Juleklimacamp i København
Klima- og Energiministeriets oplysningskampagne 1 ton mindre slutter efter tre år sammen med COP15 den 18. december. Indtil da kan man på Højbro Plads i København opleve en Klimacamp med alskens klimaaktiviteter for hele familien.
Gennem de sidste næsten tre år er Klima- og Energiministeriets oplysningskampagne 1 ton mindre nået ud i alle hjørner af Danmark og spredt budskabet om at spare på CO2en. Fredag d. 18. december er det i midlertidig slut, men frem til da kan man opleve en Klimacamp på Højbro Plads, midt på Strøget i København. Her vil der være oplevelser og aktiviteter for hele familien med bl.a. juleværksted, klimagløgg og besøg fra fem forskellige spejderkorps. Blandt aktiviteterne kan nævnes muligheden for at rejse et 10-minutters tårn, gå på molbo-ski, skabe strøm fra en kartoffel, bygge en vindmølle og flere andre ting.
Centralt på pladsen vil stå et vartegn i form af en 15 tons tung og 16 meter høj spire, flankeret af 1 ton mindre-kampagnens 10 meter høje, lysende klode, der fylder præcis det samme som det ton CO2, kampagnen opfordrer alle danskere til at spare hvert år.
Og så vil der ikke mindst være en konkurrence om intet mindre end et klimahus. Det er byggekoncernen Saint-Gobains danske selskaber, der har skabt verdens første lavenergi-legehus, Playhouse. Huset, der dog ikke kun er for børn, men derimod stort nok til at fungere som et lunt gæsteanneks, er tegnet i dristige former og med store rudepartier af arkitektfirmaet C.F. Møller til lejligheden, og er så godt isoleret, at det muligvis kan holdes varmt med en håndfuld julelys.
Alle besøgende på pladsen får chancen for at vinde et færdigt hus med hjem, og for at deltage skal man blot aflægge et klimaløfte til 1 ton mindre pr. SMS, hvor man lover at skrue ned for sin personlige CO2-udledning det næste år. Huset har en værdi af 250.000 kroner.
-AK