DI hjælper med at opbygge fremtidens markeder

Ved at hjælpe søsterorganisationer rundt om i verden med at opbygge arbejdsmarkeder inspireret af den danske model, er DI med til at styrke demokrati og skabe fremtidens markeder for danske virksomheder.

DI er med til at opbygge erhvervsorgansationer uden for Europa for at styrke vækst og demokrati. DI's søsterorganisationer fra 54 lande var marts forbi Industriens Hus til konferencen "Public Private Dialogue", hvor blandt andre Jaques P. Sam fra organisationen GIZ i Nigeria var med. Foto: Hans Søndergaard.

11.01.2016

Sponseret

Kathrine Læsøe Engberg og Rikke Brøndum, Dansk Industri

I Danmark har det de sidste 100 år været helt naturligt, at arbejdsgivere og lønmodtagere organiserer sig på demokratisk vis og er med til at skabe et stabilt samfund.

Men sådan er det langt fra i lande uden for Europa. Her er arbejdsmarkederne ofte præget af uroligheder, hvilket gør tilværelsen svær både for befolkningen og for virksomhederne.

Derfor har DI siden 1997 i samarbejde med bl.a. Danida hjulpet med at organisere arbejdsmarkeder i over 40 lande, fortæller Jacob Kjeldsen, chef for DI’s internationale rådgivning, som står for opgaven.

– Det begyndte i Tanzania, hvor vi startede et samarbejde med Confederation of Tanzania Industries. Målet var klart defineret lige fra begyndelsen. DI vil gerne bidrage med viden og ekspertise og på den måde være med til at styrke demokratiet og den private sektor, siger Jacob Kjeldsen.

Tanken er samtidig, at DI’s medlemmer på sigt kan drage nytte af et stabilt arbejdsmarked og gode rammevilkår for virksomheder, hvis de vil bevæge sig ind på det pågældende marked.

– Vi kan ikke garantere, at de bliver fremtidens store markeder, men hvis de gør, er DI indtil flere skridt foran og kan hjælpe vores medlemsvirksomheder med vigtig markedsindsigt, siger Jacob Kjeldsen.

Han peger på Kenya, som nu er Østafrikas vækstlokomotiv, og hvor DI har arbejdet i flere år og har et stort netværk.

Styr på strukturerne i Jordan

For et halvt år siden pakkede Karen Panum Thisted kufferten, fløj til Amman i Jordan og begyndte en ny hverdag. Hun er konsulent i DI og er den seneste i en række af DI-medarbejdere, der er taget ud i verden for at styrke samarbejdet med søsterorganisationer. Og der er langt fra Industriens Hus til Jordan Chamber of Industrys hovedkvarter, hvor Karen Panum Thisted til daglig låner et kontor.

Her er vilkårene for erhvervsorganisationer markant anderledes end i Danmark. Eksempelvis er bestyrelsen langt mere inde over det daglige arbejde. Så når formanden med dags varsel bliver udnævnt til minister, kan det godt være en udfordring for organisationen.

– Ved at være tilstede hernede får vi en langt bedre fornemmelse for de skrevne og uskrevne regler i landet. Det gør os bedre i stand til at levere den ekspertise, DI har, når vi hjælper med at opbygge vores søsterorganisation, fortæller Karen Panum Thisted.

Bestyrelsesformandens pludselige exit er dog også kommet organisationen til gode.

– Personligt netværk kaldes ”wasta” og er enormt vigtigt her i regionen, så nu står organisationen langt bedre, når det handler om at komme i kontakt med Transportministeriet. Samtidig har DI fået en masse viden om Jordans forretningskultur, som vi kan give videre til danske virksomheder, forklarer hun.

For at styrke den jordanske søsterorganisation har flere DI-medarbejdere med hver deres ekspertise taget turen fra København til Amman. Blandt andre besøgte en DI-medarbejder, der er ekspert i medlemsundersøgelser, søsterorganisationen. Han lavede en workshop om, hvordan man udarbejder spørgeskemaer, udsender dem og analyserer resultaterne.

Og efterfølgende fik både direktionen og medarbejderne i Jordan Chamber of Industry skræddersyet oplæg om politisk interessevaretagelse. Oplægget fokuserede på, hvordan den jordanske arbejdsgiverorganisation kan opnå større politisk slagkraft ved at bygge deres argumenter på viden om medlemmernes behov.

– Som kun 10 år gammel organisation har Jordan Chamber of Industry selvsagt ikke opbygget den samme tætte kontakt med medlemmerne, som vi har i DI, og de har heller ikke den samme kapacitet. Men vi hjælper dem, så de kan springe mange led over og langt hurtigere blive en endnu stærkere stemme for den jordanske industri. Samtidig skaber vi et værdifuldt netværk for vores medlemmer her i regionen og er i stand til at lave forretningslinks begge veje, siger Karen Panum Thisted.

Modpart og medpart

Hvis man vil skabe et stærkt arbejdsmarked, kræver det dog ikke kun, at virksomhederne er samlet i en arbejdsgiverorganisation, men også at medarbejderne er organiserede. Og her spiller Ulandssekretariatet en central rolle. Sekretariatet har eksisteret siden 1987 og er den danske fagbevægelses ulands- og bistands­organisation. 

– Vi samarbejder med DI i en række lande om at skabe dialog mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som mange steder har et antagonistisk forhold til hinanden, fortæller Mads Bugge Madsen, sekretariatsleder for Ulandssekretariatet.  

Her hjælper det helt konkret, at virksomhedsejere og medarbejdere sammen med repræsentanter fra henholdsvis Ulandssekretariatet og DI sætter sig om et bord.

– Når vi først begynder at tale sammen, bliver begge parter ofte overraskede over, hvor mange fælles interesser de i virkeligheden har i, at virksomhederne fungerer. Det første skridt er, at man anerkender sin modpart, siger Mads Bugge Madsen og tilføjer, at særligt arbejdsmiljø er et område, hvor begge parter har noget på spil.

– Hvis medarbejderne er syge eller ligefrem dør på grund af arbejdsforholdene, så påvirker det virksomhedens produktion, og det skader begge parter, siger han.

Fælles front

”Den tunesiske dialogkvartet”, som i år modtog Nobels fredspris, er et eksempel på, hvordan et godt samarbejde mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger kan fremme demokrati. Kvartetten blev oprettet i 2013 og består af fagforeningen UGTT, arbejdsgiverorganisationen UTICA, menneskerettighedsorganisationen LTDH og den nationale advokatforening Ordre National des Avocats de Tunisie.

De fik fredsprisen for at have bidraget til at opbygge demokrati i Tunesien efter ”Det Arabiske Forår”, der startede med demonstrationer i Tunesien i slutningen af 2010, hvorefter den tunesiske præsident Zayn al-Abidin Ben-Ali var tvunget til at træde tilbage i starten af 2011.

– DI har med støtte fra Udenrigsministeriet siden 2010 samarbejdet med UTICA. Vi har hjulpet med at lægge en strategi, definere organisationens struktur og forbedre kommunikationen. Alt sammen med det formål at gøre organisationen i stand til at være et stærkt, demokratisk og repræsentativt talerør for den tunesiske privatsektor og befolkning, siger Jacob Kjeldsen.

Og mens DI har arbejdet på at hjælpe arbejdsgiverorganisationen UTICA, har Ulandssekretariatet hjulpet fagforeningen UGTT.

– Når arbejdsmarkedets parter finder fælles interesser og fælles fodslag, kan de sammen arbejde på at påvirke regeringen i en mere demokratisk retning. Derfor er den private sektors involvering afgørende, siger Mads Bugge Madsen.

Efter hans mening er vægtningen i ulandsarbejdet forkert på nuværende tidspunkt. 

– Hvis man skal skabe demokrati, ytringsfrihed og bekæmpe børnearbejde, kræver det et organiseret arbejdsmarked. Når vi har skabt dialog og arbejdspladser, har lokal­befolkningen overskud til at arbejde for demokrati, siger han.  

Samme melding lyder fra Jacob Kjeldsen.

– Tunesien er et godt eksempel på, at dialog og offentlig-private partnerskaber kan bidrage til en positiv udvikling på nationalt niveau, forklarer han.

07.02.2024Dansk Industri

Sponseret

Har du styr på ESG, CSRD og ESRS?

12.01.2024Dansk Industri

Sponseret

Ny ESG & Bæredygtighedsportal hos Dansk Industri (DI)

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

Danske produktionsvirksomheder skaber konkurrencefordele gennem Klimaklar Produktionsvirksomhed

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

CO2-regnskab, bæredygtig produktion, klimaklar.

21.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Organisering af Bæredygtighed og ESG er et ledelsesansvar

15.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Rådgiverne er afgørende for deres kunders bæredygtige og ansvarlige forretning