Energi fra affaldet
Udvinding af energi fra affald bliver mere og mere populært og efterårets IFAT Entsorga-messe i München tager temaet op og tilbyder en platform til professionelle fra hele segmentet.
I hele verden vokser lossepladser og affaldsdepoter i hastigt og stadigt stigende tempo i disse år. En af de industrier, der prøver at følge med, er sektoren for Waste to Energy (WtE), der arbejder med at udvinde energi fra affaldet. Og netop den sektor er af samme årsag steget betragteligt i popularitet på det seneste.
Det reagerer fagmessen IFAT Entsorga nu på, og tilbyder en platform på efterårets messe, hvor operatører, kunder, brancheorganisationer og teknologileverandører kan mødes. På messen vil der således være en stor, fællesstand for en lang række branchens organisationer og virksomheder, og med den europæiske paraplyorganisation CEWEP (Confederation of European Waste-to-Energy Plants) i spidsen.
Seneste udgave af IFAT Entsorga fandt sted i maj 2008 og her satte man rekord med 2605 udstillere fra 41 lande og over 120.000 besøgende fra 170 lande. Den kommende version af IFAT Entsorga finder sted i dagene fra den 13. til 17. september 2010 i Messe München International. Se mere på www.ifat.de.
-AK