05.02.2016  |  Strategi & ledelse

Indspark: Famler danske bestyrelser i blinde, når vi taler bæredygtighed?

På det digitale område har vi set, hvordan kompetencerne i de danske bestyrelser halter efter, men spørgsmålet er, om det ikke står endnu mere grelt til, når vi taler bæredygtighed?

Der er meget snak om, hvor bæredygtighed skal være placeret i virksomheden, om den overhovedet skal have sin egen afdeling eller langt hellere skal gennemsyre hele butikken. Jeg vil anbefale, at bæredygtighed leves og åndes, er en del af virksomhedens bankende hjerte. Adskillige undersøgelser som f.eks. ”The Impact of Corporate Sustainability” fra Harvard Business School påviser skam også, at virksomheder, som lever bæredygtighed, høster den største fortjeneste. I den mest omfattende globale undersøgelse til dato blandt virksomhedsledere  ”The CEO Study on Sustainability 2013” sagde hele 76%, at implementering af bæredygtighed i hjertet af firmaet åbner op for ny vækst og nye muligheder. Men spørgsmålet er, hvor klædt på er ledelsen til at træffe bæredygtighedsbeslutninger – og måske ligeså vigtigt, hvad med bestyrelsen?

I en undersøgelse fra Odgers Berndtson i Marts 2015 blandt virksomhedsledere fra Danmarks største virksomheder kom det frem, at de manglede kompetencer i bestyrelsen inden for CSR. Det kan være en trussel mod danske virksomheders grønne omstilling, spild af ressourcer, hvis der famles i blinde eller decideret en bombe under virksomhedernes indtjening.

Der er jo tonsvis af triste eksempler fra en anden store omstillingsbølge, der ramte danske virksomheder: den digitale. Tænk på, hvor mange virksomheder, der gik nedenom og hjem, fordi de ikke sadlede om eller forstod den nye digitale virkelighed. Og den samme undersøgelse fra Odgers Berndtson, viser desværre at der selv i dag på det digitale er langt vej igen, hvor kun 22% siger, de har digitale kompetencer i bestyrelsen. Lad os nu for katten lære af tidligere tiders fejltagelser og gøre det rigtige på bæredygtighed.

Det ser desværre ikke godt ud, som jo nærmest er blevet et mantra, når man taler klima og grøn omstilling. United Nations Global Compact rapport blandt 2.587 virksomhedsledere fra hele verden viser, at kun 22 pct. af lederne tilkendegav, at deres bestyrelse var aktivt involveret i at udvikle og eksekvere virksomhedens bæredygtighedsindsats. Hvad nytter det at have en dynamisk virksomhedsleder, hvis bestyrelsen har kompetencehuller inden for et af de vigtigste vækst- og trussel områder? Hvilken rolle spiller den oftest høje gennemsnitsalder på danske bestyrelser, når der tales om nye forbrugerværdier og nye bæredygtige forretningsmodeller? Hvad betyder det, når bæredygtighed for flertallet af bestyrelsen betyder et-eller-andet nogle hippier gjorde i Thy lejren i 70’erne? Dette er især farligt, da bæredygtighed i forvejen er et komplekst felt med mange discipliner.

Vi står overfor en udfordring i de danske såvel som udenlandske bestyrelser. Hvis ikke virksomhedslederen har den rette opbakning, forståelse eller sparring fra sin bestyrelse kan nok så gode tiltag hurtigt kulsejle. Det kan måske forklare, hvorfor virksomhedens bæredygtighed og samfundsansvar af og til kan virke påklistret eller ustruktureret? Bæredygtighed og CSR bliver oftest til ”Sådan-noget-skal-vi-da-også-have”, hvilket blot resulterer i et nyt menupunkt på hjemmesiden og en rapport fremfor en forretningsstrategisk fordel.

Spørgsmålet er, hvordan sikrer vi den rigtige viden og sammensætning i bestyrelsen (og for den sags skyld ledelsen)? Sportsgiganten Nike har fundet en mulig løsning. De har inviteret et ekspertpanel inden for, som kan hjælpe og guide bestyrelsen gennem de oftest komplekse og videns-tunge bæredygtigheds problematikker. Og er det netop ikke gennem kvalificeret dialog og sparring vi, som mennesker og virksomheder, bliver bedre? Bæredygtighed byder på mange store problemstillinger og muligheder for virksomheder, men uden en bæredygtighedsstemme i bestyrelsen og hos ledelsen, kan det blive svært at svare igen på udfordringerne. 

Mere fra Thomas

Thomas Kolster

Mr. Goodvertising - Author, Speaker, Critic and Expert in Sustainable Communication

I advise and assist businesses & non-profits on how to turn environmental, societal and health risks into market opportunities where growing the bottom line goes hand in hand with creating a better planet – and a more genuine, purposeful brand. When you show care towards people and what they care about; people will care about you. In my book “Goodvertising”, through arti…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere