Entreprenørskabet blomstrer på danske universiteter

Inniti er en startup skabt af et bachelorprojekt med hjælp fra cleantech-virksomheden Aquaporin. Støtten til entreprenørskab for studerende er i løbet af de seneste år blevet mere professionel, lyder det fra Fonden for Entreprenørskab.

Anders Lund (tv) og Malthe Muff er i gang med deres kandidatuddannelse, samtidig med at de på fuld tid arbejder på Inniti.

Omringet af robotteknologi og mekaniske fangarme sidder Malthe Muff og Anders Lund og arbejder på deres startup. Vi er på Aalborg Universitet i København (AAU), hvor de to 24-årige ingeniørstuderendes bachelorprojekt er godt på vej til at tage form og blive en rigtig virksomhed med kunder og årsregnskab.

Egentlig er det lidt rodede værksted tiltænkt universitetets professorer og de projekter, de har gang i. Men virksomheden Inniti og dens orange prototype har også fået lov til at være her, fordi det går så godt for dem. De har brug for arbejdsplads.

– Vi får forhåbentlig snart et kontor her på universitetet. Det bliver godt, siger Anders Lund, Innitis tekniske direktør.

Sammen med sin studiekammerat har han opfundet et produkt, som kan automatisere processer for kemiske forskere. Helt konkret skal deres løsning gøre det ud for den dyre håndkraft, der i et kemisk forsøg skal dryppe væske ned i et reagensglas. Det er relevant, hvis en virksomhed eller forskningsinstitution for eksempel udfører mange standardtest.

Virksomheden har også en tredje mand. Det er udviklingsdirektør Mattheo Fumagalli, som oprindeligt er de to studerendes professor. Han tror så meget på projektet, at han har valgt at kaste sin tid ind i det.

Læs også: B&O og Aalborg Universitet forsker godt sammen

"Vi har fået en kortere vej indtil alting, fordi vi har en samarbejdspartner indenfor den rigtige industri. Det er en kæmpe fordel, at vi må bruge Aquaporin i vores markedsføring." siger Malthe Muff, adm. direktør i Inniti

Hjælp fra det etablerede erhvervsliv

Inniti har en prototype, som de har udviklet i samarbejde med cleantech-virksomheden Aquaporin. Robotten er allerede taget i brug og varetager en del af den kvalitetskontrol, Aquaporin bruger til at teste deres membraner.

Det er AAU, som har stået for at etablere samarbejdet, som allerede var i stand ved bachelorprojektets start. Efterfølgende så Aquaporin så meget potentiale i Inniti, at de tilbød at fortsætte samarbejdet.

Generelt samarbejder cleantechvirksomheden meget med universitetsstuderende. Det giver gode muligheder for udvikling studerende og erhvervsliv imellem, mener Jörg Vogel, leder af udviklingsafdelingen i Aquaporin.

– Vi får forskning, som vi måske ikke har tid til at udføre i det daglige arbejde. På samme måde uddanner vi folk, som i fremtiden måske kan blive ansat hos os. Det er win-win. Universiteterne får mere bredde i undervisningen ved at arbejde sammen med industrien, siger Jörg Vogel.

Han startede selv i virksomheden efter et samarbejdsprojekt, som var et led i hans uddannelse.

Ifølge Malthe Muff og Anders Lund har parløbet med Aquaporin været altafgørende for, at de har taget skridtet videre. I samarbejde med cleantechvirksomhedens forskningsafdeling har de testet deres produkt og fået feedback. Det har givet dem en slags blåstempling.

– Vi har fået en kortere vej indtil alting, fordi vi har en samarbejdspartner indenfor den rigtige industri. Det er en kæmpe fordel, at vi må bruge Aquaporin i vores markedsføring. Og det er et godt brand at blive associeret med, siger Malthe Muff, administrerende direktør i Inniti.

– Det gav helt sikkert også noget mod, fortsætter han.

Læs også: Bliv underleverandør til et rumteleskop – der er 3 mia. kr at hente

Flere studenterentreprenører

Inniti er en af stadig flere virksomheder, der er blevet skabt af studerende på danske universiteter.

På Syddansk Universitet er man gået fra at have 14 studentervirksomheder tilknyttet universitetets innovationsprogram i 2015 til i dag at have 83. Hos Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er der i 2016 registreret 45 nye studentervirksomheder, mens der på Københavns Universitet er 73, der modtager vejledning i at starte virksomhed ved siden af studierne.

Og noget tyder på, at det er stærke virksomheder, som udspringer fra de danske universiteter. Tal fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse viser, at 58 procent af de virksomheder, som udspringer fra offentlige forskningsinstitutioner, stadig lever efter seks år.

Det er højt i forhold til det samlede tal for nye danske virksomheder. Her overlevede 41 procent af de virksomheder, som blev etableret i årene 2005 – 2007, de første seks år.

Læs også: Hillerødvirksomhed ser millionindtægter i big data – for både sig selv og kunderne

Studenterentreprenørskabet er blevet mere professionelt

Samlet set er indsatsen for at fremme entreprenørskab blandt studerende blevet mere professionel, lyder det fra Pernille Berg, som er chef for forskning, analyse og videregående uddannelser hos Fonden for Entreprenørskab, en offentlig fond som arbejder for at udvikle entreprenørskab på alle uddannelsesniveauer.

– Der er ingen tvivl om, at den øgede professionalisering, vi ser på danske universiteter, sikrer, at vores studerende kan begå sig internationalt, siger Pernille Berg.

Hun vurderer, at professionaliseringen skyldes et øget fokus på, at universitetsuddannelserne skal tale i retning af det liv, der venter de studerede efter årene på skolebænken.

– Der har de sidste år været enormt pres på universiteterne for at få dem til at forholde sig til, at de studerende bliver relevante for omverdenen. Den opgave har universiteterne blandt andet valgt at løfte gennem entreprenørskab, siger Pernille Berg.

I dag huser seks danske universiteter et studentervæksthus med gratis rådgivning om forretningsudvikling – uafhængig af den skemalagte undervisning. En rundringning foretaget af DI Business viser, at fire universiteter har mere end fordoblet væksthusenes økonomi eller bemanding siden opstart.

Læs også: Video: Flyvende grise skaber banebrydende dansk forskning

Fleksibel hjælp fra universitetet

Anders Lund har fortsat sin kandidatuddannelse på AAU, mens Malthe Muff tager sin på DTU. Det betyder, at de er tilknyttet innovationsprogrammer på begge universiteter, og den hjælp, de kan få, er god og omfangsrig, synes de.

På AAU er de tilknyttet en forretningsudvikler, som hjælper dem med alt det, deres ingeniørbaggrund ikke har givet dem. De har modtaget stipendier fra universitetet, som dækker udgifter til materialer. Og så bruger de værkstedet på universitetet kvit og frit. På DTU deltager de i works­hops, som vejleder studerende i, hvordan man pitcher en idé eller tager næste skridt til at udvide virksomheden.

– Fordelen ved at arbejde med sådan noget her, mens man studerer, er, at der er så mange ressourcer, man kan trække på. Vi kan snakke med dem, der underviser i økonomiske fag og få råd. Det giver helt andre muligheder, siger Malthe Muff.

Lige nu arbejder de fra kl. 9 – 20 hver dag og betragter studierne som sekundære. To ud af tre gange kan de dog forene de to ting og bruge Inniti som case i deres studieprojekter.

Om et år skal Anders Lund, som en del af sin uddannelse, i praktik i en virksomhed. Her har han fået lov til at komme i praktik i Inniti, hvor han i forvejen er sin egen chef. 

Læs også: Topsøe investerede 5 mio. kr. - nu kommer pengene mange gange igen

Potentiale til mere

Tilbage i vækstedet udsender Innitis protottype af og til en susende lyd, fordi den hele tiden bliver testet og forbedret. Den består af kasser med pumper og ventiler, som kan bygges op, alt efter hvilket slags kemisk forsøg, den skal assistere. Det er den fleksibilitet, der gør dens funktion unik.

De to virksomhedsejere rejser sig og tjekker, at det går, som det skal. Inden for den nærmeste fremtid er planen, at prototypen skal markedsføres og sælges, og flere potentielle kunder har allerede meldt sig på banen.

– Da vi afleverede vores bachelorprojekt kunne vi mærke, at der var potentiale til noget mere. Vi havde brugt lang tid på projektet, og vi ville ikke bare slippe det, siger Malthe Muff.

Prototypen bliver styret af en bærbar computer med en masse forskellige koder. Næste udviklingstrin er at gøre betjeningen mere intuitiv og enkel.

– Lige nu er vi her. Men vi har en vision om, at Inniti skal kunne meget mere. Med alle de nye teorier om fremtidens industri, som vi lærer på vores studie, kan vi hjælpe mange kemiske forskere, siger Anders Lund.

Læs også: Dansk firma gør, som Trump ønsker

07.02.2024Dansk Industri

Sponseret

Har du styr på ESG, CSRD og ESRS?

12.01.2024Dansk Industri

Sponseret

Ny ESG & Bæredygtighedsportal hos Dansk Industri (DI)

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

Danske produktionsvirksomheder skaber konkurrencefordele gennem Klimaklar Produktionsvirksomhed

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

CO2-regnskab, bæredygtig produktion, klimaklar.

21.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Organisering af Bæredygtighed og ESG er et ledelsesansvar

15.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Rådgiverne er afgørende for deres kunders bæredygtige og ansvarlige forretning