Hold øje med badevandet på bryggen og luftkvaliteten i Lissabon
Microsoft og Det europæiske Miljøagentur, EEA, har udvidet portalen Eye On Earth, så det nu er muligt også at følge med i luftkvaliteten i hele Europa. Indholdet kommer fra både videnskaben og den almene borger.
I maj 2008 lancerede Microsoft og Det europæiske Miljøagentur, EEA, portalen Eye on Earth, hvor brugeren ved hjælp af det interaktive program WaterWatch kunne holde øje med vandkvaliteten rundt omkring i Europa. Nu udvider og opdaterer de to samarbejdspartnere så siden med programmet AirWatch, der, som navnet antyder, giver brugeren mulighed for at overvåge luftkvaliteten over hele kontinentet. Programmet benytter data fra både videnskabelige målestationer og almindelige borgeres egne input og kan derfor præsentere både det hele store overblik og det helt præcise øjebliksbillede fra en specifik gade. Alt sammen udtrykt i letforståelige termer. Folkene bag er naturligt nok begejstrede for sidens muligheder.
Vores miljø ændrer sig. Vi kan alle sammen se de små forskelle der hvor vi bor, eller på steder vi besøger regelmæssigt. Eye on Earth giver os alle sammen muligheden for at være informerede om disse forandringer. Og jo flere mennesker der forstår, hvad der sker i deres lokalområde, jo flere vil bidrage til at løse problemerne, siger Jacqueline McGlade, executive director hos EEA.
Vores partnerskab med EEA er et godt eksempel på, at forskellige organisationer fra den offentlige og private sektor kan gå sammen og kombinere deres ekspertise mod et fælles mål, nemlig at synliggøre de miljømæssige forandringer, siger Rob Bernard, chief environment strategist fra Microsoft.
Eye on Earth, der herhjemme samarbejder med Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), vil i den kommende tid blive tilgængelig på i alt 25 europæiske sprog, herunder dansk, og desuden blive yderligere udvidet med oplysninger om bland andet biodiversitet og støjforurening i Europa.
-AK