Godt 2008 for den danske vindmølleindustri
Eksporten nåede op på 42 milliarder kroner, omsætningen steg til 53 mia. og beskæftigelsen voksede med over 20 %. 2008 blev et rigtigt godt år for vindmølleindustrien i Danmark.
Brancheforeningen Vindmølleindustrien har offentliggjort industriens branchestatistik for 2008, og det er positiv læsning.
Det gik godt for eksporten af dansk energiteknologi og det gik i særdeleshed godt for vindmølleindustriens eksport, der i 2008 stod for mere end 70 pct. af den samlede danske eksport af energiteknologi, konstaterer Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.
Fremtidsudsigterne er dog mere dystre. Finanskrisen har således lagt en dæmper på forventningerne til 2009, og året byder desuden også på nye udfordringer der skal takles godt, specielt hvis den flotte eksport skal fastholdes.
Vindmølleindustrien har et akut behov for at kunne teste og demonstrere sin teknologi i Danmark. Derfor er det af afgørende betydning for industriens fremtid, at der findes de rigtige testpladser til prototyper og tilstrækkeligt af dem meget snart, siger Jan Hylleberg, der desuden også håber på øget politisk opbakning i forbindelse med, at der skal lægges planer for den vedvarende energi frem mod 2020. Allerede nu har branchen således mistet arbejdspladser i år, så der vil være brug for al tænkelig støtte fremover.