Junckers bliver FSC-mærket
Danmarks største leverandør af trægulve, Junckers Industrier A/S, er blevet FSC-certificeret. Valget er truffet efter stigende efterspørgsel på FSC-certificeret træ, som er bæredygtigt fældet og dyrket. FSC Danmark håber på, at det vil skabe øget kendskab til ordningen.
Junckers har blandt andet leveret trægulve til Heathrow lufthavn, Audis hovedkvarter i Tyskland. og til flere store sportsarenaer.
Private forbrugere får også muligheden for at få gulve med FSC-logo, da koncernen som udgangspunkt vil levere FSC-certificerede parketgulve af bøg, eg, ask og ahorn til det både private og det kommercielle marked.
Det er naturligvis et meget positivt skridt i den rigtige retning, at Junckers, som er en af de helt store gulvleverandører til store virksomheder og sportsarenaer, vælger at gå foran og også gør det muligt for forbrugerne at vælge FSC-certificerede trægulve, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark.
Samtidig med, at Junckers Industrier A/S er blevet FSC-certificeret, er virksomheden også blevet medlem af FSC Danmark det danske sekretariat, der arbejder for at øge kendskabet til FSC-certificeret træ.
Hvad er FSC?
FSC er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC hverken producerer eller sælger varer. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere.
Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.
-KPE