El-biler og varmepumper kan gøre Danmark CO2-frit i 2050
Med visionen Power to the people vil Dansk Energi sikre at produktionen af el og varme bliver klimavenlig, og at CO2 fri strøm erstatter olie inden for de næste par generationer.
Energibranchen lægger nu pres på det politiske system for at få nedbragt forbruget af olie og naturgas til fordel for energikilder, som banker CO2-forbruget i bund.
På Dansk Energis årsmøde i juni blev der fremlagt en samlet plan, der både kan gøre Danmark CO2-fri i 2050, og som samtidig mindsker behovet for import af olie og naturgas til tæt ved nul.
I visionen Power to the people går klimahensyn og forsyningssikkerhed hånd i hånd.
Chefkonsulent i Dansk Energi, Charlotte Søndergren forklarer, at planen kort fortalt består af tre hovedelementer: Dels skal vi nedbringe vores forbrug af energi, dels skal den energi, som bruges, så vidt mulig være vedvarende - og endelig: hvis vi skal bruge kul, skal CO2en herfra lagres og gemmes på de centrale kraftværker, som stadig vil være i brug til den tid.
I vores vision har vi valgt at kombinere de tre løsninger, og ét af de helt centrale virkemidler i planen er, at samfundet i videst muligt omfang elektrificeres. Mange af vores vedvarende energikilder er jo netop baseret på el. Derfor foreslår vi også konsekvent brug af f.eks. elbiler, varmepumper samt el til processer i industrien. Et af virkemidlerne kunne eksempelvis være at give 25 procent investeringstilskud til udskiftning af olie- og gasfyr med varmepumper.
Det skal altså være slut med oliefyr og gaskedler samt benzin og diesel. Samtidig bør der opstilles en strategi for udbredelse af timeaflæste elmålere og fleksible el-produkter., siger Charlotte Søndergren, som erkender at ingen i dag kender alle svarene frem mod 2050. Hun anser det dog for ekstremt vigtigt, at der bliver skabt bred politisk konsensus om hovedretningslinierne. Charlotte Søndergren tror imidlertid, det er realistisk at skabe bred enighed i Folketinget, fordi vi i Danmark tidligere har bevist, at vi kan skabe politisk enighed om energipolitikken, senest i forbindelse med det omfattede energiforlig i februar 2008.
Slipper ikke helt for drivhusgasser
Samtidig håber vi, at Danmark og EU kan blive enige om at elektrificere fremtiden samt gøre produktionen af el og varme CO2-fri. Det kunne blive vores vigtige bidrag til den store globale udfordring. Alle beregninger viser, at såfremt vi skal holde temperaturstigningerne nede, skal de rige lande bidrage væsentlig mere end udviklingslandene.
Dansk Energis beregninger viser samtidig, at det allerede frem til 2025 er muligt at reducere udledningen af drivhusgasser fra energibranchen med 40 procent i forhold til 2005, øge andelen af vedvarende energi fra 20 til 40 procent samt halvere afhængigheden af olie og naturgas. Med en afvejet kombination, kan vi således blive CO2-fri i 2050, siger Dansk Energis chefkonsulent.
Scenariet frem til 2050 tillader dog en vis udledning af drivhusgasser fra fly, færger og landbrug. Forventningen er nemlig, at kraftværkerne helt eller delvis fyrer med biomasse og dermed suger CO2en ud af atmosfæren.
Tiden må vise, hvor mange af de enkelte virkemidler, der bliver brug for, og når vi endnu ikke helt kender fordelingen mellem de forskellige virkemidler, er det jo fordi energiteknologien hele tiden uvikler sig. Og selv om der fortsat vil være kul på nogle af kedlerne, så vil kraftvarmeværkerne takket være kombinationen af biomasse og CO2-deponering i undergrunden blive mere end CO2-neutrale, mener Charlotte Søndergren.
Men hvilke udfordringer vil der være forbundet med at gennemføre Jeres plan?
På den korte bane skal afgiftssystemet indrettes, så man fremmer de CO2-rigtige alternativer i form af f.eks. el-biler. Teknologien findes jo allerede og vil uden tvivl blive forædlet yderligere de nærmeste år. På den lange bane skal der fastlægges konkrete mål og til stadighed satses massivt på teknologiudvikling inden for miljø- og energiområdet.