Hjørring får Danmarks mest bæredygtige stadion
Hjørrings gamle stadion på Femhøje skal rives ned og erstattes af et nyt og moderne byggeri. Det nye stadion skal være kendetegnet ved at overholde kravene til passivhuse samt indarbejde elementer fra DGNB. Dermed er der lagt op til Danmarks mest bæredygtige stadion.
Højisolerede konstruktioner, udnyttelse af dagslys, luftkvalitet, affaldshåndtering og minimering af udgifter til drift og vedligehold. Dette er blot nogle af de bæredygtige tiltag, der vil blive arbejdet med i det kommende stadionbyggeri i Hjørring.
For at indarbejde de mange tiltag inden for bæredygtighed vil projektet blive indledt af en designproces, som samler alle tråde inden detailprojekteringen. I denne proces mødes byggeleder, bygherre, arkitekt og ingeniør regelmæssigt for at sikre, at tiltagene belyses fra alle vinkler, og at beslutninger bliver taget så snart, det er muligt.
Læs også: Bæredygtighed er i højsædet på nyt universitetshospital
Vi har en meget skarp tidsplan, og vi ved fra tidligere, at åben kommunikation er det bedste redskab, når mange bæredygtighedstiltag skal indarbejdes. Bæredygtighed er et bredt begreb, og der skal tages mange beslutninger, siger Henrik Staun, der er salgsdirektør i Lund & Staun, som netop har vundet totalentreprisen på Hjørrings nye stadion, til building-supply.dk og fortsætter:
Hjørring Kommune har virkelig taget bæredygtigheden til sig, hvilket vi synes er utroligt positivt. Vi har før sagt, at det bæredygtige byggeri er kommet for at blive. Det mener vi stadig, og vi håber, at endnu flere kommuner vil følge trop i fremtiden.
Læs også: Nyt sundhedshus er bæredygtigt fra kælder til kvist
Det nye stadion vil foruden de mange bæredygtige tiltag både være fleksibelt og robust, hvilket for eksempel betyder, at flere aktiviteter kan afvikles sideløbende, gæster kan bespises på både første og anden sal, og undervisningslokalerne kan laves om til én stor VIP-lounge. Samtidigt har det været vigtigt at skabe et stadion, som inviterer indenfor.
Det nye stadion vil stå færdigt ved midten af juli 2015.