31.10.2013  |  Kommunikation

Kampen mod madspild får Nordisk Råds miljøpris 2013

Nordisk Råds prestigefyldte natur- og miljøpris på 350.000 danske kroner går i år til Selina Juul fra Danmark, som har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Vinderen af årets natur- og miljøpris, Selina Juul fra Danmark, har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad – Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild. Prisen blev uddelt af Nordisk Råd onsdag aften. ”Hendes indsats kan ikke overvurderes," lyder det i Nordisk Råds begrundelse.

Læs også: Danmarks største event mod madspil kommer til København

Nordisk Råds natur- og miljøpris 2013 gives til en nordisk erhvervsvirksomhed, organisation eller enkeltperson som har udviklet et produkt, en opfindelse eller ydet en anden kreativ indsats, som øger ressourceeffektiviteten og dermed bidrager til at reducere menneskets negative fodaftryk i naturen.

Selina Juul har med sit engagement sat madspild på dagsordenen, ikke bare i Danmark, men også i resten af Norden, samt i EU og FN. Selina Juul arbejder ulønnet som frivillig talskvinde for bevægelsen, som hun selv tog initiativ til i 2008.

Læs også: Hæder til Selina Juul fra Stop Spild af Mad

”Selina Juuls vedvarende fokus på madspild – i samarbejde med andre interessenter – har ført til en reduktion af madspildet i Danmark. Hun har med kreativitet, entusiasme og hårdt arbejde bidraget til at reducere menneskers negative fodaftryk i naturen,” lyder det i bedømmelseskomiteens begrundelse.

De 350.000 kroner, der følger med prisen, skal ifølge Selina Juul bruges på to nye projekter, der fortsætter kampen mod madspild.

-MH

Artiklen er opdateret 04-11-13.

Mere fra Mathilde

Mathilde Henriksen

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere