Klimatopmødet i København bliver også på video
En stor del af verdens ledere og beslutningstagere mødes til klimatopmødet COP15 i København til december. Dem der ikke har mulighed for at være her kan dog deltage face-to-face alligevel, det bliver bare på video.
Udenrigsministeriet har valgt Cisco til at opstille de såkaldte TelePresence-systemer og netværksforbindelser, der så kan skabe direkte links mellem Bella Centeret og byer over hele Jorden. Således kan repræsentanter fra regeringer, græsrodsorganisationer, NGOer og andre delegerede deltage i møder med ligestillede fra hjemlandet eller andre lande, mens de selv er i den danske hovedstad og omvendt. Tiltaget skal ses som endnu et led i den danske regerings bestræbelser på, at gøre det forestående klimatopmøde så bæredygtigt som muligt. Systemet, der leverer lyd og billede i HD og på den måde skaber fornemmelsen af at mødedeltagerne er i samme rum, vil således blive brugt gennem hele konferencen og på den måde sammenlagt spare store mængder rejseaktivitet og de mange ton CO2 der ellers ville blive udledt som følge heraf. I lyset af topmødets målsætning om få en global aftale om reduktion af netop CO2-udledning i stand, så er det nye teknologiske tiltag et godt signal at sende.
Der står meget på spil for hele planeten på COP15. Som vært er Danmark meget bevidst om sit ansvar. Det er vores ambition at finde innovative måder, hvorpå vi kan få konferencedeltagere og civile parter til at samarbejde effektivt og på bæredygtig vis, så vi når frem til en ambitiøs aftale under COP15 i København. Til det formål er vi begejstrede for at have Cisco med om bord som teknologipartner, siger kontorchef i Udenrigsministeriet Svend Olling