19.12.2017  |  Klima, miljø og energi

Indeklima på skoleskemaet giver elever ny viden og bedre vaner

Indhold fra partner Hvad er dette?

I løbet af 2017 har 9.x arbejdet med at skabe et bedre indeklima i deres klasselokale. Sammen med partnere i projektet Skolerenovering i en Helhed har klasselæreren og eleverne sat indeklima på skoleskemaet og fået både viden om indeklima og bedre vaner.

47 procent af danske klasselokaler har en koncentration af CO2, som er højere end Arbejdstilsynets grænseværdi. Det viser en undersøgelse fra 2017 fra Realdania, DTU og Alexandra Instituttet. Den høje CO2-koncentration går ud over lærings- og arbejdsmiljøet for elever og lærere. Projektet Skolerenovering i en Helhed tester forskellige løsninger, som kan hjælpe med at komme problemet til livs. Derfor har eleverne i 9.x på Skovlunde Skole Nord sammen med en af projektets partnere, COWI, og deres klasselærer arbejdet på at finde løsninger og initiativer til, hvordan de selv kan gøre indeklimaet bedre.

”Både elever og lærere har haft større opmærksomhed på at lufte ud. Og eleverne er blevet gode til at gå ud på gangen, i trappeopgangen eller helt ud i frikvartererne. Nu går måske halvdelen ud af klassen, hvor det før var max tre af dem, der var ude,” siger Merethe Jensen, klasselærer i 9.x og arbejdsmiljø-repræsentant på Skovlunde Skole Nord.

Om projektet Skolerenovering i en Helhed

Projektet arbejder for at skabe det bedst mulige indeklima for elever og lærere i den danske folkeskole for at forbedre trivsel og lærings- og arbejdsmiljø.

Projektet vil gøre op med renoveringer af skoler med ensidigt fokus på eksempelvis et nyt ventilationsanlæg. I stedet undersøger projektet, hvordan teknologier, der løser forskellige indeklimaudfordringer som eksempelvis lys, lyd og luft, kan hænge sammen, og hvordan et driftssystem kan bidrage til at styre indeklima og energiforbrug.

Projektet er støttet af EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram).

Partnere i projektet er: AI, Airmaster, Ballerup Kommune, COWI, Danmarks Lærerforening, Frederiksberg Kommune, Green Building Council, Saint Gobain Gyproc, SBI/AAU, Schneider Electric, TEKMA, WindowMaster, Zumtobel Group og Gate 21.

Hyggehjørner hjælper på indeklimaet
Processen med at forbedre klassens indeklima, som i høj grad har været forankret hos klasselæreren og integreret i undervisningen, blev skudt i gang med en workshop i starten af 2017:

”På workshoppen talte vi blandt andet om, at et lokale fyldt med elever hele dagen skaber dårlig luft, som påvirker koncentrationen – og at de selv kan gøre indeklimaet bedre ved at forlade klasselokalet og lufte ud. Vi talte også om, at indeklimaet består af flere elementer som luft, lys, temperatur og lyd, og hvordan indeklimaet påvirker os og omvendt,” siger Lærke Andersen, ingeniør med speciale i indeklima, COWI.

Hun understreger, at det er vigtigt at inddrage eleverne, så de selv tager ansvar og ejerskab for at skabe et bedre indeklima. Derfor blev der udvalgt fem områder uden for klasselokalet – såkaldte hubs. Områder, der med ideer fra eleverne, skulle blive indbydende hubs, hvor eleverne kan arbejde i grupper eller slappe af og på den måde aflaste klasselokalet.

Eleverne havde mange gode ideer og valgte selv hvilke hubs, de ville arbejde videre med. Forløbet har handlet om at se, hvor langt vi kan nå ved at involvere elever, så de gennem viden og nye vaner får et bedre indeklima,” siger Birgitte Nysom Sandhagen, tidligere proceschef, COWI.

”Det har været et meget tværfagligt og virkelighedsnært projekt. Eleverne har virkelig taget ejerskab og har følt sig hørt. De har selv valgt materialerne, malet, tegnet og ringet rundt – og samtidig føler de ejerskab for de ting, de har lavet og købt og passer på dem,” siger Merethe Jensen, klasselærer i 9.x.

Nye vaner viser sig på CO2-niveauet
Elevernes og lærerens indsats for at gøre indeklimaet bedre har vist sig at gøre en forskel. Det bakkes op af de målinger, Statens Byggeforskningsinstitut har lavet på CO2-koncentrationen i klasselokalet. De viser, at eleverne har været mere ude af klasselokalet i pauserne – særligt i frokostpausen – end før projektet. Graferne viser, at CO2-niveauet falder, når eleverne lufter ud og forlader klassen.

Samtidig viser graferne dog også, at CO2-niveauet hurtigt stiger igen, når eleverne vender tilbage til time og er fuldtallige med 27 elever i klassen.

Nye vaner kan ikke stå alene
”Eleverne og læreren har skabt fine resultater ved at ændre vaner og være bevidste om indeklimaet. Det viser, at man kan komme langt med indeklimaet ved at skabe rum til at aflaste klasselokalet og huske at lufte ud. Men samtidig viser forsøget, at man som skole og kommune er nødt til også at kigge på mekanisk ventilation for at skabe et mere stabilt CO2-niveau i klasselokalerne,” siger Martin Dam Wied, programleder Byg & By, Gate 21 og projektleder på Skolerenovering i en Helhed.

Projektet har lavet flere forsøg på skolen sideløbende med forsøget i 9.x med forskellige indeklimaløsninger og scenarier i andre klasselokaler, som viser forskellige grader af teknik og adfærd. Lokalerne, der kombinerer adfærd med tekniske løsninger, har generelt en stabil luftkvalitet og lavere CO2-koncentration.

”Mange danske skoler skal renoveres og har et dårligt indeklima. Vi vil i projektet gerne vise, at vi skal se helhedsorienteret på indeklima – på luften, lyset, lyden – og huske at inddrage elever og lærere for at udnytte skolens rum bedre.  Forsøget i 9.x viser, at vi kan komme langt med at tænke over, hvordan vi bruger lokalerne og med at lufte ud. Så mens skolerne og kommunerne venter på økonomi og dermed renovering – så må det klare budskab være, at fokus på indeklimavaner hjælper,” slutter Martin Dam Wied.

Mere fra Gate 21

Gate 21

https://www.gate21.dk/

Gate 21 er en non-profit partnerorganisation, der samler de ambitiøse regioner, kommuner, virksomheder og videninstitutioner, der vil den grønne omstilling.Vores afsæt er regionernes og kommunernes efterspørgsel på nye og smarte løsninger på klima- og energiområdet. Vi udvikler og demonstrerer energi- og ressourceeffektive løsninger i en række projekter og Living Labs sammen med og på tværs af vor…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere