Europa-Kommissionen foreslår nyt direktiv, der skal mindske mængderne af marint affald

Kommissionen præsenterer et forslag til et nyt sæt europæiske regler, som skal mindske mængderne af marint affald. Med gennemførelse af de nye regler forventes EU at kunne spare udgifter til miljøskadelige konsekvenser for mere end €223 mia. frem mod 2030

31.05.2018

Sponseret

DAKOFA

Fokus i det nye forslag er på de ti plastprodukter, der oftest forekommer på de europæiske strande og i havet samt tabte og efterladte fiskeredskaber. Tilsammen dækker det nye forslag således 70% af alt affald, som forekommer i havet. Det nye forslag indeholder bl.a. følgende tiltag:

  • Mål for nedbringelse af forbruget (artikel 4): Medlemsstaterne vil ifølge forslaget skulle reducere anvendelsen af fødevarebeholdere og plastkopper. Det kan de eksempelvis gøre ved at fastsætte nationale reduktionsmål, stille alternative produkter til rådighed på salgsstedet eller sørge for, at engangsplastprodukter ikke udleveres gratis. Artiklen skal gælde senest seks år efter direktivets ikrafttræden.
  • Forbud mod plast i visse produkter (artikel 5): I de tilfælde, hvor der findes lettilgængelige og økonomisk overkommelige alternativer, vil engangsplastprodukter blive forbudt på markedet. Forbuddet skal ifølge forslaget gælde for vatpinde, bestik, tallerkener, sugerør, rørepinde og ballonpinde af plast, som udelukkende vil skulle fremstilles af mere bæredygtige materialer end plast. Artiklen skal gælde senest to år efter direktivets ikrafttræden.
  • Særlige produktkrav (artikel 6): Engangsdrikkevareemballager af plast vil kun være tilladt på markedet, hvis deres kapsler og låg hænger fast på selve beholderen. Dette gælder ikke for metalkapsler eller låg med plastforsegling. Artiklen skal gælde senest tre år efter direktivets ikrafttræden.
  • Krav om udvidet producentansvar (artikel 8): Producenterne skal gennem en udvidet producentansvarsordning være ansvarlige for at dække udgifterne til affaldshåndtering og oprydning samt til oplysningskampagner for så vidt angår fødevarebeholdere, -pakker og -indpakning (f.eks. til chips eller slik), drikkebeholdere og kopper, tobaksvarer med filter (f.eks. cigaretskod), vådservietter, balloner og tynde plastposer. Ordningen vil betyde, at producenterne skal dække omkostningerne til indsamling (herunder også i havene), transport og behandling af denne type affaldsprodukter, herunder også gennemførsel af oplysningskampagner. Branchen tilskyndes også til at udvikle mindre forurenende alternativer til disse produkter.
  • Separat indsamlingsmål (artikel 9): Medlemsstaterne forpligtes til at indsamle 90 % af alle engangsdrikkeflasker af plast inden 2025, f.eks. ved hjælp af en producentansvarsordning eller et pantsystem.
  • Bevidstgørende foranstaltninger (artikel 10): Medlemsstaterne forpligtes ifølge forslaget også til at gøre forbrugerne opmærksomme på den negative indvirkning, som affald af engangsplast og fiskeredskaber har på miljøet (herunder særligt havmiljøet), samt på de tilgængelige genbrugsordninger og affaldshåndteringsmuligheder der er sat i værk for netop disse produkter.

De europæiske virksomheder skal høste gevinsterne
Plast i havene er et globalt anliggende, men med et fælles sæt regler for hele EU-markedet ønsker Kommissionen at skabe et springbræt for de europæiske virksomheder til at opnå stordriftsfordele og blive mere konkurrencedygtige på det globale marked for bæredygtige produkter. I forbindelse med lanceringen af Kommissionens forslag udtalte Jyrki Katainen, næstformand med ansvar for vækst, beskæftigelse, investeringer og konkurrenceevne, at: 

"Plast kan være fantastisk, men vi er nødt til at bruge det mere ansvarligt. Engangsplast er hverken økonomisk eller miljømæssigt et intelligent valg, og med det i dag fremsatte forslag vil vi hjælpe virksomhederne og forbrugerne med at gå over til bæredygtige alternativer. Det er en mulighed for Europa til at gå forrest, fremstille produkter, som resten af verden vil efterspørge i mange årtier frem, og få mere økonomisk værdi ud af vores kostbare og begrænsede ressourcer. Vores indsamlingsmål for plastflasker vil også bidrage til at genere de mængder, som er nødvendige for en velfungerende plastgenanvendelsesindustri."

Næste skridt
Forslaget følger den almindelige lovgivningsprocedure i EU (co-decision) og fremsendes dermed nu til Rådet og Europa-Parlamentet, som skal beslutte, om de formelt vil tage stilling til forslaget.

Forslaget er et konkret resultat af den europæiske plaststrategi, som blev lanceret tidligere på året.

Du kan finde pressemeddelelsen her

Kommissionens forslag til det nye direktiv kan læses her. Nederst i pressemeddelelsen finder du også et annex og en impact assessment, som danner baggrund for forslaget. 

21.06.2023DAKOFA

Sponseret

Genbrug skal belønnes i byggeriets klimaregnskab

15.03.2023DAKOFA

Sponseret

Et tættere nordisk samarbejde kan accelerere den cirkulære økonomi

26.01.2023DAKOFA

Sponseret

Ny LCA-baseret vurdering af det europæiske genbrugsmarked for tekstiler

23.01.2023DAKOFA

Sponseret

Når plast ikke er emballager

07.07.2022DAKOFA

Sponseret

Nyt plast-opråb fra OECD

04.07.2022DAKOFA

Sponseret

Hvordan måler vi affaldsforebyggelse?