EU-lande stopper energifråsende produkter
Det skal være slut med at markedsføre produkter, som ikke overholder EUs grænseværdier for energiforbrug. Det vil Danmark og ni andre EU-lande arbejde sammen om i et fælles projekt.
Fakta om ECOPLIANT
- De 10 lande i ECOPLIANT-projektet er: UK, Tyskland, Holland, Sverige, Danmark, Finland, Ungarn, Spanien, Italien og Irland.
- Projektet løber i tre år med DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs, UK, som projektleder. Projektet får i løbet af efteråret en hjemmeside, hvor interesserede kan følge og kommentere projektet.
- ECOPLIANT er igangsat af Energistyrelsen og myndighederne i ni andre EU-lande med økonomisk støtte fra EU's tilskudsordning Intelligent Energy.
Energistyrelsen og myndighederne i ni andre EU-lande er gået sammen i projektet ECOPLIANT for at skabe et mere effektivt markedstilsyn.
Formålet er at sikre, at de produkter, som virksomhederne markedsfører, lever op til EU´s grænseværdier for energiforbrug. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
10 procent overholder ikke krav
Tidligere opgørelser i England og Danmark har vist, at cirka 10 procent af produkterne på markedet ikke overholder kravene. Det forventes, at tallene er højere i de lande, som har meget lidt markedskontrol, oplyser Energistyrelsen.
Læs også: EU fraråder anerkendt miljømærke
Den skærpede kontrol, som ECOPLIANT vil indføre, har været efterspurgt af kommissionen, erhvervslivet og af forbrugerorganisationerne. Et effektivt og ensartet tilsyn beskytter samtidigt de mange virksomheder, som overholder kravene imod unfair konkurrence fra konkurrenter, der ikke kan eller vil overholde kravene.
- OWG