22.05.2018  |  Kommunikation

Fashion Summit: Det lærte vi på dag 2

Indhold fra partner Hvad er dette?

På andendagen af Copenhagen Fashion Summit var der fokus på at ændre tankegang, digitalisering, robotter en også de vanskeligheder, SMV’er møder, når de arbejder med bæredygtighed. Her får du en række nøglebetragtninger fra tre danske SMV’er, Nike og Levi’s.

H.K.H. Kronprinsesse Mary åbnede andendagen af Copenhagen Fashion Summit, og herefter var er lagt op til en tour de force udi bæredygtighed anskuet fra stort set hver en kant.

dagens første keynote speaker var David Roberts, serieiværksætter og en af Singularity Universitys mest anerkendte tænkere og tryllebindende talere. Han slog hurtigt fast, at det ikke nytter blot at ændre adfærd, for adfærd er udelukkende et mønster, så hvis der skal ske fundamentale ændringer, må man ændre sin måde at tænke på. Og Roberts ser et akut behov for ændringer i modebranchen og dermed også dens tankegang.

”Vi lever i aflukket kugle, hvor vi alle er afhængige af det samme vand og den samme luft. Alt det, der ikke er cirkulært, forgifter os. Vi er inde i et rumskib, og alt det vi foretager os, påvirker derfor alle andre,” slog han fast. Han pointerede, at historien viser talrige eksempler på, hvordan problemer med overflod af teknologi er blevet løst ved hjælp af ny teknologi, som ganske enkelt er bedre. Heri ligger der håb for modebranchen.

”Modebranchen bør bruge kreativiteten til at reparere sig selv. Men at have teknologi og at have ledere, der tager den til sig, er to forskellige ting. Det her er ikke teknologiproblem, vi taler om, men et lederskabsproblem. Lederskab handler om at stille op og træde tydeligt frem. Alle ændringer i verden starter med én person,” lød det fra David Roberts, hvis tale havde et stærkt greb om tilhørerne.

Se hele David Roberts’ tale øverst. 

Bæredygtighed skal ikke leve i sin egen afdeling men i hele organisationen
I det efterfølgende programelement var blandt andre Niels Eskildsen, adm. direktør i Designers Remix på scenen. Han fortalte, hvordan virksomheden er i gang med at omstille brandet i en bæredygtig retning.

Det har blandt andet betydet, at organisationen har fået større magt i forhold til bæredygtighed, transparente leverandørlister, langt flere monofiberprodukter samt redesign af gamle Designers Remix produkter under navnet Preloved Remix.

”Det er stadig en investering, og vi tjener ikke penge på det endnu,” sagde en ærlig Niels Eskildsen, som dog har store bæredygtige ambitioner for brandet, som han driver med sin hustru Charlotte Eskildsen.

”For at nå derhen, hvor vi ønsker, er vi nødt til at ændre hele vores supply chain,” sagde han og understregede, at det er en tidskrævende , men vigtig, proces. 

På scenen var også Mark Walker, CEO i amerikanske Outerknown, som er skabt med bæredygtighed for øje. Derfor brandet langt i sit bæredygtighedsarbejde, men Mark Walker erkender, at det kan være rigtig svært at producere bæredygtigt og kræve transparens fra leverandører, når man kun lægger ordrer på 1.000 stk. Han understregede, at bæredygtighed er noget, der skal gennemsyre hele virksomheden, hvis man vil have succes.

”Bæredygtighed er ikke én afdeling i organisationen. Det skal konstant være i lokalet og en integreret del af alt det, vi gør,” fortalte han.

Spørger man Eric Sprunk, COO hos Nike, er der al mulig grund til at arbejde seriøst med bæredygtighed.

”At skabe en bæredygtig omstilling er en af vor tids største udfordringer,” sagde han således og understregede, præcis som andre talere dagen forinden, at den mest radikale ændring skete, da Nike internt ændrede kultur. Det betyder blandt andet, at sourcing-teamet nu kan holdes ansvarlig for den indvirkning, de forårsager i produktionen.

Se hele Eric Sprunks indlæg om, hvordan Nike arbejder med bæredygtighed som en integreret del af strategien, her

Det er ikke let
Ifølge en rapport fra Ellen McArthur Foundation produceres der årligt 53 mio. tons fibre til fremstilling af beklædning på globalt plan, og hele 73 % af disse bliver enten brændt eller ender på lossepladser. Netop derfor spiller den cirkulære tankegang også en nøglerolle på dette års Summit, præcis som sidste år.

Mange virksomheder forsøger at bryde koden og blive cirkulære i langt højere grad. Men det er ikke uden problemer.

”Cirkularitet er virkelig svært. Det kræver en omfattende indsats,” lød det fra Paul Dillinger, Vice president and head of Global Product Innovation and Premium Collection Design, Levi Strauss & Co. En virksomhed, som ellers er langt fremme på den bæredygtige front, og har været det i en årrække, som blandt andet har arbejdet på at skabe et denimstof, som er dobbelt så stærkt som normal denim, hvilket giver produktet langt længere levetid. Derudover har Levi’s også været meget innovative for at nedbringe vandforbruget, som traditionelt har været meget højt ved denimproduktion.

At det er svært at håndtere bæredygtighed, understregede to mindre danske modevirksomheder i form af Norse Projects og Soulland. Ingen af de to brands kommunikerer bæredygtighed eksplicit

”Jeg tror, der er mange antagelser, når det handler om bæredygtighed. Det skal helt sikkert gøres mere klart, hvad der egentlig er godt, og hvad der virker,” sagde Tobia Sloth, CEO og CCO i Norse Projects.

Brandet er meget opmærksomme på, hvordan de kan blive mere bæredygtige, eksempelvis gennem partnerskaber, men også ved at fokusere på produkternes kvalitet og europæisk produktion. Allerhelst så Tobia Sloth dog, at bæredygtighed slet ikke skulle italesættes i så eksplicit grad.

”I virkeligheden ville det bedste være, at vi stod i en situation, hvor ingen talte om bæredygtighed, fordi det var blevet normen. Lidt ligesom, at vi kan drikke vand fra hanen her i København uden at bekymre os om det,” sagde han.  

Også i Soulland er bæredygtighed en lidt vanskelig størrelse at få has på, selvom brandet har forpligtet sig til en bæredygtig omstilling. 

”Da vi deltog her (på Fashion Summit, red.) i 2012, besluttede vi at gøre noget. Men det har været meget komplekst, og vi blev også en smule paralyseret over, hvor vi skulle begynde,” lød det fra Jacob Kampp Berliner, direktør i Soulland. Siden har brandet taget skridt i en mere bæredygtig retning blandt andet ved at benytte genanvendt polyester, ligesom Soulland fortsat ser på andre bæredygtige landvindinger.

Digitalisering betyder højere hastighed og skaber grobund for transparens
Vi springer fra to danske streetwear brands, til en absolut gloabl sværvægter. Spencer Fung indtog scenen til en samtale om, hvordan digitaliseringen bringer nye muligheder for modebranchen. Spencer Fung er Group CEO i Li & Fung, hvor han har igangsat en proces, der skal skabe fremtidens supply chain.

”Branchen imødegår en digitalisering og disruption, men ærligt talt tror jeg endnu ikke den er klar til det. Det handler i bund og grund om at skifte mindset, og det betyder en ændring af den menneskelige adfærd. Det er ikke let,” sagde Fung.

Fremtiden er 10 gange så hurtig, som vi er vant til, og den er digitaliseret. Derfor er der behov for, at vi ændrer og disrupter os, vurderer Spencer Fung. I Li & Fung har de kortlagt en række indsatsområder i forsyningskæden, som skaber størst effekt.

Derfor arbejder Li & Fung nu med fotorealistisk 3D design, som i sidste ende kan spare en række af de mange prøver og kommentarer, som sendes frem og tilbage mellem brand og producent. Derudover ser Li & Fung blandt andet på, hvordan brugen af sensorer og Internet of Things kan hjælpe SMV’er til en mere effektiv supply chain. Det handler langt hen ad vejen om fart. I stedet for 40 uger fra produktet designes, til det når butikken, skal det kunne gøres på 16-20 uger, hvis det står til Spencer Fung.

Det giver også grobund for en fuldstændig transparent værdikæde, hvis digitaliseringen for alvor tager over, da alt kan kortlægges. Men hvis branchen skal omfavne de digitale muligheder, kræver det ændringer.

”Det forandrede mindset er nøglen. Det handler om at være mentalt forberedt til den fremtidige verden. Vi sætter konstant nye mål, og det samme skal vi gøre med vores mindset. Vi er nødt til at tænke eksponentielt,” afsluttede Spencer Fung.

Robotterne kommer, og det kan skabe positiv omvæltning
Senere på dagen var der særskilt fokus på robotter. Robotterne som i løbet af de senere år er blevet så avancerede, at de kan overtage en række syfunktioner. Det betyder også, at en række af de mest udsatte jobs i produktionen af tøj i fremtiden kan blive overtaget af robotterne.

”Branchen har gjort et lortejob i forhold til at tage sig af sine arbejdere. Robotteknologien er en måde at adressere det på, og derfor er vi nødt til at se på digitaliseringen som en arbejdskraft frem for at dæmonisere dem,” sagde Pete Santora, CCO hos robotvirksomheden SoftWear Automation med henvisning til debatten om, at robotterne medfører tab af arbejdspladser. 

Netop den del fyldte en stor del af debatten på scenen, men paneldeltagerne var generelt enige om, at robotterne giver nye muligheder, men at de også kræver en opkvalificering og uddannelse af syersker med mere, som mister deres manuelle arbejde. 

David Roberts fra Singularity University var også en del af panelet, og han vurderer, at teknologien også kan medføre en udvikling af hele holdningen til det at gå på arbejde:

”Størstedelen af dem, som arbejder i branchen, gør det kun for pengene. Jeg håber, at vi i 2030 vil se markant flere i denne branche, som elsker deres jobs og finder glæde i at gå på arbejde.”

Noget som Pamela Mar, Director, supply chain futures, Fung Academy and director, sustainability, Fung Management Limited, bakkede op:

”Min erfaring siger mig, at medarbejderne ønsker at udvikle sig over tid, og de er lige så bevidste som os om, at den digitale økonomi er her. Og det er positivt, fordi vi i fremtiden kan gøre mere med færre ressourcer.”

Da de to dages program var overstået stod det klart, at der stadig er meget at gøre. Modebranchens pulse score er ganske vist steget fra 32 til 38 ud af 100, men der er lang vej igen. Men Copenhagen Fashion Summit har endnu en gang været med til at sætte bæredygtighed øverst på modebranchens agenda, og forhåbentlig ser vi en højere score, når næste udgave løber af stablen i maj 2019.

I næste uge giver vi dig et overblik over nogle af de nye teknologier, materialer og løsninger, der blev præsenteret som en del af Innovation Forum. Her kan du blandt andet læse mere om 3D-modeludvikling, ananasbladfibre og farvning med et absolut minimumforbrug af vand.  

Denne artikel er en del af temaet I fokus:modebranchens forandring

Mere fra Dansk Mode & Textil

Dansk Mode & Textil

www.dmogt.dk

Dansk Mode & Textil, eller DM&T i daglig tale, har været branchens naturlige omdrejningspunkt siden 1895, og er i dag en moderne branche- og arbejdsgiverorganisation med indsigt i medlemmernes hverdag og de udfordringer, branchen står over for.  DM&T repræsenterer mere end 300 virksomheder, som dagligt nyder godt af DM&T’s faglige rådgivning, inspiration, netværksdannelse…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere