22.04.2015  |  Klima, miljø og energi

Grønt landbrug får milliarder

Et flertal i Folketinget har indgået en aftale om at målrette 3,9 milliarder kroner mod miljøvenlig vækst i dansk landbrug.

Flere grønne stalde og mindre kvælstof bliver frem over en realitet i det danske landbrug. Et flertal i Folketinget, bestående af regeringen, SF og Enhedslisten, har nemlig indgået en aftale om fordelingen af EU's landdistriktsmidler i årene 2016-2018, skriver børsen.dk.

Læs også: Regeringen, SF og EL enige om klimapulje-fordeling

Aftalen betyder, at der i alt vil blive målrettet 3,9 milliarder kroner mod miljøvenlig vækst i dansk landbrug.

Ud af de knap fire milliarder kroner vil cirka 850 millioner kroner gå til nye grønne stalde, forklarer fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

”Det er investeringer, der mangler ude i erhvervet, og vil løfte produktionen, så den bliver mere effektiv, miljøvenlig og med et højere niveau af dyrevelfærd. Støtten vil give investeringer for op imod 3,3 milliarder kroner og skabe 1.600 job i landbruget frem til 2018”, skriver ministeren.

Mindre ammoniak
Investeringen i de nye grønne stalde skal blandt andet være med til at begrænse den forurening, der kommer fra ammoniak og partikler. Og det er en glædelig nyhed, mener Kaare Press-Kristensen, seniorrådgiver fra Det Økologiske Råd.

”Landbrugets ammoniakforurening er et af landets største og dyreste miljøproblemer. Forureningen kan heldigvis let reduceres ved brug af miljøteknologi, hvilket kan ske uden at belaste erhvervets konkurrenceevne mærkbart”, siger Kaare Press-Kristensen til børsen.dk.

Læs også: Intet nyt i regeringens bæredygtighedsplan

Den aftalte støtte falder inden for hovedområderne vækst- og konkurrenceevne; økologi; natur, miljø og klima samt landdistriktsudvikling.

-SSM

Mere fra Sarah

Sarah Stendorff Meier

Redaktionsassistent

Uddannelse: Bachelor i journalistik og kommunikation ved Roskilde Universitet 2012-2015. Kandidatstuderende i journalistik og kommunikation ved Roskilde Universitet. Fokusområder: socialstof, arbejdsmiljø, installationsbranchen og festivaler. 

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere