15.12.2015  |  Medarbejder

Indspark: Hvordan får vi lavtuddannede ledige i spil igen?

Det er et stort paradoks, at virksomheder inden for bl.a. industri, produktion og restaurationsbranchen skriger på arbejdskraft og har akut behov for assistance til at få besat ledige stillinger, mens vi taber de lavtuddannede ledige på gulvet og har svært ved at tilbyde dem job.

Mens beskæftigelsen stiger generelt, er den lavtuddannede del af arbejdsstyrken fortsat hægtet af. Det viser tal fra SFI og Danmarks Statistik. Ifølge Danmarks Statistik var beskæftigelsesfrekvensen i 2008 65,5 % blandt ufaglærte, 58,2 % i 2010 og stadig nedadgående ved de nyeste tal i 2014, hvor den ligger på 54,3 %. En stor del røg ud under krisen og har altså ikke formået at kæmpe sig tilbage igen.

Virksomhederne fravælger ofte de ledige kontanthjælpsmodtagere og har ikke fokus på at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet, ifølge blandt andre Maibritt Iversen, Rådmand ved Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune (S). Det siger hun til Avisen.dk

Også de faglige organisationer ved, at der er en udfordring, men de oplever ikke, at virksomhederne i særlig høj grad kommer til dem for at få konkrete forslag til ledige, som måske vil kunne besætte eventuelle job. Det siger blandt andre Tina Møller Madsen, der er gruppeformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration til Altinget.dk

Fælles ansvar for at besætte job
For at løse udfordringen opfordrer vi i Cabi til, at jobcentrene går mere aktivt ind i at tilbyde virksomhederne en tidligere og målrettet opkvalificering af lavtuddannede ledige og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, så de kan komme i spil, når virksomhederne rekrutterer.

Investering i relationen til virksomheden og den faglige opkvalificering vil sikre loyale og dygtige medarbejdere, som har fået chancen for at komme i job igen. Og det er i mange tilfælde en mere holdbar og langsigtet løsning end fx at ansætte udenlandsk arbejdskraft, som måske rykker tilbage til hjemlandet igen.

Lavtuddannede ledige kan komme i job igen via bedre og mere samarbejde mellem virksomheder, jobcentre og de faglige organisationer, og både virksomheder og jobcentre har et ansvar for at skabe rammerne for dette. Som Maibritt Iversen (S) også siger til avisen.dk, giver det stor værdi, hvis virksomhederne bruger jobcentrene mere og i højere grad henvender sig med de stillinger, som de mangler medarbejdere til.

Vi hører fra dialogen med virksomhederne, at de er udfordret af forskellene i serviceniveau mellem jobcentrene – og forbruget af ressourcer, når man skal være i kontakt med flere jobcentre. Det er helt givet, at der hvor virksomheder og jobcentre sammen sætter rekrutteringsarbejdet i system, dér når man også langt. De gode samarbejder og resultater bærer frugten med sig, når der så åbnes for mulighed for også at samarbejde om investering og indslusning af udsatte grupper i konkrete brancherettede jobfunktioner.

Eksempler på samarbejde mellem virksomheder og jobcentre
Vi ser det allerede ske i det små: Det hele begynder nogle gange med et initiativ fra virksomheden, som har akut behov for arbejdskraft, og derfor indgår samarbejde med et eller flere jobcentre og faglige organisationer. Erfaringen er, at det har allermest værdi, når jobcentrene og virksomhederne arbejder tværkommunalt og skaber fælles løsninger sammen med andre kommuner og med de faglige organisationer, så både virksomheder og jobcentre kan spare ressourcer ved at arbejde systematisk med rekruttering.

I Østjylland er 11 jobcentre fx gået sammen med 3F og Dansk Metal for at hjælpe industrivirksomhederne med at rekruttere og opkvalificere ledige. Og på Sjælland er en række produktionsvirksomheder gået sammen med jobcentrene i området. Her har produktionsvirksomheden DBI Plastics taget initiativet til et samarbejde om at finde og opkvalificere ledige inden for de arbejdsområder, hvor virksomheder har et akut behov.

Hos Jobservice Danmark kan virksomheder henvende sig direkte gennem et fælles, landsdækkende initiativ og derved få et samarbejde med alle jobcentre i landet. Dette har fx NCC Construction benyttet sig af.

Stadig stort potentiale for samarbejde
Dog er der stadig stort potentiale for yderligere og tidligere samarbejde mellem jobcentre og virksomheder om at få den lavtuddannede arbejdsstyrke tilbage på arbejdsmarkedet. Jobcentrene skal selvfølgelig også gøre deres arbejde for at servicere virksomhederne – det er der stort fokus på i beskæftigelsesreformen og hos Cabi. Men der er også behov for initiativer fra virksomhederne, der efterspørger et mere målrettet samarbejde med jobcentre om brugen af opkvalificering som en del af virksomhedens rekrutteringsstrategi.

Løsningen på udfordringen er bestemt ikke enkel – men vi kan se, at der er mange tværgående samarbejdsmuligheder, som er oplagte at få banen, så vi kan bringe de lavtuddannede ledige i spil igen.

Læs mere: Virksomheder efterlyser jobcentre som samarbejder på tværs af kommuner

Mere fra Rasmus

Rasmus Nygaard

Senior Consultant

Jeg er optaget af at bidrage til udvikling af den offentlige sektor indenfor beskæftigelses-, integrations-, uddannelses- og socialområdet til gavn for borger, virksomheder og velfærd. Vi har brug for en offentlig sektor, der leverer en inkluderende, differentieret og effektiv service af borgeren, så vi får mere og bedre velfærd for pengene i Danmark.Jeg har gennem 12 år arbejdet med ...- policy u…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere