s Formel 1-teknologi skal give mindre bilos | CSR.dk

23.03.2016  |  Klima, miljø og energi

Formel 1-teknologi skal give mindre bilos

Den britiske regering vil bruge 360 mio. kr. på at reducere udstødningen fra landets biler. Det omfatter bl.a. støtte til et projekt, der vil inddrage teknologi fra formel 1-verdenen til at gøre bilerne lettere.

Biltrafikken i London kan se frem til at blive grønnere over de kommende år, i takt med at den britiske regerings investering slår igennem. Foto: Flickr/Mike Knell

Lettere biler, der kører længere på literen (eller endnu bedre: opladningen). Det er målet med det store udviklingsprojekt, til hvilket regeringen i Storbritannien netop har bevilliget 38 mio. pund (godt 360 mio. kr.), og som bl.a. skal hente teknologisk inspiration fra Formel 1-sporten, skriver edie.net.

Læs også: Sverige pumper flere penge i elbiler

Konkret handler det om et konsortium bestående af Jaguar Land Rover og Nissan, der skal konkurrere om at udvikle materialeløsninger, der kan gøre kommercielle køretøjer lettere og dermed mere brændstofeffektive, uanset om drivmidlet er benzin, diesel eller el.

Ifølge det britiske transportministerium, Department for Transport (DfT), kan teknologien reducere vægten på stålkomponenter i fx en Nissan Leaf med mere end 50 procent, hvilket vil øge dens rækkevidde med omkring en fjerdedel.

Mange projekter undervejs
I alt har regeringen i London afsat £600 mio. frem mod 2020 til at understøtte fremkomsten af biler med ultralav eller inden drivhusgasudledning, og forventningerne til projektet er store.

”Vores investering vil hjælpe Storbritannien til at blive en verdensleder i denne spændende og værdifulde teknologisektor, hvilket vil skabe højt kvalificerede arbejdspladser i fremtiden som en del af vores langsigtede økonomiske plan. Den vil også betyde lavere omkostninger for bilisterne og mindre brændstofforbrug, hvilket er godt for både miljøet og vores økonomi”, siger transportminister Andrew Jones til edie.

Den nye bevilling vil blive spredt ud til over 130 bilproducenter, teknologiselskaber og forskningscentre i UK, der har bl.a. udviklingsprojekter inden for batteriteknologi og biobrændsel på tegnebrættet.

Læs også: Rapport: Europas lastbiler er ikke blevet grønnere

Ifølge tal fra Energistyrelsen står vejtransporten for mere end 20 procent af den samlede CO2-udledning i EU, og heraf tegner de lette køretøjer (personbiler og mindre varevogne) sig for de 70 procent. Organisationen Carbon Independent beretter om lignende tal i Storbritannien.

-AK

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere