FSC Design Award til ung studerende
Konkurrencen FSC DesignAward skal sætte fokus på bæredygtigt design. 2010-udgaven af prisen er netop uddelt.
I den forgangne uge vandt Mette Schelde, der er studerende ved Arkitektskolen i Århus, årets FSC DesignAward.
FSC Design Award er en årlig konkurrence for danske design- og arkitektstuderende, der afholdes for at sætte bæredygtigt design på dagsordenen.
Vinderdesignet bærer meget passende navnet SideTable, da det netop er et lille, enkelt sidebord. Og det var især enkeltheden, der også var dommernes begrundelse for, at Mette Schelde løb med hæderen.
- SideTable er nemt at forstå og et møbel, som alle kan få brug for, lød det fra dommerkomitéen, der understregede, at designet vil være helt rigtigt at forbinde med FSC-mærket, hvis det skulle komme i produktion.
Dobbelt så mange designs i år
I alt 77 produkter lavet af arkitekt- og designstuderende fra fem skoler i hele landet var med i konkurrencen, hvilket er en lille fordobling af deltagere siden sidste år.
Det er nu femte gang, vi afholder konkurrencen, og for hver gang kommer der flere og flere deltagere. Vi håber, at de studerende vil tage deres erfaringer fra konkurrencen med sig, når de skal præge designbranchen en dag og tænke over, hvad træets historie betyder for et design, siger Ida Rehnström, kommunikations- og kampagneansvarlig ved FSC Danmark.
Årets dommerpanel bestod af designerne Rikke Frost og Tobias Jakobsen, samt Anne Friis, kategoriansvarlig ved Bolig og Fritid, Coop og Peter Rantzau, medstifter af designvirksomheden Munio.
-LA