren at foretage sig i den anledning, spurgte hun.

Svarene på de spørgsmål arbejder Energistyrelsen nu på, men styrelsens informationschef, Ture Falbe-Hansen, siger til dog til Erhvervsmagasinet CSR, at Energistyrelsen på vegne af den danske stat ikke har investeret i andre HFC-23-projekter end de to I Kina. Og at man heller ikke vil gøre det i fremtiden. Og Energistyrelsen bakker fuldt op om FN's gennemgang af sagen og vil følge de beslutninger, som måtte blive vedtaget på basis heraf.

Krøllen på historien kommer fra EU’s tidligere chefforhandler ved klimatopmødet i Kyoto. Han hedder Jørgen Henningsen og var i 11 år direktør i EU’s miljøagentur. Han undrer sig over selve anvendelsen af CDM:

"Man kan undre sig over, at Danmark anvender CDM-mekanismen i så stort omfang, som tilfældet er. CDM kom udelukkende med i Kyoto-aftalen, fordi USA forlangte det som betingelse for at gå med til den overordnede syv procents CO2-reduktion, som Kyoto endte med. USA ville have et aftalesystem, der tillod dem at fortsætte deres egne CO2-udledningerne i USA i stor stil".

CDM’s Executive Board har allerede besluttet, at der ingen nye HFC23-projekter bliver i Kina eller andre steder. Når de nuværende projekters kreditter udløber, er det slut.

www.csr.dk