11.09.2012  |  Kommunikation

Indspark: Indspark: "Jeg er form uden indhold"

Indhold fra partner Hvad er dette?

Bæredygtig kommunikation drejer sig om at finde en ny forening af form og indhold og gøre op med dogmet om, at alle virksomhedsbudskaber er lige gode.

Jeg blev en gang hyret til en opgave for en dansk CSR-organisation, der ville friske opfattelsen af CSR op ved at blande det seriøse med det underholdende, og endda krydre det med prisuddelinger. Det var nyt, godt tænkt og sjovt at være med til. Den danske CSR-menighed trængte til udluftning. Lidt humor og satire kunne bringe et godt grin på banen. Selv Erhvervsministeriet, eller hvad deres navn nu var på det tidspunkt, bakkede op om ideen.

Den virksomhedssponsorerede CSR-organisation blev overdænget med millionsponsorater og var bemandet med overvejende begavede individer. En af dem syntes, at det var på sin plads med en kynisk kommentar til min forudgående præsentation under ”bordet rundt” ved organisationens første møde:

”Jeg er form uden indhold,” erklærede han.

En joke?
Først troede jeg, at min sidemand ville joke med min udlægning af bæredygtig kommunikation og skabe en let spydig stemning. Ved nærmere eftertanke blev jeg sikker på, at det var hans ærligt mente opfattelse af en rigtig professionel kommunikationspersons rolle. Han uddybede sin intro ved at forklare, at han ikke havde problemer med at arbejde for en CSR-organisation, selv om han hverken havde viden om CSR eller tænkt sig at ændre på denne tilstand, da han ejede evnen til at sætte sig ind i enhver organisations rationale og arbejde for opfyldelse af dens mål, uanset hvad de måtte være.

”Jeg bruger mine kommunikationsværktøjer og -kompetencer til at servicere min opgavestiller,” konstaterede han.

Ond spindoktor-type
Hvor praktisk. Sidenhen har jeg tit tænkt på, om han kunne have ret, denne umiddelbart onde ”spindoktor-type”. Om ikke andet så ret i, at det er en mentalhygiejnisk sund position. For hvorfor skulle det være nødvendigt med alle de overvejelser? Kan man ikke bare nøjes med at konstatere, hvad sæsonens budskab er, og så arbejde benhårdt efter at formidle det på bedste vis? Det kan vel være lige godt og lige så fagligt udfordrende at formidle et budskab om, at Danmark råder over verdens bedste svinebestand, at Danmark burde nå til Ejderen eller at denne eller hin virksomhed har fortjent en pokal og en klapsalve for sin CSR-indsats det foregående år. Alt er lige vigtigt, og alt kan og bør kommunikeres helt ind i himlen, uanset det faktuelle grundlag, hvis man har midlerne og evnerne til det.

Kan indhold og form gøres bæredygtigt?
I øvrigt var min sidemand en flink fyr, og meget mere omgængelig og social end så mange andre tossede idealister. Det var en afklaret fyr. Ingen tvivl. Han vidste præcis, hvad der forventes af en kommunikationsstrateg. Vi arbejdede med CSR. Corporate social responsibility. Virksomhedens sociale ansvar. Samfundsansvar. CSR. Kald det hvad du vil. Same shit som alle andre budskaber fra en virksomhed. Kom med det, og jeg gør det lækkert.

Min sidemand kunne ikke bringes i tvivl. Det er alligevel imponerende at kunne være så sikker på, at form og indhold bør adskilles. At alle budskaber er lige gode og legitime? Hvad skal der mon til for, at der kan skabes en ny tænkemåde, hvor kommunikationen i både sit indhold og sin form er bæredygtig? Balanceret på en måde så organisationen bag vitterligt er til at regne med. Hvor det hele fremstår transparent og fakta er formidlet forståeligt, baseret på en uangribelig etik?

Tagline: Lars Ludvigsen er daglig leder af PR-Partner og rådgiver danske og internationale virksomheder om bæredygtig kommunikation.

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere