Hamburg er Europas grønneste by i 2011
Hamburg i Tyskland har fået titlen European Green Capital 2011 tildelt af Europakommissionen. Der er anden gang, den uddeles.
Hamburg i Tyskland har fået titlen European Green Capital 2011 tildelt af Europakommissionen. Det er anden gang, at kommissionen uddeler prisen, som går til byer, der har gjort noget særligt for at beskytte miljøet.
Ifølge Europakommissionen går prisen i 2011 til Hamburg, fordi byen har bevist, at en meget industrialiseret havneby kan få success med at kombinere miljømæssig bæredygtighed og økonomisk vækst.
Nogle af de tiltag, Hamburg realiserer i 2011, er den første International Day of Enviromental Law, hvor deltagerne vil diskutere lovmæssige guidelines for, hvordan man i forbindelse med søfart bedst muligt beskytter miljøet. Derudover afholder Hamburg næste år The Green Port Congress, hvor internationale eksperter vil tale om løsninger for bæredygtig udvikling i søfarten.
Sidste år gik titlen som Europas grønneste by til Stockholm. Europakomissionen håber, at prisen vil få flere europæiske byer til at tænke grønt og gå i front med miljømæssige tiltag. - MS