20.10.2015  |  Klima, miljø og energi

KALK A/S får Cradle to Cradle certifikat

Indhold fra partner Hvad er dette?

Første store milepæl i en ambitiøs strategi om bl.a. 100 pct. genanvendeligt murværk

100 pct. genanvendeligt murværk skal styrke KALK A/S' position på markedet for nybyggeri. Her fra Hotel Charlottehaven.

Endnu en virksomhed i byggebranchen har nu fået Cradle to Cradle certifikat på sine produkter. KALK A/S har midt i oktober modtaget papir på, at alle virksomhedens produkter er på sølvniveau. Det bliver fejret med en stor reception 21. oktober.

Direktør og indehaver Rasmus Jørgensen er stolt, men:

"Et Cradle to Cradle certifikat er ikke et færdigt arbejde, man kan sætte to streger under. Det vil altid være en proces, og i virkeligheden er vi kun lige begyndt," siger han.

Læs også: Byggebranchen er vilde med Cradle to Cradle

KALK A/S har traditionelt haft sine kunder i den kulturhistoriske bygningsmasse, som kirker, herregårde og bevaringsværdige huse. Nu vil KALK A/S have nybyggeriet tilbage til de gamle dyder med genanvendeligt og åndbart murværk. Den bæredygtige strategi bliver vejen dertil.

Cradle to Cradle roadmap
KALK A/S har valgt at bruge Cradle to Cradle som fundament for hele forretningsstrategien, der er simplificeret i en roadmap, der kan ses på virksomhedens hjemmeside

Certifikatet er en af de første store milepæle i den langsigtede strategi. Slutmålet er

  • at produktet er 100 pct. sundt for mennesker og miljø
  • at virksomheden ikke producerer affald
  • at alt bliver produceret og distribueret ved hjælp af 100 pct. vedvarende energi
  • at  processpildevandet er 100 pct. rent
  • at alle ressourcer kan genanvendes 100 pct.

"Da vi begyndte for 2,5 år siden var det mest tænkt som en vækststrategi, men nu er vores tankegang blevet vendt. Vi kan se det fornuftige i, at vi genbruger vores ressourcer og passer på Jorden," siger Rasmus Jørgensen og fortsætter:

"Roadmappen er et beslutningsgrundlag for alt, hvad vi gør. Når vi f.eks. står over for valget, om vi skal købe en gas- eller en eltruck, så er vi ikke i tvivl. Så køber vi bare en el-truck."

Tæt på 100 pct. genanvendeligt murværk
Den værdibaserede strategi betyder, at virksomheden er fokuseret på hele løsninger. F.eks. skal hele murværk kunne genanvendes.

KALK A/S samarbejder i den forbindelse med Gamle Mursten ApS om at genanvende den kalkmørtel, som renses af de brugte mursten.

Samtidig har KALK A/S udviklet en ny funktionsmørtel, der dokumenterer tryk- og trækstyrke og dermed er godkendt til nybyggeri. Mørtlen kan indtil videre indeholde 20 pct. brugt kalkmørtel. Målet er at få andelen højere op.

"Vi er i gang med de sidste test på Teknologisk Institut. Når det er på plads, kan vi tilbyde 100 pct. genanvendeligt murværk. I princippet kan vi leje mørtlen ud og tage den tilbage om 100 år. Der er et kundesegment til det, og arkitekterne klapper i hænderne. De kan godt se meningen, mens det er lidt mere udfordrende at ændre på entreprenørernes vaner," fortæller Rasmus Jørgensen.

Håber på en renæssance i nybyggeri
De sidste 60-70 år har byggebranchen brugt cementmørtel, som binder mursten så godt sammen, at mørtel og sten ikke kan skilles ad.

Dermed kan ingen af delene genanvendes til andet end vejfyld. Rasmus Jørgensen håber derfor på, at kalkmørtel, der er let at skille fra murstenene, får en renæssance i fremtidens bæredygtige nybyggerier.

"Vi er i gang med nogle enkelte byggerier, så jeg tror på det," siger han.

Virksomheden har hele tiden gang i nye tiltag, og nogle idéer findes der ingen løsning på - endnu.

"Hvis vi kunne skille kalk og sand ad, kunne vi i højere grad upcycle produktet, men indtil videre er det fremtidsmusik," erkender Rasmus Jørgensen.

Forretningsstrategi med vinderpotentiale
Det grønne turn-around er blevet et springbræt for KALK A/S. Minor Change Group har hjulpet til med forvandlingen fra helt ny identitet og brand til produktudvikling og markedsstrategi. Desuden har Vugge til Vugge ApS hjulpet med roadmap og har stået for C2C certificering.

Hjælpen har været nødvendig. Blandt andet har det ikke været ukompliceret at skaffe dokumentationen til certificeringen.

"Vi har nogle farveleverandører, som har haft svært ved at forstå, hvad vi ville med dokumentationen. De har trukket tiden ud. Men det er lykkedes at skaffe den, og nogle af dem må omstille sig for at kunne levere til os," siger Rasmus Jørgensen.

Læs også: Lettere at få Cradle to Cradle certifikat på dansk

Cradle to Cradle som forretningsstrategi er efterhånden er anerkendt metode i CSR sammenhænge. CSR Strategy Prize er de sidste to år gået til virksomheder med Cradle to Cradle roadmap og forretningsstrategi. Det er henholdsvis Troldtekt A/S og Egetæpper A/S. Nu skal det blive interessant at se, om KALK A/S bliver den næste i rækken.

Mere fra Vugge til Vugge ApS

Vugge til Vugge ApS

www.vuggetilvugge.dk

Vi hjælper virksomheder med at skabe bæredygtige og profitable løsninger, der bringer os tættere på en ren verden uden spild.Vugge til Vugge ApS er som de eneste i Norden akkrediteret til at gennemføre Cradle to Cradle certificeringer.Cradle to Cradle princippet er, at alt kan indgå i biologiske eller tekniske kredsløb, så vi får ressourcer nok til verdens forbrug.  

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere