Indspark: I skole som børnearbejder
Dokumentaren Lyssky Chokolade, som DR1 viste i går bør få NGOer til indgå utålmodige og handlekraftige alliancer med såvel politikere som chokoladeindustrien. Og detailhandelen må gøre endnu mere for at fortælle forbrugerne, hvilken chokolade der er produceret ansvarligt, mener ekspert i CSR-kommunikation.
Claes Amundsen er kommunikationsrådgiver og journalist. Han stiftede i 2007 "Humankind CSR og Kommunikation", hvor han hjælper virksomheder og organisationer med at kommunikere om samfundsansvar og beslægtede emner..
Den mest groteske scene i Lyssky Chokolade – Miki Mistratis nye dokumentar om børnearbejde i chokoladeindustrien – er nok den, hvor vi besøger en skole på landet.
Verdens største chokoladefirmaer bygger skoler for at give børnene et alternativ til livet som billig arbejdskraft i farlige job. Det gør virksomhederne i samarbejde med velrenommerede NGO’er som Rainforest Alliance, men det er en mildt sagt særpræget undervisning, vi er vidner til: Med macheter i hænderne lærer børnene, hvornår det er tid til at høste kakao-frugterne, og hvordan det skal gøres. Tilbage står det uhyggelige billede af en dreng, som holder om kakaoens frugt med den ene hånd og svinger den tunge, skarpe machete gennem skallen med den anden. Det må gå galt.
Og det går da også galt allerede i en af filmens første scener, hvor fotografen er nødt til at køre en dreng med et dybt machete-sår på hospitalet. Ulykken er godt nok ikke sket under arbejdet i plantagen, men hvad skal børn overhovedet med så farligt et våben, spørger filmens fortæller.
Lyssky chokolade efterlader beskueren med i hvert fald tre konklusioner:
1) En stor del af kakao-arbejderne i Elfenbenskysten er stadig børn, og mange af dem er fragtet ind fra nabolande som Burkina Faso.
2) Flere af de igangsatte udviklingsprojekter er ganske enkelt elendige.
3) Der findes mere bæredygtige alternativer, især i Ghana. Men bestræbelserne på at etablere sporbarhed – og dermed garanti for ansvarlighed – går langsomt.
Hvad kan vi gøre som forbrugere? Det er næppe sandsynligt, at vi holder op med at spise chokolade. Faktisk er danskerne et af verdens mest chokoladefortærende folkeslag.
Miki Mistratis bud er, at vi skal skrive til industrien. På filmens hjemmeside
www.shady-chocolate.com er der mulighed for at sende et brev til ICI, som er brancheorganisation for den internationale chokoladeindustri.
Ret beset er det næppe det, der får sat det fornødne skub i udviklingen. Hvis der skal ske noget, bør filmen give anledning til en fornyet diskussion i medierne, og interesseorganisationer som Red Barnet, Dansk Initiativ for Etisk Handel og Amnesty International må indgå utålmodige og handlekraftige alliancer med såvel politikere som industrien. Alle må de rejse sagen i deres respektive internationale fora. Og detailhandelen må gøre endnu mere for at fortælle forbrugerne, hvilken chokolade der er produceret med mindst risiko for børneslaveri. Efter at have set filmen er det svært at tro, at der kan udstedes helt håndfaste garantier.
Hvis jeg var Rainforest Alliance eller Caritas ville jeg sætte sagen højt på dagsordenen – for filmen sætter alvorlige spørgsmålstegn ved deres troværdighed og effektivitet. Og hvis jeg var Toms ville jeg bruge en hel del energi på at fortælle omverden, at alle de afrikanske kakaobønner, som den danske fabrik anvender, kommer fra sandsynligvis ansvarlige farme i Ghana – og ikke fra Elfenbenskystens chokoladeplantager, som vitterligt ikke tåler dagens lys.
