11.05.2017  |  Klima, miljø og energi

Det koster at være et bæredygtigt datacenter

Der er masser af vilje blandt landets datacentre, når det handler om at lade andre udnytte centrenes overskudsvarme. Men det koster at bidrage til det danske fjernvarmesystem.

Datacentrenes manger servere har brug for afkøling, hvilket resulterer i store mængder overskudsvarme. Det koster centrene penge at lade den overskydende varme bidrage til det danske fjernvarmesystem og derfor ender mange med at lade overskudsvarmen gå til spilde. Foto: Datacenter Industrien.

Det er ikke økonomisk bæredygtigt at udnytte overskudsvarmen fra landets datacentre. Sådan lød problemstillingen, der i går dannede rammerne for Dansk Fjernvarmes konference ’Energi på Toppen’, hvor temaet denne gang var datacentre.  

Vækst i dataindustrien vil sandsynligvis åbne op for tusindvis af nye arbejdspladser i den nærmeste fremtid, vurderer brancheforeningen Datacenter Industrien. Det kræver dog blandt andet, at der politisk gøres noget ved de store mængder af overskudsvarme, der lige nu hæmmes af afgifter, hvorfor det bedst kan betale sig at sende energien ud til fuglene frem for til gavn for samfundet.

”Vi står med en masse overskudsvarme, som vi sågar er parate til at forære væk – det er bare ikke økonomisk bæredygtigt på grund af afgiftssystemet”, siger Christian Holm Christensen, adm. direktør hos GlobalConnect, der driver Danmarks største datacenter.

Datacentret producerer så stor en mængde overskudsvarme fra de mange servere, at den ville kunne opvarme mindst 600 parcelhuse, hvis den blev udnyttet ordentligt.

Opråb til politikerne: Følg med tiden og sænk afgifterne
Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder, fortæller, at brancheforeningen prøver at komme i dialog med politikerne om problemet – og ikke mindst om at finde en fornuftig løsning.

”Der er både vækst og mange nye arbejdspladser på spil for Danmark”, siger formand Thomas Volder, der også er Sales & Marketing Director hos Coromatic.

”De nuværende afgiftsregler er lavet i en tid, hvor kæmpestore datacentre slet ikke var inde i billedet. Det er på høje tid at få moderniseret loven, så vi kan gribe mulighederne for en helt ny og miljøvenlig vækstindustri, hvor vi sikrer genbrug af energien i vores unikke danske fjernvarmesystem”, tilføjer han.

Læs også: Grøn startup bygger landbrug på tage

Hos Dansk Fjernvarme håber man også på, at politikerne finder en anden løsning end skatter og afgifter:

”De store datacentre kommer til at producere overskudsvarme til mere end 35.000 danske husstande. Skatter og afgifter spænder ben for den sunde fornuft, og derfor håber jeg også, at politikerne kan blive enige om at lave reglerne om, sådan at vi kan komme til at bruge den billige og miljøvenlige varme”, siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.

-CHM

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere