13.04.2018  |  Kommunikation

Indspark: Det offentlige bør gå forrest med bæredygtige indkøb

Ansvarlighed. Politikerne opfordrer til bæredygtig vækst og kommer med mange initiativer, men det er som at klappe med én hånd, når staten ikke bruger det offentlige indkøbsbudget til at styrke bæredygtige investeringer.

Digital transformation er blevet fundamentalt for erhvervslivet og vores samfund som helhed. IT og teknologi sikrer og effektiviserer den finansielle sektor, driften af hospitaler, den offentlige forvaltning samt produktion og distribution af varer og tjenesteydelser.

Selv om fordelene ved digitaliseringen er klare, er vi også nødt til at erkende dens samfundsmæssige og miljømæssige følgevirkninger. IT-branchen beskæftiger flere hundrede millioner mennesker, hvoraf mange arbejder i lande, hvor gode arbejdsvilkår og sikkerhedsforanstaltninger ikke er en selvfølge. Og IT-branchens globale produktion tager hårdt på klodens natur­ressourcer. Derfor bør det være en høj prioritet at drive bæredygtighed i IT-branchen.

Dell og andre førende IT-virksomheder har i en årrække investeret i at drive bæredygtig innovation i produkterne og fremme høje etiske standarder i leverandørkæderne. Men for at få alle IT-producenter med, er bæredygtighed også nødt til at få en højere prioritet blandt indkøbere.

Fra politisk hold er der stor bevågenhed om bæredygtighed. Politikerne opfordrer både små og store danske virksomheder til at gå forrest og implementere mere CSR og bæredygtighed i deres forretning. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har lanceret det globale klimainitiativ P4G for at sætte skub i bæredygtig vækst. Danmark har fået en ny handlingsplan for at bidrage til FNs globale verdensmål for 2030. Og vi støtter udviklingslandene med at skabe vedvarende socioøkonomisk udvikling.

Men de gode tiltag svarer lidt til at klappe med én hånd, når man samtidig overser muligheden for at gå forrest med et af de stærkeste politiske instrumenter: Den offentlige sektors indkøbsbudget på omkring 300 mia. kroner.

Det kunne bruges til at styrke en udvikling med mere miljøvenlige teknologier og bedre arbejdsforhold for de mennesker, som arbejder i IT-virksomhedernes forsyningskæder. På den måde kan markedskræfterne drive en mere bæredygtig udvikling – og gøre det attraktivt for både små og store virksomheder at investere i CSR og bæredygtighed.

I 2017 trådte den nye udbudslov i kraft. Den er en implementering af et EU-direktiv fra 2014, som gør op med fokus på pris alene. Med den nye lov får offentlige indkøbere langt bedre muligheder for at stille sociale og miljømæssige krav i offentlige indkøb. Bæredygtighed kan endda have en procentvis vægt i den samlede vurdering, så det offentlige indkøb bliver en løftestang for en mere bæredygtig udvikling.

Bæredygtighed i offentlige indkøb er ikke et nyt emne i Danmark. Organisationen Forum for Bæredygtige Indkøb har i flere år arbejdet for at udbrede viden og praksis i den offentlige sektors indkøb. Og flere danske kommuner har iværksat grønne tiltag i indkøb. Så noget sker der. Men mulighederne i den nye udbudslov bliver langtfra udnyttet så meget, som de kan.

Konsekvensen er, at det fortsat er en konkurrence på pris alene, og at virksomheder med mere bæredygtige løsninger ikke prioriteres. Vi ser desværre stadig udbud på store offentlige rammeaftaler på IT-indkøb, som primært er baseret på pris. CSR er reduceret til et bilag med krav, som virksomheder skal bekræfte, at de lever op til – men der er ikke nogen opfølgning på det. Et andet eksempel er, at muligheden for at basere indkøb på totalomkostninger i hele produktets levetid sjældent bliver anvendt. Her er energieffektivitet ellers et vigtigt parameter, fordi det har en positiv indvirkning på både miljøet og driftsbudgettet. Men en helt lavpraktisk barriere er, at budgettet til IT-indkøb og budgettet til løbende driftsomkostninger typisk ligger i forskellige afdelinger.

Vores naboer i Norge og Sverige er længere fremme med nationale strategier for bæredygtige indkøb – som også bliver implementeret i praksis. Der er flere eksempler på indkøb, hvor social og miljømæssig bæredygtighed vægter ganske højt i den samlede vurdering, og hvor der stilles krav til, at virksomhederne skal dokumentere deres indsats inden for bæredygtighed.

Kundernes efterspørgsel er en vigtig drivkraft for at fremme en positiv udvikling i de globale forsyningskæder inden for IT. I første omgang vil jeg anbefale, at de offentlige indkøbere griber mulighederne i den nye udbudslov og følger disse principper:

Gå i dialog. Som forberedelse kan indkøbere indgå dialog med leverandører og andre interessenter for at få viden om de seneste, innovative løsninger og udviklingen på markedet. På den måde kan man opsætte realistiske mål og forventninger til indkøbet af produkter eller services og få viden om, hvordan social og miljømæssig bæredygtighed ser ud for produkter og services i netop den branche.

Læg vægt på bæredygtighed. Indkøbere bør opstille klare mål for social ansvarlighed og bæredygtighed som en del af indkøbsstrategien. Kriterierne skal være ambitiøse og bør stille krav om dokumentation – og så skal de tælle med i vurderingen og udvælgelsen af leverandører. Eksempelvis kan man stille en række minimumskrav, som alle leverandører skal leve op til, og bruge tildelingskriterier, der giver ekstra point til de leverandører, som er stærke inden for bæredygtighed.

Stil krav til gennemsigtighed og ansvarlighed i forsyningskæden. Sæt barren højt i forhold til ansvarlig produktion i hele forsyningskæden ved at bygge oven på internationale rammer fra FN, ILO og OECD. For IT-branchen bør indkøbere endvidere anvende de etiske standarder fra The Responsible Business Alliance, som er den globale standard og samarbejdsplatform i IT-branchen for at fremme ansvarlig produktion. Kræv også, at leverandører rapporterer deres resultater på dette område.

Tager man disse principper i brug, vil offentlige indkøbere vælge de leverandører, der tager socialt og miljømæssigt ansvar, i et langt større omfang. I Dell har vi arbejdet med bæredygtighed gennem årtier, og vi venter vi ikke på, at vores kunder fortæller os, hvad vi skal gøre. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at et stærkt signal fra offentlige indkøbere vil blive hørt i branchen. Det vil gøre det mere attraktivt for producenterne at fokusere på bæredygtige produkter og løsninger, når de skal hjælpe deres kunder med at gennemføre digital transformation.

Dette indlæg er oprindelig publiceret på Berlingske Business

Mere fra Louise

Louise Koch

Corporate Sustainability Lead, EMEA

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere