Energistyrelsen vil holde øje med energimærker
Energistyrelsen indskærper over for landets tv-forhandlere, at de skal overholde reglerne om energimærkning af tv.
Energistyrelsen oplyser, at de vil holde tilsyn med landets tv-forhandlere for at sikre, at lovgivningen om energimærkning af tv-apparater bliver overholdt.
Meldingen kommer efter kritik fra Det Økologiske Råd, som for nylig afslørede, at en stribe tv-forhandlere ikke mærker tv-apparaterne i butikkerne med lovpligtige energimærker.
”Vi er glade for, at Det Økologiske Råd har fokus på sagen, da det er meget vigtigt, at både butikkerne og forbrugerne er opmærksomme på den nye energimærkning for TV, og hvor stort et energiforbrug deres tv-apparat har. Reglerne er dog nye, og vi er stadig i en indfasningsperiode,” siger Charlotta Castenfors Laursen fra Energistyrelsen om lovgivningen, der trådte i kraft 1. december 2011.
Vil løbende holde tilsyn
I oktober sidste år besøgte Energistyrelsen 60 butikker og undersøgte, om produkterne var korrekt mærket. På dette tidspunkt var 15 procent af tv-apparaterne energimærket på frivillig basis. I år følger endnu en række tilsyn, hvor der vil være særlig fokus på korrekt mærkning af tv-apparater.
Energistyrelsen har desuden i samarbejde med Go’ Energi informeret forhandlerne om den nye energimærkning for tv-apparater. Der er blandt andet lavet en folder, som er sendt bredt ud til forhandlerne.
-OWG