03.05.2015  |  Strategi & ledelse

En funky passion for møbler

Indhold fra partner Hvad er dette?

Det er med hårdt arbejde og ydmyghed som drivende kraft, når Kasper Boye laver sine møbler af genbrugstræ. På ”CSR i praksis”-konferencen d. 3. juni fortæller Kasper Boye, hvordan den opskrift passer godt til at være social entreprenør.

Selv om navnet One Funky Furniture leder tankerne hen på møbler, er det ikke det, der står i centrum for den nystartede virksomhed. Kasper Boye har etableret sin virksomhed for at tænke større end bare det funktionelle. Han skaber koncepter. Hos One Funky Furniture er det ambitionen at skabe totalløsninger, hvor møbel og rum spiller sammen i en større enhed. Ambitionen om større enhed går endda længere endnu, for selv om virksomheden er lille og ny, er Kasper Boye allerede kendt som social entreprenør.
 
”Personligt har jeg det godt med at kunne hjælpe andre mennesker, der ikke står forrest i køen til et godt job,” siger Kasper Boye og skynder sig at tilføje, at det ikke kun er for sin egen skyld, han har engageret i de socialt udsatte: ”Lige som det er en driver for mig, er det det for de andre i min virksomhed. Vi er jo en del af samfundet hver især og som virksomhed, og jo flere kompetencer, vi får ind, desto flere roller har vi at spille på. De socialt udsatte har levet med en usikkerhed, vi andre ikke har, og jeg oplever kun, at de er meget dedikerede og loyale, og at deres arbejdsiver er over det normale. Topkandidaterne kan altid vælge et nyt sted at gå hen, mens de socialt udsatte ser jobbet som deres chance. Det vil vi gerne honorere ved at give dem den chance.”
 
Passion og socialt engagement
Som lille virksomhed har One Funky Furniture fundet sin niche i at bruge genbrugstræ til at designe møbler med et rustikt og unikt look. Det er en niche, som kræver passion og innovation, og her ser Kasper Boye sit engagement som social entreprenør komme særligt i spil:
 
”For mig betyder det langt mere at give en hjælpende hånd til andre mennesker. Det udvikler mig som person, og det får mig til at se min virksomhed i en større kontekst. Det er utroligt udviklende både for mig og mine medarbejdere, men i endnu højere grad for min virksomhed. Jeg ville ønske, at flere virksomheder ikke var så skræmte over at tage de udsatte – fleksjobbere og løntilskud – ind. Virksomhederne, erhvervslivet, har en enorm ressource til at hjælpe dem på samfundets bund. Tør de tage den udfordring op, vil de finde ud af, at de får uendeligt meget mere igen, end de giver.”
 
Rummelig rekruttering
Sammen med fakta, Jacobs bageri og Arriva deler Kasper Boye ud af sine erfaringer som social entreprenør på et miniseminar på CSR-konferencen. Specialkonsulent i Københavns Erhvervshus Christian Buskjær Christensen er tovholder for seminaret, og han lover deltagerne lige til benet sparring og indføring i kontante tilskud: ”Københavns Erhvervshus har konkrete støtteordninger for de virksomheder, som gerne vil i gang med rummelig rekruttering og give plads til mangfoldighed i den daglige drift. På seminaret giver vi bud på, hvordan vores konsulenter gør det nemt for virksomhederne at rekruttere rummeligt.”
 
Del af stærkt program
Københavns Erhvervshus’ miniseminar indgår sammen med 5 andre seminarer i ”CSR i praksis”, der med en lang række CSR-praktikere på podiet sætter fokus på, hvordan den daglige drift og brug af ansvarlighed går hånd i hånd. Bag de andre seminarer står så forskellige kræfter som Dansk Erhverv, Dansk Mode & Textil, Grafisk Arbejdsgiverforening, Bureau Veritas HSE og Miljøstyrelsen og Miljømærkning Danmark.
 
Læs mere om program og tilmelding på www.csr-link.dk.

Mere fra Bureau Veritas Certification

Bureau Veritas Certification

www.bureauveritas.dk

Bureau Veritas dokumenterer din indsats inden for CSR. Styrk din systematik gennem inspektioner, certificering og rådgivning.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere