Ekspert: Hver fjerde virksomhed har ingen CSR-politik
25 procent af de største danske virksomheder har angivet i årsregnskabet, at de ikke har nogen CSR-politik, vurderer ekspert.
31. maj er sidste frist for at indsende årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Efter den dato har de 1100 største danske virksomheder for første gang afleveret et regnskab, hvor de har haft pligt til at oplyse om virksomhedens arbejde med samfundsansvar.
Det særlige ved de nye regler er imidlertid, at de ikke kræver egentligt CSR-engagement, men udelukkende stiller krav om oplysning. Dermed er det lovgivningsmæssigt tilstrækkeligt at angive i regnskabet, at virksomheden ikke har nogen CSR-politik.
Den løsning har en stor del af virksomhederne valgt, vurderer CSR-ekspert fra PricewaterhouseCoopers Birgitte Mogensen.
”Jeg vil skyde på, at 25 procent har angivet, at de ikke har nogen politik på området eller skrevet noget, som ikke rigtig har noget med virksomhedens forretningsstrategi at gøre,” vurderer hun.
”Årsagen er, at rigtig mange virksomheder opdagede de nye regler for sent. Det har betydet, at deres forarbejde ikke har været i orden - og så er det altså svært at formulere noget brugbart fem minutter over 12,” konstaterer Birgitte Mogensen.
Flere med næste år
Hun er dog helt sikker på, at man allerede næste år vil se en meget højere procentdel af virksomhederne rapportere om deres CSR-arbejde, fordi der, udover rapporteringskravet, netop er kommet nye regler for god selskabsledelse. Her står det direkte, at større virksomheder bør have en CSR-politik.
”Det er et klart vink til virksomhedslederne om, at de skal forholde sig til det her – eller forklare sig, hvis de ikke har en politik på området. Det vil gøre, at langt flere virksomheder vil få inkorporeret CSR-arbejdet i forretningsstrategien, så det giver mening,” mener Birgitte Mogensen.
Hun understreger dog også, at der er en lang række virksomheder, som tog højde for de nye regler i god tid og har haft gavn af det.
”Mange har benyttet lejligheden til at evaluere, hvad de allerede gør på området i dag, og så har de derefter planlagt, hvad de skal CSR-stategisk fremover, på en måde der giver forretningsmæssig mening. Og det er jo netop det, der er meningen med lovgivningen,” pointerer Birgitte Mogensen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen arbejder i øjeblikket på en omfattende undersøgelse, som kigger på, hvordan første år med det nye rapporteringskrav er forløbet. Den ventes offentliggjort i midten af juni.